H+H International A/S - H+H har gennemført sit køb af Grupa Prefabet S.A.
Selskabsmeddelelse nr. 312, 2015
København, Danmark, 2015-02-05 11:49 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
H+H International A/S
Dampfærgevej 3, 3.
2100 København Ø
Danmark
Telefon: +45 35 27 02 00
www.HplusH.com
CVR-nr. 49 61 98 12
H+H har gennemført sit køb af Grupa Prefabet S.A.
H+H Polska Sp. z o.o.s køb af Grupa Prefabet S.A. er dags dato gennemført, idet betingelserne for købet er opfyldt efter den polske konkurrencemyndigheds godkendelse, jævnfør selskabsmeddelelse nr. 301 af 9. oktober 2014 og nr. 311 af 29. januar 2015.
Købet er i tråd med den annoncerede strategi om at konsolidere H+H's position som en af de førende europæiske leverandører af porebeton og om samlet set at blive førende på udvalgte geografiske områder.
Med købet udbygger H+H sin position som den næststørste producent af porebeton i Polen. H+H International A/S har tidligere udtalt, at der er behov for en omstrukturering af det polske marked.
Som tidligere oplyst udgør den aftalte kontante købesum DKK 108 millioner (enterprise value). Købesummen betales i henhold til en nærmere aftalt betalingsplan, hvor cirka DKK 40 millioner betales ved transaktionens gennemførelse, og det resterende beløb betales i to rater henholdsvis medio 2016 (DKK 32 millioner) og medio 2017 (DKK 36 millioner).
Det forventes, at EBITDA i 2015, eksklusive særlige poster, vil stige med cirka DKK 10 millioner som følge af købet, blandt andet på grund af planlagte synergier.
Integrationsomkostninger, indregnet som særlige poster, vil udgøre cirka DKK 20 millioner. Det er ambitionen i løbet af de næste fire år at øge EBIT-marginen for de kombinerede polske aktiviteter til et niveau, som svarer til H+H's langsigtede mål for EBIT-margin på mere end 6 %, forudsat at de polske markedsforhold forbedres, og at omstruktureringsplanen skrider frem som planlagt.
For at styrke selskabets kapitalgrundlag undersøger H+H International A/S mulighederne for at udvide sin aktiekapital med op til 9,99 % af selskabets aktiekapital. Processen forventes initieret efter offentliggørelse af selskabets årsrapport for 2014.
Kent Arentoft
Bestyrelsesformand
Michael T. Andersen
Adm. direktør
For yderligere oplysninger venligst kontakt:
Adm. direktør Michael T. Andersen eller Vice President, Business Development & IR, Bjarne Pedersen på tlf. +45 35 27 02 00.