HC Andersen Capital Events 2/6: Mød topledelsen i Sanistål, FirstFarms, RISMA og SP Group

Report this content

HC Andersen Capital afholder i dag en række spændende events, hvor du kan møde og stille spørgsmål direkte til topledelsen. Det er frit for alle og gratis at deltage.

Sanistål - Præsentation af Q1 kvartalsregnskabet
Sanistål A/S udsendte sidste uge regnskab for 1. kvartal 2022, men havde allerede hævet sine forventninger til 2022, og dermed også sendt et signal om en god start på året. Endnu mere interessant fra et aktionærperspektiv er, at svenske Ahlsell byder på aktierne i Sanistål.    

I forlængelse af kvartalsregnskabet meddeles det, at den svenske grossistvirksomhed Ahlsell vil købe 75,49% af aktierne i Sanistål fra de fire nuværende storaktionærer – Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Nykredit. Tilbuddet til storaktionærerne lyder på DKK 58 pr. aktie, hvilket er en rabat på ca. 16% i forhold til lukke kurs.    

Samtidig fremsættes der et købstilbud til de øvrige mindretalsaktionærer der tilbydes DKK 85 pr. aktie, altså en højere kurs end storaktionærerne, og en præmie på ca. 23,5% i forhold til lukkekursen. Det samlede bud for Sanistål lyder derfor på DKK 770,5 mio. sammenholdt med en markedsværdi på lukningen i tirsdags på DKK 810,5 mio.  

Selve Q1 2022 regnskabet er stærkt med en omsætningsvækst på 11,7% y/y til DKK 943,1 mio. og EBITDA, der vokser til DKK 72,3 mio. imod DKK 45,7 mio. i samme periode sidste år. Det svarer til en margin på 7,7% - op fra 5,4% sidste år. Det er altså et selskab i fremgang, hvor der nu fremsættes et købstilbud. Sanistål fastholder de opreviderede forventninger fra starten af maj om en omsætning for 2022 i niveauet DKK 3,6 mia. og EBITDA estimeres nu at ramme DKK 225-255 mio.      

Mød CEO Claudio Christensen og CFO Uffe Iversen, der tager os igennem regnskabet.


Torsdag den 2. juni kl. 11:00 - 11:30  

Tilmelding via link.

FirstFarms - Præsentation af Q1 kvartalsregnskabet
FirstFarms A/S offentliggjorde i tirsdags regnskab for 1. kvartal 2022 med en omsætning, der ligger under sidste års niveau imens indtjeningen er en spids over.    

Således realiserer FirstFarms en omsætning i kvartalet på DKK 68 mio. imod DKK 76 mio. i samme periode året før. Omsætningsnedgangen skyldes, at der kun er solgt få mængder af afgrøder i kvartalet sammenholdt tidligere kvartaler. Omvendt har stigende mælkepriser og øget mælkeproduktion bidraget positivt. Der er også set stigende priser på grisekød i kvartalet – fra lave niveauer, men af meddelelsen fremgår det, at maj måned har budt på nye fald i priserne – dog ikke til tidligere bundniveauer.    

Både EBITDA og EBIT er dog lidt bedre end sidste års niveau. EBITDA lyder således på DKK 30 mio. (imod DKK 29 mio. sidste år) imens EBIT lander på DKK 19 mio. (imod DKK 16 mio. sidste år). Det medfører, som følge af den lavere omsætningsbase, markant bedre margins på henholdsvis 44% og 28% i Q1 2022 imod 38% og 21% i Q1 2021.    

FirstFarms har i løbet af kvartalet iværksat byggeri af ny griseproduktion i Ungarn til færdiggørelse i slutningen af 2023, ligesom et siloprojekt i Slovakiet forventes afsluttet inden høsten her i 2022. FirstFarms fastholder den aktuelle guidance for 2022 om forventet EBITDA og EBIT på henholdsvis DKK 80-120 mio. og DKK 35-75 mio.  

Mød og stil spørgdmål til CEO Anders Holger Nørgaard og CFO Michael Hyldgaard, når de præsenterer regnskabet og den seneste udvikling.


Torsdag den 2. juni kl. 12:00 - 12:30  

Tilmelding via link.

RISMA - Præsentation af Q1 kvartalsopdatering
RISMA afsluttede kvartalet med en total ARR på DKK 17,5 millioner svarende til en stigning på 32% i forhold til første kvartal 2021. Som tidligere kommunikeret var væksten i ARR ca. fire gange højere end væksten i samme kvartal sidste år. SaaS metrikkerne viser også en fremgang, da net revenue retention rate i kvartalet var på 103% (97% i Q1 2021).    

Der er ikke tal på EBITDA i kvartalet, men RISMA nedjusterer EBITDA forventningerne for 2022 fra intervallet DKK -17 millioner til -19 millioner til intervallet DKK -21 millioner til -23 millioner som følge af investeringer i vækstinitiativer, herunder selskabets ESG-løsning og lead-generering.    

På kundesiden har RISMA øget kundebasen med 27 i kvartalet, hvor 20% (33% ARR) af disse kunder har valgt RISMAs GRC suite. Den gennemsnitlige kontraktstørrelse målt i ARR var på DKK 65.483, hvilket er på samme niveau som tidligere. Af kvartalsopdateringen fremgår det også, at væksten i højere grad kommer fra RISMAs forskellige løsninger samt RISMAs fulde suite-løsning, der omfatter alle 8 løsninger. Særligt forventes selskabets ESG-løsning at tilføre yderligere vækst fremadrettet. Ligeledes ventes flere nye partnerskaber i Norden at understøtte væksten.  

Den kvartalsvise stigning i ARR fra udgangen af 2021 til udgangen af første kvartal 2022 var på DKK 2,2 millioner. RISMA fastholder forventningerne om en total ARR på mellem DKK 25-28 millioner i slutningen af 2022 svarende til en vækst på 63-83%.  

Mød topledelsen i RISMA, der vil præsentere resultaterne og svare på spørgsmål fra publikum.


Torsdag den 2. juni kl. 13:00 - 13:30  

Tilmelding via link.


SP Group - Præsentation af Q1 kvartalsregnskabet
SP Group A/S offentliggjorde sidste uge regnskab for 1. kvartal 2022, der viser en god underliggende vækst i både toplinje og indtjeningen. Forventningerne til 2022 fastholdes uændret.    

Således realiserer SP Group en omsætningsvækst på 20,4% y/y til DKK 720,1 mio., hvoraf en mindre del er tilkøbt imens den primære del er organisk vækst. EBITDA lyder på DKK 129,7 mio. svarende til en vækst på 23,3% i forhold til sidste år. EBITDA-margin lander dermed på 18,0% imod sidste års niveau på 17,6%.  Væksten i kvartalet er i særdeleshed drevet af kunder indenfor Healthcare og Fødevarerelaterede imens Cleantech og Automotive ligger mere fladt. Omsætningen fra egne varemærker vokser til 29,2% af den samlede omsætning – op fra 27,1% ved Q4 2021 og 24,0% ved Q1 2021.    

For 2002 guider SP Group uændret for en omsætningsvækst på 5-15% imod aktuel konsensus på 18,4%. EBITDA-margin ventes at ligge på 16-18%, og her har markedet forventning om 17,4%. Resultat før skat guides i et niveau omkring 9-12%.  

Se med når CEO Frank Gad giver en update på det forgangne kvartal og hvad der ellers rør sig i SP Group. 

Torsdag den 2. juni kl. 14:00 - 14:30  

Tilmelding via link.



Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Sanistål, FirstFarms, RISMA og SP Group til en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale.
 

Mie Halse
Head of Digital and Events
mie@hcandersencapital.dk
+45 28746640
 

HC Andersen Capital digitaliserer relationen mellem børsnoterede selskaber og investorer. Vi arbejder langsigtet for selskaber, der ønsker mere synlighed i markedet. #DemocraticIR - HC AndersenCapital arbejder for at demokratisere adgangen til det finansielle marked.

Abonner