Lundbeck styrker sin Forsknings- og udviklingsorganisation

Report this content

Udnævnelserne sker i forlængelse af sammenlægningen af Lundbecks forsknings- og udviklingsaktiviteter i én organisation. Som led i sammenlægningen oprettes der et nyt fagdirektørområde med fokus på arbejdet med regulatorisk produktsupport, patientsikkerhed og kvalitetssikring af den kliniske forskning. Den nye enhed oprettes med baggrund i Lundbecks øgede fokus på disse områder og som en naturlig følge af Lundbecks øgede produktportefølje og kliniske forskningsaktiviteter. Jens Peter Balling bliver fagdirektør for enheden.

Sideløbende med oprettelsen af den nye forretningsenhed opprioriteres området for regulatorisk udvikling og strategi, som er et område af stigende betydning for Lundbeck. Her får nyudnævnt fagdirektør Iman Barilero ansvaret for at øge Lundbecks strategiske indsats for at opbygge og vedligeholde konstruktive samarbejder og dialog med nationale og internationale regulatoriske myndigheder med særligt henblik på at understøtte Lundbecks mange udviklingsprojekter. 

"Udnævnelsen af Iman Barilero og Jens Peter Balling skal ses som et led i vores arbejde for at opbygge en stærk og kompetent forsknings- og udviklingsorganisation, som kan sikre, at vi fortsat leverer resultater og samtidig investerer i fremtiden. Det regulatoriske og sikkerhedsmæssige arbejde er en stadig vigtigere forudsætning for dette. Og med oprettelsen af en ny enhed og opprioriteringen af en anden, er vi rigtig godt rustet på dette område”, siger Lundbecks forsknings- og udviklingsdirektør Anders Gersel Pedersen.

De to nye fagdirektører
Jens Peter Balling blev ansat i Lundbeck i 2006 i en stilling som funktionschef for global lægemiddelovervågning. Han har mange års erfaring med arbejdet med lægemiddelsikkerhed fra den danske medicinalindustri, hvor han tidligere har arbejdet for Novo Nordisk og Nycomed. Jens Peter Balling bliver fagdirektør for regulatorisk, sikkerhedsmæssig og klinisk kvalitetssikring.

Iman Barilero har været i Lundbeck siden 2007 og startede i rollen som funktionschef for regulatorisk udvikling, strategi og politikudvikling. Hun har en ph.d. i farmakologi og en ph.d. i farmaci og farmaceutisk kemi. Iman Barilero har stor international erfaring fra flere år i bl.a. Hoffmann-La Roche og Johnson & Johnson. Hun bliver nu fagdirektør for regulatorisk udvikling, strategi og politikudvikling.

 

Yderligere oplysninger

Mads Kronborg, pressechef                                                Simon Augustesen, Media Relations
Telefon (direkte): 36 43 28 51                                              Telefon (direkte): 36 43 49 80

 

Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk virksomhed, der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, som lider af sygdomme i centralnervesystemet (CNS). Lundbeck arbejder med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, skizofreni, søvnløshed samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.

Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København, og har i dag ca. 5.900 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende virksomheder inden for CNS-området. Lundbeck omsatte i 2010 for DKK 14,8 mia. (ca. EUR 2,0 mia. eller USD 2,6 mia.). For mere information, se www.lundbeck.com