Lundbeck udnævner nye kommercielle direktører
H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har udnævnt Andreas Eggert til vicekoncerndirektør for den globale produktstrategi og med ansvaret for Lundbecks lancering af nye lægemidler. Andreas Eggert har, siden han kom til Lundbeck i 2010, stået i spidsen for udviklingen og eksekveringen af marketingstrategien og det tætte samarbejde mellem de forskellige forretningsområder og aktører, der er nødvendigt, når fremtidens lægemidler skal på markedet.
I den rolle har han formået at styrke og udvikle Lundbecks strategiske markedsføring frem mod en periode, hvor Lundbeck skal lancere flere nye lægemidler som antidepressivaet vortioxetin, Selincro til behandling af alkoholafhængighed og langtidsvirkende aripiprazol til behandling af skizofreni.
Andreas Eggert har været en del af koncernledelsen i Lundbeck siden september 2011 og har refereret direkte til koncernchef Ulf Wiinberg siden maj 2012.
Klaus Abel er udnævnt til fagdirektør med ansvaret for kommercialiseringen af lægemidler fra Lundbecks partnerskab med den japanske medicinalvirksomhed Otsuka Pharmaceuticals. Lundbeck og Otsuka indgik i november 2011 en af de største partnerskabsaftaler nogensinde på området for psykiatri og neurologi og samarbejder om udvikling af op til fem innovative lægemidler til behandling af forskellige hjernesygdomme. Klaus Abel skal have særligt fokus på samarbejdet omkring udviklingen og kommercialiseringen af de to stoffer langtidsvirkende aripiprazol, til behandling af skizofreni, og brexpiprazol (OPC-34712), til behandling af skizofreni og depression.
Klaus Abel kom til Lundbeck i 2000 og har haft positioner i flere forskellige områder. Han har blandt andet haft ledende stillinger i Lundbecks forretningsudvikling, været direktør for Lundbecks datterselskab i Australien og New Zealand og senest været direktør med det kommercielle ansvar for Lundbecks etablerede produkter som Cipralex, Azilect og Ebixa.
Klaus Abel refererer til vicekoncerndirektør Andreas Eggert.
Yderligere oplysninger
Mads Kronborg, pressechef Simon Augustesen, Media Relations
Telefon (direkte): 36 43 28 51 Telefon (direkte): 36 43 49 80
Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk virksomhed , der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lider af hjernesygdomme. Lundbeck arbejder således med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, psykotiske lidelser, epilepsi samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.
Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København og har i dag ca. 6.000 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende farmaceutiske virksomheder inden for hjernesygdomme. Lundbeck omsatte i 2011 for DKK 16,0 mia. (ca. EUR 2,2 mia. eller USD 3,0 mia.). Yderligere oplysninger fås på www.lundbeck.com.