Lundbeck sikrer sig rettigheder til banebrydende forskning i Alzheimers sygdom
H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har indgået en aftale med biotekselskabet ImmunoBrain Checkpoint, Inc. (IBC) om rettighederne til dets banebrydende forskning i behandling af Alzheimers sygdom. Forskningen går ud på at modificere antistoffer, som i dag anvendes til behandling af kræft, og bruge dem til behandling af den invaliderende hjernesygdom, som anslås at findes hos 48 mio. personer i dag[i], et tal som ventes at stige kraftigt fremover.
”IBC har en unik og innovativ tilgang til denne meget komplekse sygdom, og de foreløbige data er meget lovende. Vi er glade for at komme med i dette spændende arbejde som led i vores strategi om at ind-licensere forskningsprojekter som supplement til vores egen forskning”, siger Jacob Tolstrup, koncerndirektør for koncernfunktioner, herunder forretningsudvikling, i Lundbeck.
I henhold til aftalen vil Lundbeck finansiere og deltage i den videre forskning frem mod at identificere lægemiddelkandidater til klinisk afprøvning. Lundbeck får endvidere en minoritetsejerandel i IBC og retten til eventuelt at overtage alle aktiviteter og rettigheder på et senere tidspunkt.
IBC’s forskning er endnu på et meget tidligt stadie, og der vil således gå år, før behandlingskonceptet eventuelt vil kunne afprøves i mennesker.
Yderligere oplysninger
Mads Kronborg
Kommunikationschef
Telefon: 36 43 40 00
Mail: mavk@lundbeck.com
Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUYY) er et globalt farmaceutisk selskab, som er specialiseret i psykiatriske og neurologiske sygdomme. I mere end 70 år har vi været førende inden for forskning i neurovidenskab. Vores primære fokusområder er depression, skizofreni, Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom.
Det skønnes, at 700 millioner mennesker på globalt plan lever med psykiatriske og neurologiske sygdomme og alt for mange af dem lider på grund af utilstrækkelig behandling, diskrimination, færre arbejdsdage, tidlig pension og andre unødvendige konsekvenser. Vores daglige målsætning er at tilbyde personer med psykiatriske og neurologiske sygdomme en bedre behandling og dermed et bedre liv - vi kalder det Progress in Mind.
Læs mere på www.lundbeck.com/global/about-us/progress-in-mind.
Vores ca. 5.000 medarbejdere i 55 lande arbejder i hele værdikæden lige fra forskning og udvikling til produktion, markedsføring og salg. Vores udviklingsportefølje består af flere udviklingsprogrammer i den sene fase, og vores produkter er tilgængelige i over 100 lande. Vi har forskningscentre i Kina og Danmark og produktionsfaciliteter i Kina, Danmark, Frankrig og Italien. Lundbeck omsatte for ca. 15,6 mia. DKK i 2016 (2,1 mia. EUR, 2,3 mia. USD).
For yderligere oplysninger henviser vi til vores hjemmeside www.lundbeck.com og til at følge os på Twitter @Lundbeck.
[i] http://www.who.int/mediacentre/factsheets/fs362/en/ (December 2016)