Halvårsregnskab 2022 - Handelsbanken Danmark
Halvårsregnskabet viser solid fremgang i både indlån og udlån, og indtægterne ligger på niveau med 2021. Det sker i en periode, hvor der samtidig er gennemført en salgsproces af banken, og der først i slutningen af halvåret blev underskrevet en aftale med Jyske Bank. Stigende omkostninger og en ny svensk risikoskat bevirker imidlertid, at halvårsresultatet efter nedskrivninger ligger 4% under 2021. Egenkapitalforrentningen var 11,3% i halvåret.
”Udlåns- og indlånsvolumener udviser en solid stigning i forhold til første halvår 2021 og ligger stabilt i forhold til det høje niveau i første kvartal. På indtægtssiden ligger vi også på niveau med sidste år, selvom vi er begyndt at mærke den negative udvikling på de finansielle markeder på vores provisionsindtægter. Alt i alt viser halvårsregnskabet, at vi har formået at drive banken stærkt videre i hele perioden, hvor der samtidig er gennemført en salgsproces af banken,” kommenterer Lars Moesgaard, adm. direktør i Handelsbanken Danmark.
Hovedpunkter for 1. halvår 2022 i forhold til 1. halvår 2021 (se hele halvårsregnskabet for Handelsbanken Danmark i vedhæftede pdf-fil)
- Det samlede udlån steg med 8% til 81,8 milliarder kroner (75,9)
- Det samlede indlån steg med 5% til 41,8 milliarder kroner (39,8)
- Rentenetto steg med 3% til 612 millioner kroner (597)
- Provisionsnetto faldt med 3% til 266 millioner kroner (273)
- De samlede indtægter steg med 1% til 927 millioner kroner (920)
- Omkostningerne steg med 9% til 563 millioner kroner (518)
- Resultatet før nedskrivninger faldt med 9% til 364 millioner kroner (402)
- Resultatet efter nedskrivninger faldt med 4% til 362 millioner kroner (379)
- Egenkapitalforrentningen var 11,3% (11,4)
Det samlede udlån steg med 8% i forhold til første halvår 2021, mens det samlede indlån steg med 5%. Begge dele er drevet af stigninger på erhvervssiden. I forhold til første kvartal 2022 var udviklingen i udlån flad, mens der sås en stigning på 4% i privatindlånet.
Rentenetto steg med 3% i forhold til første halvår 2021, mens provisionsnetto faldt med 3% pga. mindre aktivitet på formueområdet og den generelt svagere udvikling på de finansielle markeder. Samlet set steg indtægterne med 1% i forhold til første halvår 2021.
Omkostningerne steg med 9% i forhold til første halvår 2021, primært koblet til øgede IT-investeringer samt et igangværende initiativ på hvidvaskområdet, som blev igangsat i 2021 og afsluttes inden udgangen af 2022.
I forhold til første halvår 2021 faldt resultatet med 9% før nedskrivninger og 4% efter nedskrivninger. Kreditporteføljen er stærk, og banken tilbageførte nedskrivninger på netto 35 mio. kroner i halvåret. En ny svensk risikoskat belastede resultatet med 24 mio. kroner.
I oktober 2021 meddelte Handelsbanken-koncernen, at man havde besluttet at indlede en salgsproces vedrørende virksomhederne på det danske og det finske marked. I juni 2022 indgik koncernen en aftale med Jyske Bank om køb af Handelsbankens virksomhed i Danmark. Parterne afventer nu myndighedernes godkendelse. Handelsbanken Danmark indgår derfor som ”afviklet virksomhed” i koncernens regnskaber. Vedhæftede danske regnskab følger tidligere kvartalers segmentregnskab, som kan genfindes i koncernens factbook.
For yderligere information og kommentarer kontakt:
Adm. direktør Lars Moesgaard på +45 4679 1201
Kommunikationschef Me Sophie Christensen på +45 2131 2203