H+H International A/S - Aktiebaseret incitamentsprogram for direktionen og nøglemedarbejdere

Report this content

Selskabsmeddelelse nr. 242, 2011

København, Danmark, 2011-05-23 15:39 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --  

H+H International A/S
Dampfærgevej 3, 3.
2100 København Ø
Danmark
Telefon: +45 35 27 02 00
www.HplusH.com

 

H+H International A/S – Aktiebaseret incitamentsprogram for direktionen og nøglemedarbejdere

Der er i dag etableret en aktiebaseret incitamentsordning i form af et matching share-program for direktionen i H+H International A/S samt nøglemedarbejdere i selskabet og H+H-koncernen, p.t. fire personer, men personkredsen kan årligt udvides i henhold til beslutning af selskabets bestyrelse. Etableringen sker i overensstemmelse med selskabets Retningslinjer for vederlag til bestyrelsen og direktionen, herunder overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning af direktionen godkendt af generalforsamlingen 14. april 2011.

I henhold til det etablerede matching share-program har deltagerne mulighed for fra år til år at deltage i matching share-programmet ved at investere i H+H-aktier til markedsværdi (”investeringsaktier”) svarende til en samlet værdi på minimum 3 % og maksimum 10 % af deltagerens faste årsløn på investeringstidspunktet. Deltageren kan efterfølgende optjene en til tre H+H-aktier (”matching shares”) for hver investeringsaktie. Optjeningsperioden er 3 år fra investeringstidspunktet, og optjeningen er afhængig af omfanget af opfyldelse af visse optjeningskriterier fastlagt af selskabets bestyrelse for den specifikke portion investeringsaktier. Opfyldes de fastsatte optjeningskriterier ikke i tilstrækkeligt omfang, optjener deltageren ingen matching shares. Tildeling af matching shares er betinget af, at deltageren på tildelingstidspunktet fortsat ejer samtlige investeringsaktier. Efter udløb af optjeningsperioden og tildeling af eventuelt optjente matching shares kan deltageren frit disponere over investeringsaktierne. Dispositionsretten over de tildelte matching shares opnås først et år efter tildeling. Der gøres dog undtagelse herfra for matching shares med en værdi svarende til skatten udløst ved tildelingen af matching shares, hvilket indebærer en mulighed for deltagerne for at finansiere den udløste skat via salg af matching shares. 

Optjeningskriterierne fastsættes fra år til år af bestyrelsen i forhold til hvert års nye portion investeringsaktier. Optjeningskriterierne vil være relateret til bestemte nøgletal for selskabet (Key Performance Indicators, KPI’er – dvs. EBIT, EBITDA, PBT, EPS, ROE, stigning i aktiekurs osv.).

Matching share-programmet igangsættes ved selskabets offentliggørelse af delårsrapporten for 1. kvartal 2011 og fortsætter, indtil selskabets bestyrelse træffer beslutning om programmets ophør.

Den maksimale markedsværdi af matching share-programmet afhænger af, hvor mange år programmet består samt omfanget af det maksimalt mulige antal investeringsaktier fra år til år. Den maksimale markedsværdi for det specifikke matching share-program, som iværksættes fra år til år, udgør på tidspunktet for det specifikke programs start et beløb svarende til 30 % af deltagernes samlede faste årsløn på tidspunktet for deres investering i H+H-aktier under programmet. For 2011-programmet udgør den aktuelle maksimale markedsværdi ca. DKK 2.250.000 svarende til i alt 36.585 stk. H+H-aktier baseret på en aktiekurs på DKK 61,50 pr. H+H-aktie.

  

Anders C. Karlsson
Bestyrelsesformand

Michael T. Andersen
Adm. direktør

 

For yderligere oplysninger venligst kontakt:
Adm. direktør Michael T. Andersen eller CFO Niels Eldrup Meidahl på tlf. +45 35 27 02 00

Abonner

Dokumenter og links