Lundbeck udnævner ny direktør for forretningsudvikling
H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har udnævnt Jacob Tolstrup til ny fagdirektør med ansvar for forretningsudvikling. Han skal stå i spidsen for udviklingen og styrkelsen af Lundbecks eksisterende og fremtidige partnerskaber og får samtidig ansvar for at afsøge nye vækstmuligheder for Lundbeck i form af indlicensering af nye lægemidler og potentielle virksomhedsopkøb.
Jacob Tolstrup kommer fra en stilling som finansdirektør i Lundbecks amerikanske datterselskab, Lundbeck US. Han har tidligere haft det samlede ansvar for Lundbecks investor relations og koncernkommunikation som direktør for corporate reporting med base i Lundbecks hovedkvarter i Valby.
Jacob Tolstrup har således bestridt flere lederstillinger i sine mere end 10 år i Lundbeck og har ad flere omgange været direkte involveret i virksomhedens forretningsudvikling. Således også i sin seneste stilling, hvor han har arbejdet med at udvikle Lundbecks aktiviteter på det vigtige amerikanske marked.
Får nøglerolle
Som fagdirektør for forretningsudvikling får Jacob Tolstrup en nøglerolle i realiseringen af Lundbecks overordnede strategi og vision. Han skal lede det globale arbejde med at eksekvere Lundbecks strategiske målsætning om at optimere eksisterende partnerskaber og identificere samt forfølge forretningsmæssige udviklingsmuligheder, der kan skabe grundlag for langsigtet vækst for Lundbeck.
”Jacob har gennem flere år på meget professionel vis leveret gode resultater i forskellige stillinger, og han har betydningsfulde erfaringer med forretningsudvikling fra det amerikanske marked, som får stadig større strategisk betydning for os. Vi er glade for at kunne rekruttere en så stærk person internt til at lede det vigtige arbejde med vores fortsatte forretningsudvikling,” udtaler Lundbecks koncernchef Ulf Wiinberg.
Om Jacob Tolstrup
Født: 3. maj 1972 (39 år)
Uddannelse: Uddannet Cand.merc.jur fra Aalborg Universitet. MBA i Tyskland.
Karriere:
2012-: Fagdirektør, forretningsudvikling, Lundbeck
2010-2012: Fagdirektør, finans og administration, Lundbeck US, Lundbeck
2010-2010: Fagdirektør for investor relations og kommunikation (Corporate Reporting), Lundbeck
2007-2010: Funktionschef, investor relations og kommunikation, Lundbeck
2006-2007: Økonomichef for datterselskab samt investor relations, Nordamerika, Lundbeck
2001-2006: Forskellige stillinger inden for investor relations, Lundbeck
1999-2001: Finansiel analytiker og finansiel planlægning, Lundbeck
1998-1999: Finansafdelingen, Abbott Laboratories
Privat: Gift med Mette, der er gymnasielærer. De har sammen børnene Claes på 8 år, Maja på 11 år samt Max på 13 år.
Jacob Tolstrup bruger blandt andet fritiden på løbetræning og familiens fælles engagement i fodbold både indenfor og udenfor kridtstregerne. Derudover prioriterer familien skiture og ikke mindst rejser højt, hvor USA ikke overraskende ofte er det foretrukne rejsemål.
Yderligere oplysninger
Mads Kronborg, pressechef Simon Augustesen, Media Relations
Telefon (direkte): 36 43 28 51 Telefon (direkte): 36 43 49 80
Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk virksomhed , der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lider af hjernesygdomme. Lundbeck arbejder således med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, psykotiske lidelser, epilepsi samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.
Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København og har i dag ca. 6.000 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende farmaceutiske virksomheder inden for hjernesygdomme. Lundbeck omsatte i 2011 for DKK 16,0 mia. (ca. EUR 2,2 mia. eller USD 3,0 mia.). Yderligere oplysninger fås på www.lundbeck.com.