Impero får ny storaktionær: Silkeborg virksomhed køber yderligere 20 pct.
Pressemeddelelse
København, 16. januar 2023
Profound Partners køber yderligere 20 pct. aktier i Impero, og ønsker gennem et aktivt og langsigtet ejerskab at fortsætte den danske compliance-virksomheds europæiske ekspansion. Med købet ejer Profound Partners nu 25 pct. af Impero – et selskab de ser store muligheder i.
Med en ny storaktionær i ryggen skal Impero fortsætte rejsen mod at blive en global spiller på compliance-området. Sådan lyder ambitionerne efter det blev meldt ud, at virksomheden Profound Partners, der har specialiseret sig i at investere langsigtet i virksomheder med stort potentiale, køber en endnu større del af den danske SaaS-virksomhed.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Profound Partners ser et stort lys i Impero. I november 2023 deltog virksomheden i den seneste kapitalforhøjelse i selskabet, og med købet af yderligere 20 pct. af aktierne fra JG Invest & Consult besidder de nu godt 25 pct. af aktierne i selskabet.
”Vi anser Impero for at være et dygtigt ledet selskab, og grundstenene er lagt til en forretning, som på sigt kan blive en standard på det europæiske marked. Af samme årsag har vi valgt at købe os ind i Impero med en ejerandel på godt 25%, og har en ambition om at være en aktiv og kompetent medejer i mange år frem”, siger bestyrelsesformand i Profound Partners, Steffen Pasgaard.
I Impero ser de frem til samarbejdet med den nye storaktionær:
”Vi er glade for den tillid, der vises selskabet fra en erfaren og langsigtet investor,” siger Jørgen Bardenfleth, bestyrelsesformand i Impero, som suppleres af adm. direktør i Impero, Rikke Stampe Skov:
”Med Profound Partners får Impero en solid og langsigtet aktionær, som gennem et aktivt ejerskab ønsker at understøtte rejsen med at skabe en global spiller indenfor compliance domænet. Profound Partners fokus på sund og langsigtet værdiskabelse går hånd i hånd med Imperos målsætning om at skabe en skalerbar platform, som giver selskabets kunder mulighed for at levere hvad de lover og skabe en kultur af tillid og gennemsigtighed”.
Makrotrends kan løfte Impero til næste niveau
At love det man holder - og samtidig dokumentere det tilbundsgående - er de seneste år blevet virkeligheden for både danske og internationale virksomheder. Og her har Imperos platform givet danske og internationale selskaber en nem og overskuelig løsning til at navigere de mange regler og love, som selskaber i dag mødes af. Dette understreges bl.a. af de seneste EU krav til ESG-rapportering, som træder i kraft i de kommende år.
”Profound Partners har fokus på at investere i selskaber, der adresserer væsentlige makrotrends herunder automatisering, ESG og digitalisering. Imperos platform repræsenterer disse trends, og i en tid hvor der stilles betydelige krav til compliance, er der selvsagt et voksende marked for, at selskaber og organisationer kan dokumentere, at de overholder love og forordninger. Ikke kun på grund af lovens bogstav, men også for at sikre et godt omdømme og imødekomme samarbejdspartnere og øvrige interessenters behov for kontrol og risikohåndtering”, siger bestyrelsesformand i Profound Partners Steffen Pasgaard og fortsætter:
”Når vi benchmarker Impero mod konkurrenter i markedet, erfarer vi, at Impero har vundet kontrakter hos store selskaber i Europa. SaaS-platformen er med andre ord godt positioneret på enterprise-markedet, og besidder ligeledes potentialet til at betjene det voksende SMV-marked. Mange mellemstore virksomheder står overfor at skulle honorere myndighedernes krav til fx ESG-rapportering, og her er Impero et effektivt valg grundet fokus på at automatisere konkrete opgaver på simpel og intuitiv vis. Samtidig giver den fleksible platform mulighed for, at den kan tilpasses andre typer af rapportering, hvor Impero allerede nu hjælper en lang række kunder med en bred vifte af compliance-opgaver, herunder tax management på det tyske marked”.
Imperos CEO, Rikke Stampe Skov, understreger, ”at virksomhedens fokus fortsat er at understøtte en simplificering af arbejdet med komplekse risiko- og kontrolprocesser. Kunder som Mærsk, VW Group, Siemens m.fl. understreger behovet for automatisering og dokumentation – og det på tværs af compliance domæner som f.eks. skatte compliance, finansiel compliance (f.eks. Sarbanes Oxley compliance samt effektivisering af periodeafslutninger) og i stigende omfang ESG.”
Afslutningsvis takker Jørgen Bardenfleth Jørn Grove, direktør og ejer af JG Invest & Consult ApS, for samarbejdet og hans mangeårige virke i selskabets bestyrelse: ”Vi har haft stor glæde af samarbejdet med Jørn Grove gennem de seneste 10 år, hvor hans brede erfaring har understøttet udviklingen af Impero til en væsentlig spiller på markedet for compliance løsninger. Nu rækker han stafetten videre, og vi ser frem til at samarbejde med Profound Partners på den fortsatte rejse”, siger Jørgen Bardenfleth.
For yderligere information kontakt:
Jørgen Bardenfleth, Bestyrelsesformand
E-mail: joergen@bardenfleth.dk
Tlf.: +45 20 27 07 07
Rikke Stampe Skov, CEO
E-mail: rss@impero.com
Tlf.: +45 25 88 41 02
Morten Lehmann Nielsen, CFO
E-mail: mln@impero.com
Tlf.: +45 51 17 67 80
OM IMPERO
Impero A/S er et dansk selskab, der leverer en compliance management platform som en Software-as-a-Service (SaaS). Impero-platformen gør det enklere og mere sikkert for virksomheder at håndtere compliance gennem automatisering af risiko- og kontrolstyring, dokumentation og rapportering. Impero sikrer compliance på en skalerbar, digital, intuitiv og – vigtigst af alt – nem måde.
For mere information om Impero, besøg impero.com.