• news.cision.com/
  • H. Lundbeck A/S/
  • Lundbeck øger investeringerne til forskning og udvikling og forventer at indfri de finansielle forventninger til 2008

Lundbeck øger investeringerne til forskning og udvikling og forventer at indfri de finansielle forventninger til 2008

Report this content

                        
Omsætningen af Cipralex® og Azilect® voksede med henholdsvis 21% og
42% i lokalvaluta i 3. kvartal 2008 og Ebixa® havde en vækst på 12% i
3. kvartal 2008 i forhold til samme periode sidste år. Væksten i
omsætningen er drevet af stigninger på markederne i Europa og
Internationale Markeder, hvor væksten begge steder udgjorde 12% i
lokalvaluta i 3. kvartal 2008 i forhold til 3. kvartal 2007.

Lundbecks underliggende forretning udviste i 3. kvartal 2008 en vækst
på 6% i omsætningen og 10% i resultat af primær drift. Som udmeldt i
regnskabet for 2. kvartal 2008 har Lundbeck valgt at nedbringe
lageret af Lexapro® i USA i andet halvår 2008, hvilket har påvirket
resultatet negativt i 3. kvartal 2008 med cirka DKK 100 mio.

Omsætning og indtjening -
eksklusive engangsposter samt regulering af Lexapro® lager
*          Omsætning: DKK 2.911 mio. (+6%)
*          Resultat af primær drift (EBIT): DKK 946 mio. (+10%)

Omsætning, indtjening og investeringer -
inklusive engangsposter samt regulering af Lexapro® lager
*          Omsætning: DKK 2.810 mio. (-5% og -2% i lokalvaluta)
*          Resultat af primær drift (EBIT): DKK 854 mio. (-21%)
*          Investeringer: DKK 96 mio. (eksklusive indlicenserings- og
  milepælsbetalinger)

Omsætning fordelt på regioner og produkter
*          Europa: DKK 1.559 mio. (+11% og +12% i lokalvaluta)
*          Internationale Markeder: DKK 608 mio. (+7% og +12% i
  lokalvaluta )
*          USA: DKK 602 mio. (-14% og -10% i lokalvaluta)

*          Cipralex®: DKK 1.228 mio. (+17% og +21% i lokalvaluta)
*          Lexapro®: DKK 602 mio. (-14% og -9% i lokalvaluta)
*          Ebixa®: DKK 480 mio. (+11% og +12% i lokalvaluta)
*          Azilect®: DKK 65 mio. (+40% og +42% i lokalvaluta)


Kommentarer til regnskabet
Lundbecks koncernchef, CEO Ulf Wiinberg udtaler i forbindelse med
delårsrapporten:"På trods af en generel økonomisk afmatning viser Lundbeck fortsat
solid vækst i 3. kvartal skabt af vores innovative lægemidler. Vi
fastholder vores finansielle forventninger for hele året 2008 og
forventer øgede investeringer i forskning og udvikling i den sidste
del af året."

Lundbecks udvikling af stoffer i klinisk senfase

Depression, angst og bipolar lidelse (manio-depressivitet)
Lundbeck har tre stoffer i klinisk fase II og klinisk fase III
udvikling til behandling af depression, angst og bipolar lidelse.
Dette er et af de største sygdomsområder med betydelige udækkede
behandlingsbehov til trods for de mange behandlingstilbud, der findes
i dag. WHO forventer at det fortsat vil være et af de tre største
sygdomsområder i de næste 20 år. Hvis udviklingsprogrammerne for de
tre projekter rettet mod dette sygdomsområde afsluttes med succes,
vil alle tre stoffer kunne blive godkendt og markedsført i perioden
2011-2013.

Lu AA21004 er det stof, der er længst fremme i udviklingen i en ny
klasse af lægemiddelkandidater til behandling af affektive
sindslidelser. Det kliniske fase III-program omfatter på nuværende
tidspunkt mere end 10 aktive undersøgelser. De otte har fokus på
behandling af depression og tre har fokus på behandling af
generaliseret angst. Det samlede kliniske fase III program forventes
at omfatte mere end 4.000 patienter.

Udviklingen af Lu AA24530 forløber som planlagt og de igangværende
kliniske fase II undersøgelser kan forventes afsluttet i løbet af
første halvår 2009.

Lu AA34893 bliver i klinisk fase II undersøgt både som behandling for
bipolar lidelse samt til behandling af depression.
Patientrekrutteringen forløber som planlagt og de igangværende
undersøgelser kan forventes afsluttet i løbet af 2009.

De tre projekter udvikles til at dække hele det differentierede
sygdomsspektrum af affektive sindslidelser.

Skizofreni
Lu 31-130 har vist positivt resultat i en afsluttet klinisk fase IIa
tolerance undersøgelse i patienter med skizofreni. Lu 31-130 har en
unik receptorbindingsprofil og forventes at have effekt på både de
positive og de negative symptomer kombineret med en lav risiko for
ekstrapyramidale bivirkninger. Lundbeck har desuden i tredje kvartal
2008 igangsat en klinisk fase IIb undersøgelse, hvor Lu 31-130
sammenlignes med olanzapin. Lundbeck forventer resultater af denne
undersøgelse i anden halvdel af 2009.

Tidligere på året igangsatte Lundbeck og Solvay Pharmaceuticals, B.V.
to kliniske fase III undersøgelser med bifeprunox til
vedligeholdelsesbehandling af skizofreni. Indrullering af patienter
til undersøgelserne forløber planmæssig. Hver af de to undersøgelser
vil omfatte ca. 450 patienter, der behandles i 12 måneder. Resultater
fra de kliniske undersøgelser forventes i anden halvdel af 2010.

Slagtilfælde - blodprop i hjernen
Lundbeck forventer inden udgangen af 2008 at igangsætte et nyt
klinisk fase III program med desmoteplase til behandling af patienter
med slagtilfælde. Efter at have konsulteret de amerikanske
sundhedsmyndigheder (FDA) vil programmet bestå af to
placebo-kontrollerede fase III undersøgelser hver omfattende cirka
320 patienter med henblik på at måle effekten af én dosis af
desmoteplase (90mikrogram/kg) givet i et tidsvindue på mellem 3 og 9
timer efter slagtilfældets opståen. Cirka 80 procent af patienterne
med slagtilfælde er først klar til behandling mere end 3 timer efter,
at de er blevet ramt af et slagtilfælde. I dag findes der ingen
godkendt medicinsk behandling, hvis behandlingen påbegyndes senere
end tre timer efter slagtilfældet. Effekten af desmoteplase vil blive
vurderet efter 90 dage.

Alkoholafhængighed
Ligeledes inden udgangen af 2008 forventer Lundbeck at igangsætte
kliniske fase III undersøgelser med nalmefen  til behandling af
alkoholafhængighed. Behandlingen af alkoholafhængighed ved hjælp af
abstinens har i årtier vist sig at være ineffektiv for store dele af
befolkningen, og nalmefen er en potentiel ny behandling, som skal
gøre patienterne i stand til at kontrollere deres indtag af alkohol.

Programmet vil bestå af tre studier med i alt 1.800 patienter.
Programmet omfatter to placebo-kontrollerede undersøgelser, der har
til hensigt at evaluere effekten af 20mg nalmefen på overforbruget af
alkohol, og på det samlede alkoholindtag per måned i et
behandlingsforløb på 24 uger samt forbedring af diverse funktionelle
og medicinske parametre. Programmet vil endvidere omfatte en 52 uger
lang undersøgelse med fokus på bivirkninger og tolerabilitet.

Tidlig klinisk udvikling
Lundbeck har besluttet at indstille videre udvikling af stofferne Lu
AA47070 og Lu AA37096, som begge var i klinisk fase I udvikling;
førstnævnte med henblik på behandling af neurologiske sygdomme og
sidstnævnte til behandling af affektive sindslidelser og angst.
Fase I resultaterne levede ikke op til Lundbecks krav, idet Lu
AA47070 ikke havde de ønskede farmakologiske egenskaber. De kliniske
fase I undersøgelser vedrørende Lu AA37096 viser, at balancen mellem
dosis og respons ikke er optimal, hvorfor stoffet ikke vil kunne opnå
det samme potentiale som de tre andre lægemiddelkandidater, der er
længere fremme i klinisk udvikling inden for samme indikationsområde.
Siden seneste delårsrapport

Azilect®
Azilect® har i en klinisk undersøgelse (ADAGIO) vist, at stoffet kan
forsinke udviklingen af Parkinsons sygdom. De positive resultater
blev af Lundbecks partner Teva Pharmaceutical Industries
Ltd. præsenteret i august på EFNS-konferencen i Madrid. ADAGIO er en
fase III-undersøgelse, der var tilrettelagt for at påvise, at
Azilect®  kan forsinke udviklingen af Parkinsons sygdom. I
undersøgelsen mødte Azilect® 1 mg alle tre primære effektmål såvel
som de sekundære og andre effektmål med statistisk signifikans.
Undersøgelsen bekræftede endvidere Azilects sikkerhed og
tolerabilitet. Lundbeck markedsfører Azilect® i Europa og nogle lande
uden for Europa.

Serdolect®
Lundbeck har i tredje kvartal 2008 annonceret, at
registreringsansøgning for Serdolect®  til behandling af skizofreni
er indsendt til de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA), og at FDA
har afsluttet deres indledende fuldstændighedscheck og accepteret
ansøgningen. Lundbeck ansøger hermed for første gang egenhændigt om
godkendelse af et lægemiddel i USA. Lundbeck markedsfører i dag
Serdolect® i Europa, Syd- og Centralamerika, Asien og Mellemøsten,
hvor mere end 70.000 patienter er blevet behandlet med midlet.
Serdolect® er en effektiv behandling af skizofreni, der adskiller sig
fra andre produkter ved blandt andet færre bivirkninger i form af
sløvhed og vægtøgning.

Finansielle forventninger til 2008 fastholdes
Eksklusive nedskrivning af rettighederne til Flurizan® på DKK 481
millioner foretaget i 2. kvartal 2008 har Lundbeck følgende
finansielle forventninger til helåret 2008.


                                                                2008
                                                         forventning
Omsætning                                         DKK 11 - 11,5 mia.
Resultat af primær drift                          DKK 2,8 - 2,9 mia.
Investeringer 1)                                  Cirka DKK 500 mio.

1) Eksklusive indlicenserings- og milepælsbetalinger

Lundbeck forventer at investere mere end 20% af omsætningen i
forskning og udvikling i 2008 samt at opnå en overskudsgrad
(EBIT-margin) på cirka 25%.

Hovedtal for perioden
Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34 'Præsentation
af delårsregnskaber', som godkendt af EU. Der er ikke sket ændringer
i anvendt regnskabspraksis sammenlignet med årsrapporten for 2007,
hvortil der henvises for en nærmere beskrivelse af den anvendte
regnskabspraksis. Delårsrapporten er ikke revideret.


                              Eksklusive      Inklusive
                          engangs-poster engangs-poster
DKK mio.               3.        3. kvt.        3. kvt. Vækst     Vækst i    2.
                     kvt.           2007           2007 i DKK lokalvaluta  kvt.
                     2008                                                  2008
Omsætning           2.810          2.743          2.960  (5%)        (2%) 2.938
   - Cipralex®      1.228          1.046          1.046   17%         21% 1.234
   - Lexapro®         602            699            699 (14%)        (9%)   692
   - Ebixa®           480            432            432   11%         12%   467
   - Azilect®          65             46             46   40%         42%    63
   - Serdolect®        15             10             10   43%         43%    14
   - Andre            379            444            444 (15%)       (12%)   416
lægemidler
   - Anden             40             65            282 (86%)       (85%)    51
omsætning
Omkostninger        1.956          1.881          1.881    4%             2.575
   - Produktion       432            457            457  (5%)               469
   - Distribution     571            584            584  (2%)               632
   - Administration   386            358            358    8%               427
   - Forskning og     567            485            485   17%             1.047
udvikling
   - Andre
driftsudgifter,        -1             -1             -1     -                 0
netto

Resultat af primær    854            862          1.079 (21%)               363
drift, EBIT
Finansielle poster,    45                          (35)     -               (9)
netto
Periodens resultat    637                           713 (11%)               240
Resultat pr. aktie,  3,25                          3,49  (7%)              1,22
EPS (DKK)
Frit cashflow         916                         1.087 (16%)               168
Investeringer
(ekskl.                96                           168 (43%)                88
indlicenserings- og
milepælsbetalinger)



Omsætning i 3. kvartal 2008
I 3. kvartal 2007 modtog Lundbeck en initiel engangsbetaling fra
Takeda Pharmaceutical Company Ltd. på DKK 217 mio. Eksklusive denne
betaling steg koncernens omsætning i 3. kvartal 2008 med 2% i forhold
til samme kvartal sidste år. I forhold til 2. kvartal 2008 faldt
koncernens omsætning med 4%, hvilket skyldes lavere omsætning af
Lexapro®, da Lundbeck har valgt at nedbringe lageret af escitalopram
hos Forest Laboratories, Inc. i løbet af 2008.

Lundbecks koncernomsætning

DKK mio.                  3. kvt.    3.    Vækst    Vækst i        2.
                             2008  kvt. i DKK    lokalvaluta     kvt.
                                   2007                          2008
Cipralex®                   1.228 1.046      17%         21%    1.234
Lexapro®                      602   699    (14%)        (9%)      692
Ebixa®                        480   432      11%         12%      467
Azilect®                       65    46      40%         42%       63
Serdolect®                     15    10      43%         43%       14
Andre lægemidler              379   444    (15%)       (12%)      416
Anden omsætning                40   282    (86%)       (85%)       51
Samlet omsætning,           2.810 2.960     (5%)        (2%)    2.938
koncern


Koncernens lægemidler Cipralex® og Ebixa® (til behandling af
henholdsvis depression og Alzheimers sygdom) samt Azilect® og
Serdolect® (til behandling af henholdsvis Parkinsons sygdom og
skizofreni) fortsætter fremgangen, og alle produkterne har i perioden
vist tocifret omsætningsvækst i forhold til samme periode sidste år.

Europa

DKK mio.           3. kvt.       3.    Vækst     Vækst i           2.
                      2008     kvt. i DKK    lokalvaluta         kvt.
                               2007                              2008
Cipralex®              844      728      16%             18%      857
Ebixa®                 399      357      12%             12%      387
Azilect®                59       43      38%             39%       58
Serdolect®               9        6      61%             56%        9
Andre lægemidler       248      274     (9%)            (8%)      264
Samlet
omsætning,           1.559    1.408      11%             12%    1.574
Europa


Cipralex® og Ebixa® er Lundbecks største lægemidler i Europa målt på
omsætning og fortsætter med at bidrage signifikant til omsætningen i
Europa med en vækst på henholdsvis 16% og 12% i forhold til 3.
kvartal 2007. Samtidig fortsætter Lundbecks lægemiddel til behandling
af Parkinsons sygdom, Azilect®, med at vokse signifikant og i løbet
af 3. kvartal 2008 steg omsætningen af Azilect® med 38%.

Cipralex® havde ved udgangen af august 2008 en andel på 16,1% af det
samlede salg af antidepressiva i Europa, hvilket skal ses i forhold
til en markedsandel på 13,9% på samme tidspunkt i 2007. Cipralex® er
fortsat det mest anvendte originale antidepressivum i Europa.

Ebixa® havde ved udgangen af august 2008 en markedsandel på det
europæiske marked for lægemidler til behandling af Alzheimers sygdom
på 15,9%, hvilket skal ses i forhold til en andel på 15,5% på samme
tidspunkt i 2007. Den aktive substans i Ebixa®, memantin, er fortsat
det næstmest udskrevne lægemiddel i Europa til behandling af
Alzheimers sygdom.

Azilect® havde ved udgangen af august 2008 en andel på 5,6% af det
samlede salg af lægemidler til behandling af Parkinsons sygdom i
Europa. Denne markedsandel skal sammenlignes med en markedsandel på
4,2% på samme tidspunkt i 2007.

Circadin® til behandling af søvnløshed er i sin tidlige
lanceringsfase, og det er forventningen, at Circadin® vil være
lanceret i 13 lande ved udgangen af 2008.

USA

DKK mio.   3.     3.   Vækst i DKK         Vækst i lokalvaluta
           kvt. kvt.                                             2.
           2008 2007                                             kvt.
                                                                 2008
Lexapro®    602  699              (14%)                           692
                                        (9%)
Andre         -    2                  -                        -    -
lægemidler
Samlet
omsætning,  602  701              (14%)                    (10%)  692
USA


Lundbecks indtægter fra salg af Lexapro® i USA udgjorde DKK 602 mio.
i 3. kvartal 2008 i forhold til DKK 699 mio. i samme periode sidste
år, svarende til et fald på 14%. Lundbeck har valgt at nedbringe
lageret af escitalopram hos Forest Laboratories, Inc. i løbet af
2008, hvilket har medført en reduktion af omsætningen fra Lexapro® i
USA på cirka DKK 100 mio. i 3. kvartal 2008. Eksklusive nedbringelsen
af lageret er omsætning af Lexapro® på niveau med omsætningen i 3.
kvartal 2007.

Lexapro® er i dag det mest udskrevne originale antidepressivum i USA
og havde ved udgangen af august 2008 en markedsandel på 17,9% af
antallet af udskrevne recepter i USA (TRx).

Forudbetalingen fra Forest som opført i Lundbecks balance -
forskellen mellem den fakturerede pris og minimumsprisen på Forests
varebeholdninger - udgjorde ved udgangen af september 2008 DKK 806
mio. mod DKK 942 mio. ved udgangen af september 2007 og DKK 840 mio.
ved udgangen af december 2007. Ved udgangen af 3. kvartal 2008 var
lageret på et niveau svarende til cirka 7 måneders forventet forbrug.

Lundbeck sikrer indtægter fra blandt andet Lexapro® ved hjælp af
valutahedging. Lundbecks politik vedrørende valutahedging betyder, at
valutakurstab og -gevinster på sikringstransaktioner henføres direkte
til den transaktion, der er sikret. Sikring af selskabets
valutaindtægter medfører, at disse reelt indregnes i regnskabet til
terminskurserne, hvilket havde en resultateffekt på DKK 46 mio. i 3.
kvartal 2008 mod DKK 4 mio. i samme periode sidste år i forhold til,
at indtægterne var indregnet til periodens aktuelle kurser. Af den
totale påvirkning hidrører DKK 55 mio. fra sikring af USD mod DKK 7
mio. i 3. kvartal 2007. Hedginggevinsten fra sikring af USD erhenført til indtægterne fra salget af Lexapro®.

Pr. 30. september 2008 er der indgået valutatermins- og
optionskontrakter til dækning af valutapengestrømme, primært i USD,
der modsvarer en værdi af ca. DKK 2,9 mia., hvoraf hovedparten
behandles som hedgingkontrakter. De gennemsnitlige hedgingkurser pr.
30. september 2008 udgjorde for amerikanske dollars USD/DKK 5,01.
Udskudt resultatføring af valutatab og -gevinster, netto, udgjorde et
tab på DKK 62 mio. pr. 30. september 2008 mod en gevinst på DKK 80
mio. pr. 30. september 2007 og på DKK 116 mio. pr. 30. juni 2008.

Den gennemsnitlige sikringskurs for de første 9 måneder af 2009 vil
for amerikanske dollars udgøre cirka USD/DKK 5,00 med de eksisterende
hedgingkontrakter. Den tilsvarende kurs for de første 9 måneder af
2008 udgjorde cirka USD/DKK 5,36. For regnskabsåret 2008 er den
gennemsnitlige sikringskurs for amerikanske dollars cirka USD/DKK
5,33.

Internationale Markeder

DKK mio.               3. kvt.      3.    Vækst     Vækst i        2.
                          2008    kvt. i DKK    lokalvaluta      kvt.
                                  2007                           2008
Cipralex®/Lexapro®         384     318      21%            27%    377
Ebixa®                      81      75       8%            13%     81
Azilect®                     6 4            74%            79%      5
Serdolect®                   6 5            22%            28%      5
Andre lægemidler           132     168    (22%)          (17%)    152
Samlet omsætning,
Internationale             608     569       7%            12%    621
Markeder


Omsætningen i Internationale Markeder steg med 7% i forhold til samme
periode sidste år og udgjorde DKK 608 mio. i 3. kvartal 2008.
Omsætningen i Internationale Markeder udgjorde i 3. kvartal 2008 22%
af Lundbecks samlede omsætning i kvartalet.

Omsætningen i Internationale Markeder er primært drevet af salget af
Lundbecks to største lægemidler Cipralex®/Lexapro® og Ebixa® og
udgjorde i 3. kvartal 2008 76% af omsætningen i regionen. Azilect® og
Serdolect® er lanceret på få markeder i Internationale Markeder, og
omsætningen er således på et forholdsvis lavt niveau.

Cipralex®/Lexapro® havde i 2. kvartal 2008 en markedsandel på 10,6%
af det samlede marked for antidepressiva opgjort i værdi i
Internationale Markeder, hvilket skal sammenlignes med en
markedsandel på 9,6% i 2. kvartal 2007.

I Canada er Cipralex® i 3. kvartal 2008 blevet optaget på listen over
lægemidler, der gives offentligt tilskud i Ontario. Det er første
gang, at det er sket for Cipralex® i Canada.

Ebixa® er Lundbecks næststørste lægemiddel og i 2. kvartal 2008 havde
Ebixa® en markedsandel i værdi på 10,9% af det samlede marked for
lægemidler til behandling af Alzheimers sygdom i Internationale
Markeder. I samme periode i 2007 var markedsandelen 11,2%.

Omkostninger
Lundbecks samlede omkostninger eksklusive finansielle poster og skat
udgjorde i 3. kvartal 2008 DKK 1.956 mio., hvilket er 4% højere end i
samme periode sidste år og 7% lavere end i 2. kvartal 2008 eksklusive
engangsomkostninger.

Produktionsomkostningerne i 3. kvartal 2008 udgjorde DKK 432 mio.
svarende til 16% af den samlede omsætning. Nominelt faldt
produktionsomkostningerne i kvartalet med 5% i forhold til samme
kvartal året før og faldt med 8% i forhold til 2. kvartal 2008.
Faldet i forhold til 3. kvartal 2007 kan primært henføres til lavere
vareforbrug som følge af ændret produktmix i Lundbecks omsætning samt
lavere bulkleverance til Forest.

Distributionsomkostningerne udgjorde DKK 571 mio., svarende til et
fald på 2% i forhold til samme periode året før og et fald på 10% i
forhold til 2. kvartal 2008. Administrationsomkostningerne udgjorde
DKK 386 mio., svarende til en stigning på 8% i forhold til samme
periode sidste år og et fald på 10% i forhold til 2. kvartal 2008.

Omkostningerne til distribution og administration (SG&A) udgjorde i
3. kvartal 2008 34% af omsætningen i forhold til 32% i 3. kvartal
2007.

Forsknings- og udviklingsomkostningerne udgjorde i 3. kvartal 2008
DKK 567 mio., svarende til en stigning på 17% i forhold til samme
periode sidste år og på niveau med omkostningerne til forskning og
udvikling i 2. kvartal 2008 (ekskl. engangsomkostninger). Forsknings-
og udviklingsomkostningerne udgjorde 20% af omsætningen i 3. kvartal
2008. Som tidligere udmeldt forventer Lundbeck fortsat, at
forsknings- og udviklingsomkostningerne vil udgøre mere end 20% af
den samlede koncernomsætning for 2008.

Afskrivninger og nedskrivninger, der er inkluderet i de enkelte
omkostningsgrupper, udgjorde i 3. kvartal 2008 DKK 129 mio. mod DKK
135 mio. i samme periode sidste år.


Afskrivninger og nedskrivninger pr. 3. kvt.  3. kvt. Vækst i  2. kvt.
omkostningsgruppe, DKK mio.            2008     2007     DKK     2008
Produktion                               47       59   (21%)       51
Distribution                              7        3    130%        7
Administration                           16       20   (19%)       16
Forskning og udvikling                   58       53     11%     539*
Samlet, Koncernen                       129      135    (5%)      613

* Indeholder nedskrivning af rettigheder til Flurizan® på DKK 481
mio.

Antallet af medarbejdere opgjort i antal fuldtidsansatte var 5.187
ved udgangen af 3. kvartal 2008 i forhold til 5.114 ved udgangen af
3. kvartal 2007 og 5.131 ved udgangen af 2. kvartal 2008.

Finansielle poster
Samlet havde koncernen i 3. kvartal 2008 en finansiel nettoindtægt på
DKK 45 mio. i forhold til en nettoudgift på DKK 35 mio. i samme
periode sidste år.


Finansielle poster, DKK mio.                  3. kvt. 3. kvt. 2. kvt.
                                                 2008    2007    2008
Nettoposter vedr. trading                        (27)       1       0
Regnskabsmæssig omregning af valutaposter          50    (51)     (1)
Nettovalutaposter vedr. finansielle poster         23    (50)     (1)
Urealiserede kursgevinster vedr. andre            (7)       2       4
kapitalandele ekskl. valutakursreguleringer
Nettorenteindtægter                                29      13    (12)
Finansielle poster, netto                          45    (35)     (9)


Nettoposter vedrørende trading hidrører fra indtægter og udgifter fra
instrumenter, der ikke opfylder betingelserne for hedging, og de
indregnes direkte under finansielle poster til markedsværdi.

Regnskabsmæssige omregninger af valutaposter udgjorde i 3. kvartal en
indtægt på DKK 50 mio. og nettoomkostninger vedrørende trading
udgjorde DKK 27 mio., hvilket samlet giver en indtægt på DKK 23 mio.
i nettovalutaposter vedrørende finansielle poster.

Udviklingen i den regnskabsmæssige omregning af valutaposter i 3.
kvartal 2008 skyldes primært kursomregning af egenkapitalen i
selskabet datterselskab i USA.

Netto renteindtægter inklusive realiserede og urealiserede
kursgevinster og kurstab på obligationsbeholdningen udgjorde i 3.
kvartal 2008 en indtægt på DKK 29 mio. Udviklingen i forhold til 2.
kvartal af 2008 skyldes primært urealiseret kursgevinst på
obligationsbeholdningen.

Skat
Skatteudgiften i 3. kvartal 2008 udgjorde DKK 260 mio. mod DKK 306
mio. i samme periode sidste år. Den effektive skatteprocent udgjorde
29,0% mod 30,0% i 3. kvartal 2007. Lundbeck forventer at
skatteprocenten for 2008 vil udgøre cirka 29%.

Periodens resultat
Resultat af primær drift udgjorde i 3. kvartal 2008 DKK 854 mio. i
forhold til DKK 1.079 mio. i samme kvartal sidste år.

Resultat før skat faldt med 12% og udgjorde DKK 897 mio. i forhold
til DKK 1.019 mio. i samme periode sidste år, mens periodens resultat
efter skat udgjorde DKK 637 mio., svarende til et fald på 11% i
forhold til samme periode sidste år.

Investeringer
Lundbecks samlede nettoinvesteringer, eksklusive finansielle
investeringer og indlicenserings- og milepælsbetalinger i 3. kvartal
2008, udgjorde DKK 96 mio. mod DKK 168 mio. i 3. kvartal 2007 og DKK
88 mio. i 2. kvartal 2008. Inklusive indlicenserings- og
milepælsbetalinger udgjorde investeringerne i 3. kvartal 2008 DKK 96
mio.Pengestrømme
Lundbecks pengestrømme fra driftsaktiviteter udgjorde i 3. kvartal
2008 DKK 1.032 mio. mod DKK 1.183 mio. i samme periode sidste år og
DKK 831 mio. i 2. kvartal 2008. Det frie cashflow (pengestrømme fra
drifts- og investeringsaktivitet) udgjorde DKK 916 mio. i 3. kvartal
2008 mod DKK 1.087 mio. i samme periode sidste år. Ved aflæggelsen af
årsrapport 2007 gennemførte Lundbeck en ændring i regnskabspraksis,
der medfører, at investeringer i værdipapirer klassificeret som
kortfristede aktiver medtages i beregningen af det frie cashflow. I
3. kvartal har ændringen medført en negativ påvirkning af det frie
cashflow på DKK 18 mio., hvilket skal ses i forhold til en positiv
påvirkning på DKK 77 mio. i 3. kvartal 2007.

Pengestrømme fra finansieringsaktiviteter udgjorde DKK -3 mio. mod
DKK -317 mio. i samme periode sidste år.

Lundbecks rentebærende nettolikviditet (koncernens beholdning af
likvider og værdipapirer med fradrag af rentebærende gæld) udgjorde
ved udgangen af 3. kvartal 2008 DKK 2.129 mio. mod DKK 1.916 mio. ved
udgangen af 3. kvartal 2007 og DKK 1.198 mio. ved udgangen af 2.
kvartal 2008. Foruden den rentebærende nettolikviditet har Lundbeck
uudnyttede kreditfaciliteter på DKK 2,6 mia. Uudnyttede
kreditfaciliteter består af trækningsrettigheder på koncernens
pengeinstitutter (kassekreditter) samt garanterede lånetilsagn.

Beskyttelse af patenter og andre immaterielle rettigheder
En forudsætning for Lundbecks fortsatte store investeringer i
innovative lægemidler er, at immaterielle rettigheder respekteres.
Det er Lundbecks opfattelse, at koncernens immaterielle rettigheder
er valide og retskraftige, og det er Lundbecks politik energisk at
forsvare sine immaterielle rettigheder, hvor end de måtte blive
krænket.

Lundbeck har verserende patentsager i Australien, Belgien, Canada,
Frankrig, Holland, Storbritannien og Nordirland, Tyskland, USA og
Østrig omhandlende koncernens immaterielle rettigheder vedrørende
escitalopram.

I løbet af 3. kvartal 2008 har Lundbeck vundet en sag ved den tyske
appelret Oberverwaltungsgericht für das Land Nordrhein-Westfalen, der
har fastholdt dommen fra retten i 1. instans, som fastslår at
suspensionen af markedsføringstilladelsen til generiske kopier af
escitalopram i Tyskland ikke kan ophæves.

Telefonkonference
Lundbeck afholder i dag kl. 14:00 en telefonkonference for
kapitalmarkedets interessenter, som kan følges på koncernens
hjemmeside www.lundbeck.com under sektionen 'Investors' -
'Presentations'.


Fremadrettede udsagn
Denne meddelelse indeholder udsagn om fremtiden ('forward-looking
statements'), som omfatter bl.a. forventninger eller prognoser
vedrørende begivenheder såsom introduktion af nye produkter,
produktgodkendelser og økonomiske resultater.

Udsagn om fremtiden er i sagens natur forbundet med risici,
usikkerhedsfaktorer og unøjagtige antagelser. Dette kan medføre, at
de faktiske resultater afviger væsentligt fra de anførte
forventninger. Faktorer, der kan påvirke fremtidige resultater, er
blandt andet rente- og valutasvingninger, forsinkelser i eller
fejlslagne udviklingsprojekter, produktionsproblemer, misligholdelse
eller uventet opsigelse af kontrakter, prisreduktioner dikteret af
nationale myndigheder eller markedsdrevne prisnedsættelser på
Lundbecks produkter, lancering af konkurrerende produkter, Lundbecks
evne til at markedsføre såvel nye som eksisterende produkter,
produktansvarssager og andre retssager, ændring af tilskudsregler og
statslige love og dertil knyttede fortolkninger heraf samt uventede
omkostnings- og udgiftsstigninger.

Ledelsespåtegning
Bestyrelse og direktion har behandlet og godkendt delårsrapporten for
H. Lundbeck A/S for perioden 1. januar - 30. september 2008.
Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34 'Præsentation
af delårsregnskaber', som godkendt af EU og yderligere danske
oplysningskrav til delårsrapporter for børsnoterede selskaber.

Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at
delårsrapporten giver et retvisende billede af koncernens aktiver,
passiver og finansielle stilling pr. 30. september 2008 samt af
resultatet af koncernens aktiviteter og pengestrømme for perioden 1.
januar - 30. september 2008.

Vi anser ledelsesberetningen for at give et retvisende billede af
udviklingen i koncernens aktiviteter og økonomiske forhold, periodens
resultat og af koncernens finansielle stilling som helhed samt en
retvisende beskrivelse af de væsentligste risici og
usikkerhedsfaktorer, som koncernen står overfor.

Valby, den 12. november 2008

Bestyrelse


Per Wold-Olsen              Thorleif Krarup           Egil Bodd
Formand                     Næstformand


Kim Rosenville              Peter Kürstein            Mats Pettersson
Christensen



Jørn Mayntzhusen            Birgit Bundgaard          Jes Østergaard
                         Rosenmeier




Direktion


Ulf Wiinberg                 Peter Høngaard       Lars Bang
                          Andersen
Koncernchef, adm.            Koncerndirektør      Koncerndirektør
direktør



Anders Götzsche              Anders Gersel        Stig Løkke Pedersen
                          Pedersen
Koncerndirektør,             Koncerndirektør      Koncerndirektør
Økonomidirektør

Lundbeck kontakt


Investorer:                Presse:

Jacob Tolstrup             Jens Harder Højbjerg
Director                   Media Relations Manager
Tlf. 36 43 30 79           Tlf. 36 43 28 33

Palle Holm Olesen
Head of Investor Relations
Tlf. 36 43 24 26


Fondsbørsmeddelelse nr. 356 - 12. november 2008

H. Lundbeck A/S er en international farmaceutisk virksomhed, som
beskæftiger sig med forskning og udvikling, produktion, markedsføring
og salg af lægemidler til behandling af psykiske og neurologiske
sygdomme. Koncernen havde en nettoomsætning i 2007 på DKK 11 mia.
(cirka EUR 1,5 mia. eller USD 2,0 mia.). Antallet af medarbejdere er
ca. 5.300 globalt. For yderligere information, se www.lundbeck.com.