H+H International A/S - Årsrapport 2012

Report this content

Selskabsmeddelelse nr. 277, 2013

København, Danmark, 2013-03-14 07:57 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

H+H International A/S
Dampfærgevej 3, 3.
2100 København Ø
Danmark
Telefon: +45 35 27 02 00
www.HplusH.com

 

Årsrapport 2012

For 2012 blev EBITDA på DKK 86,0 mio. mod et EBITDA på DKK 92,5 mio. i 2011. Før særlige poster udgjorde EBITDA DKK 92,0 mio. Dette er på niveau med de senest udmeldte forventninger for den fortsættende forretning, hvilket var et EBITDA før særlige poster i niveauet DKK 90-110 mio. På grund af selskabets effektiviseringsprogrammer og prisstigninger kunne resultatet holdes på niveau med 2011 til trods for meget vanskelige markedsvilkår i EU, men indtjeningen er dog fortsat ikke tilfredsstillende.

  • Omsætningen for den fortsættende del af forretningen blev på DKK 1.322 mio. (2011: DKK 1.310 mio.) svarende til en fremgang på 1 %.
  • Udviklingen i afsætningen har været skuffende på de fleste markeder i 2012, drevet af væsentligt volumenfald i EU-landene, men med kraftig vækst i afsætningen i Rusland og med eksport til Afrika. Faldet i EU-landene skyldes den stigende økonomiske usikkerhed, som har gjort finansieringen af byggeprojekter meget vanskelig.
  • H+H havde i 2012 en tilfredsstillende positiv fri pengestrøm på DKK 125 mio., hvoraf DKK 114 mio. vedrører salget af H+H Česká republika s.r.o. Dette er bedre end de senest udmeldte forventninger om en positiv fri pengestrøm inklusive provenu fra salget af H+H Česká i niveauet DKK 90-105 mio.
  • I oktober 2012 solgte H+H International A/S samtlige aktier i H+H Česká republika s.r.o. til et selskab i Xella-koncernen for DKK 114 mio., eksklusive fast ejendom. Det var H+H’s vurdering, at H+H Česká ikke inden for en rimelig tidshorisont ville kunne opnå de strategiske mål om markedsposition og kapacitetsudnyttelse. Salgsprisen anses for tilfredsstillende og afspejler de synergier, Xella vil kunne opnå.
  • I forbindelse med frasalget af H+H Česká har H+H nedbragt sin bindende (”committed”) kreditfacilitet og opnået mere favorable finansielle betingelser (”covenants”).
  • Der er i Rusland tilbageført nedskrivninger på DKK 104 mio. som følge af forbedrede økonomiske markedsvilkår. I Tjekkiet er der i forbindelse med frasalget af H+H Česká foretaget nedskrivning på fast ejendom på DKK 46 mio., og i Polen er der nedskrevet goodwill for DKK 24 mio. som følge af fortsat anstrengte markedsvilkår. Samlet svarer det til en nettoindtægt på DKK 34 mio.
  • Egenkapitalen er faldet med DKK 55 mio. til DKK 418 mio. ultimo 2012. Med en balance på DKK 1.393 mio. udgør soliditeten 30,0 %. Ændring af regnskabspraksis for indregning af pensionsforpligtelse har reduceret egenkapitalen med DKK 10,2 mio. i 2012. Den akkumulerede effekt af implementeringen af IAS 19R (2011) udgør DKK 91,0 mio. inklusive skat.
  • Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der ikke udbetales udbytte for 2012.
  • EBITDA for 2013 forventes at blive i niveauet DKK 90 mio. Den vanskelige markedssituation i Europa, de negative effekter af frasalget af H+H Česká og den svækkede valuta i Storbritannien opvejes af effektivitets- og strukturforbedringer.  Den frie pengestrøm forventes at blive positiv i niveauet DKK 0-15 mio. før frasalg af aktiver. De samlede investeringer forventes at blive i niveauet DKK 50 mio.

Den fulde ordlyd af årsrapporten fremgår af vedhæftede pdf-fil.

 

Anders C. Karlsson
Bestyrelsesformand

Michael T. Andersen
Adm. direktør

 

For yderligere oplysninger venligst kontakt:
Adm. direktør Michael T. Andersen eller CFO Niels Eldrup Meidahl på tlf. +45 35 27 02 00

Abonner