• news.cision.com/
  • H. Lundbeck A/S/
  • Lundbeck udvider sin pipeline - indleder kliniske fase II-undersøgelser med nyt stof til behandling af skizofreni

Lundbeck udvider sin pipeline - indleder kliniske fase II-undersøgelser med nyt stof til behandling af skizofreni

Report this content

                        
H. Lundbeck A/S (Lundbeck) udvider nu sin pipeline af stoffer i
klinisk udvikling ved at starte fase II-forsøg med stoffet Lu
AE58054. Stoffet er en ny lægemiddelkandidat i Lundbecks portefølje
og repræsenterer en helt ny måde at behandle skizofreni på.

Lu AE58054 har vist positive resultater i en række prækliniske
forsøg, der har dokumenteret stoffets evne til at forbedre kognition.
Da stoffet rammer andre områder i hjernen end traditionelle
antipsykotika, har det en anden effekt end disse. Dermed supplerer Lu
AE58054 eksisterende antipsykotika således, at det forbedrer den
overordnede kliniske effekt af den samlede behandling. Derfor
forventer Lundbeck, at patienter i behandling med Lu AE58054 vil
blive mere velfungerende og eksempelvis blive bedre til at løse
praktiske problemer i deres dagligdag.

På baggrund af de positive prækliniske resultater samt positive
udfald af fase I-studier i raske personer har Lundbeck nu iværksat en
fase II-undersøgelse med to behandlingsgrupper med 60 patienter i
hver. Den ene gruppe vil blive behandlet med risperidon og placebo,
mens den anden vil modtage risperidon og Lu AE58054. Der vil være
tale om et behandlingsforløb på tre måneder. Studiet er netop
igangsat og foreløbige resultater heraf forventes ved udgangen af
2009.

- Jeg er glad for, at vi kan starte forsøg med en helt ny form for
behandling af skizofreni, der er en meget svær sygdom, siger
Lundbecks udviklingsdirektør Anders Gersel Pedersen.

Det globale marked for lægemidler til behandling af skizofreni havde
i 2007 en værdi på ca. DKK 100 mia., og markedet er dermed det
største enkeltmarked for medicin til behandling af hjernesygdomme.

Lundbeck overtog de globale rettigheder til Lu AE58054 i forbindelse
med overtagelsen af det amerikanske biotekselskab Saegis
Pharmaceuticals, Inc. i begyndelsen af 2007. Lu AE58054 er en potent
og selektiv såkaldt 5-HT6-receptorantagonist.

5-HT6-receptoren findes primært i områder af hjernen, som har
betydning for kognitiv funktion. Flere tidlige studier har således
vist, at 5-HT6 kan være interessant med henblik på behandling af
bl.a. skizofreni, men også andre sygdomme, der kan medføre kognitive
forstyrrelser.

Om skizofreni
Skizofreni er en alvorlig og ofte kronisk psykisk sygdom, som rammer
ca. en procent af befolkningen, hvor den fører til udtalte ændringer
i patientens måde at tænke og opfatte omverdenen på. Hos mange
patienter begynder sygdommen i de sene ungdomsår eller den tidlige
voksenalder. Selvmord er en væsentlig årsag til for tidlig død hos
patienter med skizofreni. Skizofreni er ligeledes forbundet med
forøget sygelighed som fx. åndedræts- og hjerte-karsygdomme.

Under sygdomsforløbet kan der være perioder, hvor patienten er akut
psykotisk med udtalte hallucinationer og vrangforestillinger, men
disse veksler med mere stabile perioder, hvor patienten oplever
betydeligt reducerede symptomer. Mange patienter har - selv i mere
stabile perioder - kognitive forstyrrelser, som gør det vanskeligt at
etablere og fastholde sociale kontakter, tage en uddannelse, passe et
arbejde og i det hele taget føre et uafhængigt liv.

Skizofreni er ofte invaliderende og medfører alvorlige
følelsesmæssige og økonomiske problemer for patienten og patientens
familie. Endvidere medfører sygdommen en stor økonomisk byrde for
samfundet. Ikke kun på grund af de direkte behandlingsudgifter, men
også som følge af en nedsat erhvervsevne, der tvinger mange patienter
på overførselsindkomster.

Indholdet af denne meddelelse får ingen indflydelse på
Lundbeck-koncernens resultat for regnskabsåret 2008.

Lundbeck kontakt

Investorer:                Presse:

Jacob Tolstrup             Jens Harder Højbjerg
Director                   Media Relations Manager
Tlf. 36 43 30 79           Tlf. 36 43 28 33

Palle Holm Olesen
Head of Investor Relations
Tlf. 36 43 24 26


Fondsbørsmeddelelse nr. 357 - 25. november 2008

Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S er en international farmaceutisk virksomhed, som
beskæftiger sig med forskning og udvikling, produktion, markedsføring
og salg af lægemidler til behandling af psykiske og neurologiske
sygdomme. Koncernen havde en nettoomsætning i 2007 på DKK 11 mia.
(cirka EUR 1,5 mia. eller USD 2,0 mia.). Antallet af medarbejdere er
ca. 5.300 globalt. For yderligere information, se www.lundbeck.com.

Abonner

Dokumenter og links