Jyske Bank køber Handelsbanken i Danmark
Handelsbanken-koncernen har indgået aftale med Jyske Bank om køb af Handelsbankens virksomhed i Danmark. Parterne afventer nu myndighedernes godkendelse.
I oktober 2021 annoncerede Handelsbanken-koncernen, at man ville fokusere bankens virksomhed og indlede en proces om frasalg af virksomheden i Danmark. Koncernen har nu indgået en aftale med Jyske Bank, som overtager Handelsbankens forretning i Danmark.
Salget er betinget af myndighedernes godkendelse, og handlen forventes afsluttet i slutningen af 2022.
”Jeg er glad for, at Handelsbanken nu har indgået en aftale med Jyske Bank om overtagelse af vores bank i Danmark. Det er en god løsning for både kunder og medarbejdere. Frem til at handlen er afsluttet, driver vi Handelsbanken, som vi plejer, og kundernes aftaler står naturligvis ved magt. Sammen med Jyske Bank vil vi arbejde på, at overgangen bliver så god og smidig som muligt for alle parter,” siger Lars Moesgaard, adm. direktør i Handelsbanken Danmark.
Når aftalen er godkendt af myndighederne, og ejerskabet er overgået til Jyske Bank, vil alle forpligtelser over for medarbejdere, kunder og myndigheder ligeledes overgå til Jyske Bank. Samtlige bankens medarbejdere er omfattet af aftalen.
Salget sker på et tidspunkt, hvor Handelsbankens forretning i Danmark står stærkt: I 2021 var resultatet det højeste i bankens historie i Danmark.
Handelsbanken-koncernens pressemeddelelse om salget kan læses på https://www.handelsbanken.com/en/press-and-media/press-releases. Jyske Banks pressemeddelelse kan læses på www.jyskebank.dk/ir/meddelelser.
For yderligere information og kommentarer kontakt:
Adm. direktør Lars Moesgaard på +45 4679 1202
Kommunikationschef Me Sophie Christensen på +45 2131 2203