H+H International A/S - Efter afslutningen 5. februar 2015 på H+H’s opkøb af Grupa Prefabet S.A. i Polen offentliggør H+H en overordnet restruktureringsplan for Polen
Selskabsmeddelelse nr. 313, 2015
København, Danmark, 2015-02-06 14:52 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
H+H International A/S
Dampfærgevej 3, 3.
2100 København Ø
Danmark
Telefon: +45 35 27 02 00
www.HplusH.com
CVR-nr. 49 61 98 12
Efter afslutningen 5. februar 2015 på H+H’s opkøb af Grupa Prefabet S.A. i Polen offentliggør H+H en overordnet restruktureringsplan for Polen
Den nye struktur for H+H’s aktiviteter i Polen vil medføre nedlukning af tre fabrikker ud over H+H-fabrikken i Skawina, som allerede har indstillet produktionen, og som nu vil blive lukket permanent. Herefter resterer der seks fabrikker i drift. Det forventes, at de polske porebetonaktiviteter efter restruktureringen vil genere øget indtjening, på linje med de udmeldte forventninger jf. selskabsmeddelelse nr. 301 af 9. oktober 2014.
Det polske porebetonmarked er det største i Europa, men aktivitetsniveauet er faldet væsentligt i de senere år som følge af den økonomiske afmatning, hvilket har medført en betydelig overkapacitet, meget lave salgspriser og deraf følgende manglende rentabilitet for producenterne.
H+H International A/S har tidligere givet udtryk for, at en væsentlig restrukturering var nødvendig for at normalisere markedet og skabe en naturlig balance mellem efterspørgslen og den til rådighed værende kapacitet. H+H går nu foran i denne proces ved at lukke yderligere tre fabrikker ud over fabrikken i Skawina, som allerede har indstillet produktionen, og som nu vil blive lukket permanent.
Fremover vil H+H’s aktiviteter i Polen bestå af seks fabrikker: de to fabrikker i Reda og Zelislawice overtaget fra Grupa Prefabet samt de fire H+H Polska-fabrikker i Warszawa, Pulawy, Lidzbark og Gorzkowice.
Som en uundgåelig og beklagelig konsekvens af denne nødvendige restrukturering vil ca. 200 medarbejdere blive opsagt.
Michael T. Andersen, adm. direktør for H+H International A/S, siger:
“For at genskabe vores rentabilitet er det nødvendigt for os at foretage en omfattende restrukturering som denne med nedlukning af fabrikker og afskedigelse af ca 200 medarbejdere. Vi forventer, at H+H efter flere års tabsgivende aktiviteter i Polen vil kunne genfinde et tilfredsstillende indtjeningsniveau. Rentabilitet er den bedste langsigtede garanti for at kunne sikre en stabil arbejdsplads for vores medarbejdere.”
Vi forventer at kunne opnå væsentlige synergieffekter inden for de kommende to år:
- Udnyttelsen af produktionskapaciteten på H+H’s fabrikker vil blive forbedret, idet højere volumener vil blive produceret på færre fabrikker, selv om H+H ikke forventer at nå samme produktionsvolumen, som de nuværende ni fabrikker ville have haft.
- Der kan spares omkostninger som følge af synergier i produktionen
- Den nye organisation vil medføre besparelser på de faste omkostninger.
- Fabrikkernes placering vil forbedre H+H's geografiske markedsposition i hele Polen – fra Reda i nord over Warszawa i den centrale del af landet til Zelislawice i syd.
Det forventes, at EBITDA før særlige poster vil stige med ca. DKK 10 mio. i 2015, blandt andet som følge af planlagte synergieffekter. Integrationsomkostninger, der indregnes under særlige poster, vil beløbe sig til ca. DKK 20 mio. Det er planen at øge overskudsgraden over de næste fire år for de kombinerede polske aktiviteter til et niveau på linje svarende til H+H’s langsigtede mål for overskudsgrad på over 6 %, under forudsætning af at de polske markedsforhold forbedres, og at restruktureringsplanen forløber som planlagt.
Den samlede nettoarbejdskapital for H+H Polska og Grupa Prefabet forventes at blive reduceret med ca. DKK 20 mio. i løbet af 2015.
For at opnå det optimale produktions-setup for de resterende seks fabrikker i Polen forventer H+H at foretage yderligere investeringer for i alt ca. DKK 20 mio. i løbet af 2015 og 2016.
Endelig forventer H+H over de kommende 2-3 år at kunne frasælge aktiver (grunde, bygninger, udstyr og stålskrot) til en samlet salgspris på over DKK 70 mio.
Kent Arentoft
Bestyrelsesformand
Michael T. Andersen
Adm. direktør
For yderligere oplysninger venligst kontakt:
Adm. direktør Michael T. Andersen eller Vice President, Business Development & IR, Bjarne Pedersen på tlf. +45 35 27 02 00.