Lundbeck investerer i produktudvikling og produktlanceringer og har derfor ændret sine finansielle planer

Report this content
  • Lundbeck investerer i geografiske vækstregioner og produktlanceringer og afsætter fortsat store beløb til forskning og udvikling, herunder til et pivotalt udviklingsprogram med Lu AE58054 i behandling af Alzheimers sygdom
  • Omsætningen fra den første bølge af Lundbecks portefølje af Nye Produkter blev fordoblet i 3. kvartal 2012, og væksten forventes at fortsætte
  • Anden fase af Lundbecks produktlanceringer omfatter Abilify once-monthly, Selincro og Brintellix™ og kræver omfattende investeringer i lanceringsaktiviteter, når der er opnået godkendelse
  • For 2013 forventer Lundbeck en omsætning i niveauet DKK 14,1-14,7 mia. og EBIT i niveauet DKK 1,6-2,1 mia.
  • For 2014 forventer Lundbeck en omsætning på ca. DKK 14 mia. og EBIT i niveauet DKK 0,5-1 mia., som i høj grad vil afhænge af succesen af selskabets produktlanceringer

H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har i dag meddelt, at efter den positive anbefaling fra Det Europæiske Lægemiddelagenturs Udvalg for Humanmedicinske Lægemidler (CHMP) for Selincro tidligere i december, den forventede lancering af Abilify once-monthly (månedlig injektion) i begyndelsen af 2013, højt fokus på produktlanceringer generelt, herunder Onfi™, Treanda® og prælanceringsaktiviteter for Brintellix (vortioxetin), samt den forventet påbegyndelse af et pivotalt udviklingsprogram med Lu AE58054, har selskabet ændret sine finansielle planer for 2013-2014.

I perioden 2010-2012 har Lundbeck indfriet sine mål, samtidig med at selskabet har investeret i strategiske tiltag og drevet virksomhed under relativt svære markedsforhold, i særdeleshed i Europa. For så vidt angår resultatforventningerne til 2013, forventer Lundbeck at offentliggøre detaljerede forventninger i forbindelse med offentliggørelsen af årsresultatet for 2012 den 6. februar 2013. På nuværende tidspunkt indikerer de foreløbige planer for 2013 en omsætning i niveauet DKK 14,1-14,7 mia., inklusive forventede milepælsbetalinger vedrørende Brintellix. Forventningerne tager også højde for indtægter fra frasalget af ikke-kerneprodukter i USA, som blev offentliggjort tidligere i december samt den manglende omsætning fra disse produkter. Afhængig af succesen af selskabets produktlanceringer samt omfanget af generisk udvanding i Europa, forventer Lundbeck en omsætning på ca. DKK 14 mia. i 2014.

Efter investeringsplanerne i de kommende år forventes EBIT nu at komme til at ligge i niveauet DKK 1,6-2,1 mia. i 2013, inklusive indtægter fra frasalget af ikke-kerneprodukter i USA. 2014 forventes at blive året med de højeste investeringer i produktlanceringer og forskning og udvikling, og EBIT forventes derfor i niveauet DKK 0,5-1 mia.

De ændrede finansielle planer omfatter ikke eventuelle yderligere indtægter forbundet med potentielle samarbejdsaftaler vedrørende Lundbecks udviklingsprojekter.

I en kommentar til de ændrede resultatforventninger udtaler Lundbecks koncernchef Ulf Wiinberg: “Med henblik på at optimere vores langsigtede vækstmuligheder har Lundbeck besluttet at øge investeringerne i den sene udviklingsportefølje og i produktlanceringer, og derfor nedjusterer vi vores forventninger til 2013 og 2014. Det er vigtigt for mig at bemærke, at Lundbeck aldrig nogensinde før har haft så stort et produktudbud og nu står i en unik position til at kunne øge værdien af en række produkter, som i høj grad kan ændre livet for de millioner af mennesker, der lider af sygdomme som f.eks. depression, skizofreni, Alzheimers sygdom, alkoholafhængighed og slagtilfælde.”

I november 2010 offentliggjorde Lundbeck sine langsigtede minimumsforventninger, ifølge hvilke omsætningen forventedes at ville overstige DKK 14 mia. årligt og at EBIT ville overstige DKK 2 mia. årligt i perioden 2012-2014. Baseret på de stærkt forøgede vækstmuligheder som følge af selskabets ekspansion i USA, udviklingsporteføljen samt de seneste produktlanceringer har Lundbeck besluttet at ændre de finansielle planer for perioden 2013-2014. Endvidere har de udfordrende markedsforhold særligt i Europa også en negativ indvirkning på branchen som helhed og dermed også for Lundbeck. Det lille fald i den forventede omsætning i de kommende år samt de forventeligt højere omkostninger kan primært henføres til følgende forhold:

  • Den store succes, som Lundbeck har haft med sine udviklingsaktiviteter, særligt med Brintellix, Selincro og Lu AE58054, øger de planlagte udgifter til både salg, distribution og produktudvikling
  • Den strategiske aftale mellem Otsuka Pharmaceutical Co., Ltd. og Lundbeck om udvikling og kommercialisering af Abilify once-monthly samt brexpiprazol medfører en stigning i de nuværende investeringer med henblik på langsigtede vækst
  • Det økonomiske klima, særligt i Europa, medfører et forsat pres på prisfastsættelsen, hurtigere generisk udvanding og generelt længere tid for nye produkter til at opnå markedsadgang

Forudsætningerne for omsætning og marginer omfatter ikke mulige fremtidige væsentlige fusioner, opkøb og frasalg i selskabet. Endvidere er planerne baseret på, at Lundbeck ikke førtidigt taber eksklusivitet for sine hovedprodukter. Forventningerne er endvidere baseret på den antagelse, at valutakurserne er uændrede i den resterende del af perioden.

Udbytte- og finanspolitik
Lundbecks finansielle strategi er at styre sin kapitalstruktur på en måde, så selskabet er i stand til at oppebære en ”investment grade”-kreditvurdering hos et kreditvurderingsbureau. Lundbeck forventer fortsat at skabe en positiv pengestrøm fra driften, men vil også bevare fleksibiliteten til at forfølge strategiske muligheder for at styrke det langsigtede vækstpotentiale.

Lundbeck har historisk haft en udbytteprocent på 30 %. Målet for udbytteprocenten er 25% til 35% af selskabets nettooverskud. I perioden 2012-2014 forventer Lundbeck, at udbytteprocenten vil være ca. 35% af nettooverskuddet.

Resultatforventninger til 2012
Indholdet af denne meddelelse får ingen indflydelse på Lundbeck-koncernens resultatforventninger til 2012, som blev offentliggjort den 8. februar 2012 i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for 2011 og yderligere specificeret ved offentliggørelsen af omstruktureringsplanen den 14. juni 2012. Lundbeck vil offentliggøre resultatforventninger til 2013 i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten for 2012 den 6. februar 2013.

Telefonkonference for investorer/analytikere
Der afholdes i dag kl. 10.00 (dansk tid) en kort telefonkonference, hvor indholdet af denne meddelelse vil blive gennemgået. Denne kan følges online på www.lundbeck.com under sektionen “Investors”. Præsentationsmateriale til telefonkonferencen vil være tilgængeligt samme sted ca. en halv time før begivenheden.


Lundbeck kontakt

Investorer: Presse:
   
Palle Holm Olesen Simon Mehl Augustesen
Chief Specialist, Head of Investor Relations International Media Specialist
palo@lundbeck.com smeh@lundbeck.com
Tlf. 36 43 24 26 Tlf. 36 43 49 80
   
Magnus Thorstholm Jensen  
Investor Relations Officer  
matj@lundbeck.com  
Tlf. 36 43 38 16  
   

Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUYY) er en international farmaceutisk virksomhed , der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lider af hjernesygdomme. Lundbeck arbejder således med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, psykoser, epilepsi samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.

Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København og har i dag ca. 6.000 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende farmaceutiske virksomheder inden for hjernesygdomme. Lundbeck omsatte i 2011 for DKK 16,0 mia. (ca. EUR 2,1 mia. eller USD 3,0 mia.). Yderligere oplysninger fås på www.lundbeck.com.

 

Abonner

Dokumenter og links