HC Andersen Capital Events 25/05: Mød topledelsen i SP Group & SKAKO

Report this content

HC Andersen Capital afholder i dag en række spændende events, hvor du kan møde og stille spørgsmål direkte til topledelsen. Det er frit for alle og gratis at deltage.

SP Group - Præsentation af Q1 kvartalsregnskabet 2023
SP Group har offentliggjort regnskab for 1. kvartal 2023, der viser en svagt faldende tendens på omsætning og indtjening sammenholdt med sidste år. Det skal dog fremhæves, at 1. kvartal 2022 var det bedste i selskabets historie, og 1. kvartal 2023 faktisk er det næstbedste på omsætning og EBITDA. SP Group fastholder på den baggrund også sin guidance for hele 2023.

SP Group realiserer en omsætning i kvartalet på DKK 707,3 mio., hvilket er et fald på 1,8% sammenholdt med sidste års niveau på DKK 720,1 mio. Konsensus, der dog kun består af en enkelt analytiker, lå her ifølge Refinitiv på DKK 733 mio.

Det er specielt omsætningen af egne varemærker, der oplever et fald i starten af 2023, og i kvartalet lander på DKK 164 mio. – en nedgang på 21,9% i forhold til samme kvartal sidste år. Således falder andelen af egne varemærker i forhold til omsætningen til et niveau på 23,2% i forhold til 26,5% ved udgangen af 2022.

EBITDA lander på DKK 127,7 mio. i kvartalet imod DKK 129,7 mio. sidste år. Det svarer til en EBITDA-margin i Q1 2023 på 18,1%, og er altså næsten uændret i forhold til de 18,0% i Q1 2022. Konsensus lå her på DKK 136 mio. eller en margin på 18,6%.

SP Group fastholder de aktuelle forventninger til 2023 om en omsætningsvækst på 5-15%, hvilket også var forventningerne i 2022. Konsensusforventningerne lå her ifølge Refinitiv før regnskabet på en omsætningsvækst i 2023 på 5%, altså i denne lave ende af selskabets egen guidance. Det skal dog bemærkes, at der her igen kun er tale om et enkelt analytikerestimat. På indtjeningsniveau fastholder SP Group ligeledes guidance om en EBITDA- og EBT-margin på henholdsvis 16-19% og 9-12%. Konsensus på EBITDA-margin lød før regnskabet på 18,0%. Vil du høre mere om regnskabet, og stille spørgsmål til ledelsen har vi fornøjelsen af at indbyde til en gennemgang af regnskabet med CEO Frank Gad. 

Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra SP Group for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 11.49 d. 24/5-2023.


Torsdag den 25. maj kl. 10:00 - 10:30  

Tilmeld via. link


SKAKO - Præsentation af Q1 2023
SKAKO med de to forretningssegmenter - SKAKO Concrete og SKAKO Vibration – har aflagt regnskab for 1. kvartal 2023 tirsdag den 23. maj, hvor den stærke afslutning på 2022 fortsættes ind i det nye år.

Således realiserer SKAKO en samlet omsætning i kvartalet på DKK 129,4 mio., svarende til en vækst på næsten 35% sammenholdt med samme kvartal året før. Omsætningen er fordelt med 53% fra SKAKO Concrete og 47% fra SKAKO Vibrations. Fordelingen imellem anlægssalg og service er 66% og 34%, og her er det specielt førstnævnte, der er vokset betydeligt med ca. 57% i Q1 2023, drevet af en vækst på anlægssalget i SKAKO Concrete på omkring 145%.

EBIT lander på DKK 7,8 mio., hvilket er en vækst på ca. 40% i forhold til Q1 2022. Det svarer til en EBIT-margin på 6,1% imod 5,8% sidste år. Margin i SKAKO Concrete løftes med 1%-point til 4,7% i kvartalet imens fremgangen i SKAKO Vibration er 0,7%-point til 9,3%.

Ordreindgangen udviser som en af de eneste tal i kvartalsrapporten et mindre fald på 7,8% til DKK 116,8 mio. Ordrebeholdningen er dog stadig stærk med DKK 202,6 mio. ved udgangen af kvartalet – en vækst på 32,4%, men altså drevet af ordreindgangen i de forgangne kvartaler i 2022.

SKAKO fastholder sin aktuelle guidance, der lyder på et resultat af den primære drift (EBIT) i 2023 på DKK 33-38 mio. baseret på den solide ordrebeholdning ultimo 2022 og ind i 2023. Guidance er før special items som på nuværende tidspunkt ventes at udgøre DKK 2,0-2,5 mio. relateret til den annulerede transaktion med Zefyr Invest.   Vi har fornøjelsen af at indbyde til en gennemgang af regnskabet med Group CFO Thomas Pedersen, der denne gang sekunderes af Steffen Kremmer der er CEO for SKAKO Concrete.

Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra SKAKO for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 16.59 d. 23/5-2023.

Torsdag den 25. maj kl. 13:00 - 13:30  

Tilmeld via. link


Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra de nævnte selskaber for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. Indholdet er ikke købs- eller salgsanbefalinger.

Mie Halse
Head of Digital and Events
mie@hcandersencapital.dk
+45 28746640
 

HC Andersen Capital digitaliserer relationen mellem børsnoterede selskaber og investorer. Vi arbejder langsigtet for selskaber, der ønsker mere synlighed i markedet. #DemocraticIR - HC Andersen Capital arbejder for at demokratisere adgangen til det finansielle marked.

Abonner