Registreringsansøgning indsendt for escitalopram i Japan

Report this content

                        
H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har i dag meddelt, at vores samarbejdspartner Mochida
Pharmaceutical Co., Ltd. (Mochida) har indleveret en registreringsansøgning
(NDA) for escitalopram til behandling af depression til det japanske ministerium
for sundhed, arbejde og velfærd (MHLW). Hvis stoffet godkendes, forventer
Lundbeck, at escitalopram i Japan vil kunne bidrage væsentligt til Lundbecks
resultater allerede i perioden 2012 til 2014.



Kommercialiseringen af escitalopram vil ske med støtte fra to japanske selskaber
med stor erfaring inden for CNS, som i fællesskab vil markedsføre produktet;
Mochida og Mitsubishi Tanabe Pharma Corporation (Mitsubishi Tanabe). Endvidere
vil Yoshitomiyakuhin Corp., et datterselskab af Mitsubishi Tanabe, deltage i
markedsføringen. Dette medfører, at lanceringen vil blive understøttet af mere
end 1.500 salgsrepræsentanter, hvilket er fuldt konkurrencedygtigt på det
japanske marked.



"Vi er meget begejstret for denne tidlige registreringsansøgning for
escitalopram i Japan, og vi rykker nu et skridt nærmere vores mål om at gøre
escitalopram tilgængelig også for de japanske patienter," udtaler Lundbecks
koncernchef Ulf Wiinberg. "Det japanske marked for antidepressiva udgør et
marked med store kommercielle muligheder og vil kunne bidrage væsentligt til
Lundbecks resultater allerede i perioden 2012 til 2014."



Det japanske marked for antidepressive lægemidler

Det japanske marked for antidepressive midler (N6A) havde i 2009, ifølge IMS, en
værdi på USD 1,1 mia. og markedet har de seneste år oplevet tocifrede
vækstrater. De tre mest solgte antidepressiva i Japan ved udgangen af 2009 var
paroxetin med en markedsandel målt i værdi på ca. 42%, sertralin med en andel på
ca. 20% og fluvoxamin med en andel på ca. 16%.



Antallet af patienter med depression stiger år for år i Japan og anslås i dag at
overstige 1 million. Escitalopram er blevet rigtig godt modtaget af patienter og
læger verden over til behandling af depression og forventes at udgøre en ny
behandlingsmulighed for patienter med depression i Japan.



Samarbejde mellem Mochida og Lundbeck

I maj 2002 indgik Lundbeck en licensaftale om udvikling og kommercialisering af
escitalopram i Japan med Mochida. I januar 2010 offentliggjorde Mochida, at
selskabet havde indgået en aftale om fælles markedsføring af escitalopram i
Japan med Mitsubishi Tanabe.



Aftalens økonomiske vilkår er ikke oplyst, men Lundbeck vil modtage
milepælsbetalinger og royalties af salget.



I Japan påbegyndte Mochida udviklingen af escitalopram i 2002 og gennemførte
kliniske studier med patienter med depression. Resultaterne af disse studier
bekræftede stoffets behandlingseffekt og tolerabilitet, og dette førte til
registreringsansøgningen. Mochida og Lundbeck vil fortsat arbejde på at opnå
markedsføringstilladelse for escitalopram og dermed bidrage til behandlingen af
depression i Japan.



Resultatforventninger
Indholdet af denne meddelelse får ingen indflydelse på Lundbeck-koncernens
resultatforventninger til 2010, som blev offentliggjort den 4. marts 2010 i
forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for 2009.



Lundbeck kontakt


Investorer:                          Presse:



Jacob Tolstrup                       Mads Kronborg

Vice President, Corporate Relations  Media Relations Manager

Tlf. 36 43 30 79                     Tlf. 36 43 28 51



Palle Holm Olesen                    Stine Hove Marsling

Chief Specialist, Investor Relations External Communication Specialist

Tlf. 36 43 24 26                     Tlf. 36 43 28 33



Magnus Thorstholm Jensen

Investor Relations Officer

Tlf. 36 43 38 16




Om H. Lundbeck A/S

H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk
virksomhed, der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker,
der lider af sygdomme i centralnervesystemet (CNS). Lundbeck arbejder med
forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele
verden målrettet lidelser som depression, angst, skizofreni, søvnløshed samt
Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.

Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København, og har i dag ca.
5.900 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende virksomheder
inden for CNS-området. Lundbeck omsatte i 2009 for DKK 13,7 mia. (ca. EUR 1,8
mia. eller USD 2,6 mia.). For mere information, se www.lundbeck.com.






[HUG#1444376]

Abonner

Dokumenter og links