Regnskab januar-september 2022 - Handelsbanken Danmark
Bankens regnskab viser stabilt stigende udlån og indlån, sammenlignet med samme periode sidste år. Indtægterne viser en mindre stigning, mens resultatet ligger lavere end 2021, pga. ekstraordinære omkostninger og en ny svensk risikoskat.
”Billedet fra andet kvartal fortsætter, og vores regnskab viser en stabil forretning med stigende udlån og indlån, når der sammenlignes med samme periode sidste år. Indtægterne viser en mindre stigning, positivt påvirket af stigende renteindtægter og negativt af faldende provisionsindtægter. Den stabile forretningsmæssige udvikling er opnået samtidig med, at vi gennem hele perioden har befundet os i en salgsproces. Det er en sund forretning, vi snart overdrager til Jyske Bank,” siger Lars Moesgaard, adm. direktør i Handelsbanken Danmark.
”I dag er det præcis et år siden, at Handelsbanken-koncernen annoncerede, at man ville trække sig ud af det danske og finske marked. Siden da har vi gennemført en salgsproces, underskrevet en aftale med Jyske Bank og fået konkurrencemyndighedernes godkendelse af handlen. Nu arbejder vi på de sidste forberedelser, og vi forventer at kunne lukke handlen og overdrage ejerskabet af banken til Jyske Bank inden årets udgang. Det betyder også, at dette kvartalsregnskab formentlig bliver det sidste, vi sender ud som Handelsbanken Danmark, og det giver mig anledning til endnu engang at takke alle vores loyale kunder og dedikerede medarbejdere. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet i det nye ejerskab,” tilføjer Lars Moesgaard.
Hovedpunkter for januar-september 2022 i forhold til januar-september 2021 (se hele regnskabet for Handelsbanken Danmark i vedhæftede pdf-fil)
- Det samlede udlån steg med 5% til 81,4 milliarder kroner (77,2)
- Det samlede indlån steg med 3% til 42,3 milliarder kroner (40,9)
- Rentenetto steg med 2% til 923 millioner kroner (909)
- Provisionsnetto faldt med 6% til 380 millioner kroner (406)
- De samlede indtægter steg med 1% til 1399 millioner kroner (1390)
- Omkostningerne steg med 9% til 866 millioner kroner (792)
- Resultatet før nedskrivninger faldt med 11% til 533 millioner kroner (598)
- Resultatet efter nedskrivninger og svensk risikoskat faldt med 13% til 508 millioner kroner (581)
- Egenkapitalforrentningen var 10,5% (11,5)
Det samlede udlån steg med 5% i forhold til samme periode 2021, mens det samlede indlån steg med 3%. Begge dele var drevet af stigninger på erhvervssiden. I forhold til andet kvartal 2022 faldt udlån med 2%, mens indlån steg med 3%.
Stigningen i rentenetto fortsatte og lå på 2% i forhold til samme periode 2021, mens provisionsnetto faldt med 6% pga. mindre aktivitet på formueområdet og den generelle udvikling på de finansielle markeder. Samlet set steg indtægterne med 1% i forhold til samme periode 2021 og med 4% i forhold til andet kvartal 2022, også påvirket positivt af en ekstraordinær indtægt i forlængelse af salget af bankens kortindløsningsforretning i 2021.
Omkostningerne steg med 9% i forhold til samme periode 2021 og med 3% i forhold til andet kvartal 2022. Stigningen skyldes primært ekstraordinære omkostninger relateret til IT og et initiativ på hvidvaskområdet, som blev igangsat i 2021.
I forhold til samme periode 2021 faldt resultatet med 11% før nedskrivninger og 13% efter nedskrivninger og svensk risikoskat, og der ses fortsat en stærk kreditportefølje. Den svenske risikoskat, indført i 2022, belastede resultatet med 35 mio. kroner.
Den 19. oktober 2021 meddelte Handelsbanken-koncernen, at man ville indlede en salgsproces vedr. virksomhederne på det danske og det finske marked. Den 20. juni 2022 indgik koncernen en aftale med Jyske Bank om køb af Handelsbankens virksomhed i Danmark, og den 11. oktober 2022 blev købet godkendt af de danske konkurrencemyndigheder. Parterne forventer at kunne afslutte handlen inden årets udgang.
For yderligere information og kommentarer kontakt:
Kommunikationschef Me Sophie Christensen på +45 2131 2203