Selskabsmeddelelse om planlagt fortegningsemission
Selskabsmeddelelse nr. 88 - 2022
Intern viden
Bestyrelsen i Happy Helper A/S (”Happy Helper” eller ”Selskabet”) har i dag besluttet, at Selskabets aktiekapital skal forhøjes ved en emission med fortegningsret for Selskabets eksisterende aktionærer (”Fortegningsemissionen”) i henhold til bemyndigelsen i pkt. 3.2 i Selskabets vedtægter. Fortegningsemissionen forventes at tilføre Selskabet DKK ca. 7,8 mio. før transaktionsomkostninger ved kapitalforhøjelsen. Flere af Selskabets største aktionærer har allerede afgivet bindende tilsagn om at forsvare deres ejerandele ved udnyttelse af samtlige af deres tildelte tegningsretter i forbindelse med Fortegningsemissionen. Den resterende del af Fortegningsemissionen, hvortil der ikke foreligger sådanne bindende tilsagn, vil være fuldt garanteret på baggrund af allerede modtagne bindende tilsagn om garanti.
Baggrunden for Fortegningsemissionen er, at Happy Helper har været udfordret siden covid-19-pandemien begyndte. Omsætningen blev negativt påvirket, fordi bookers blev bange for at invitere en fremmed indenfor i deres hjem. Selskabet kommunikerede til sine helpers, at de udelukkende skulle udføre rengøring, hvis de var sikre på, at der ingen fare var for at viderebringe eller pådrage sig smitte. Happy Helper reagerede indledningsvist ved at lukke for tilmelding af nye helpers for at sikre, at dem som allerede var på platformen fik tildelt de bookinger, der stadig blev gennemført. Selskabet kom forholdsvis godt igennem det første år med covid-19-restriktioner, blandt andet grundet en tilpasning af organisationen til det reducerede aktivitetsniveau. Happy Helper oplevede i foråret 2021, at efterspørgslen begyndte at vende tilbage – men nu viste det sig, at det ikke var muligt at tiltrække det fornødne antal helpers til at dække efterspørgslen. Det medførte stigende timepriser, færre bookinger og lavere omsætning.
Selskabet oplever i indeværende år en stigende tilgang af helpers, selvom antallet endnu ikke er på niveau med perioden før covid-19-pandemien. Happy Helper har tilpasset omkostningerne og gennemfører fortsat omtrent 3.600 bookinger per måned.
Happy Helper har en tosporet plan for at reetablere vækst:
1) Sikring af udførsel af organiske bookinger. Selskabet vil anvende en del af provenuet fra Fortegningsemissionen til at øge markedsføringsindsatsen overfor helpers. På trods af prisstigninger oplever Happy Helper, at efterspørgslen efter rengøring er vendt tilbage.
2) Fokus på internationale investeringer. Happy Helper har brugt ressourcer på at tilpasse platformen til Selskabets to nye markeder: Tallinn i Estland og Berlin i Tyskland. Selskabet vil anvende en del af provenuet fra Fortegningsemissionen til at øge markedsføringsindsatsen i disse markeder.
De konkrete vilkår for Fortegningsemissionen forventes at blive offentliggjort i en særskilt selskabsmeddelelse i Q4, 2022.
For mere information:
Dennis Forchhammer, CEO, dennis@happyhelper.dk, (+45) 27 63 59 62
Certified Adviser:
EY, Dirch Passers Allé 36, 2000 Frederiksberg, (+45) 73 23 30 00
Happy Helper er Danmarks fortrukne platform for privat rengøring. Platformen blev lanceret i 2015 med en vision om at skabe mere glæde og overskud i hverdagen for vores brugere.