Pressemeddelelse: Afgørelse i udbud af administrationen af internetdomænet .dk

Report this content

26. november 2008

IT- og Telestyrelsen har nu afgjort, at dotDK ikke opfylder betingelserne for at kunne administrere internetdomænet .dk. Dette skyldes, at dotDK ikke har kunnet dokumentere bred støtte i det danske internetsamfund. Styrelsen kan derfor ikke udstede administratortilladelsen til dotDK.

Det danske internetsamfund er opdelt i tre kategorier – private brugere, professionelle brugere og internetbranchen (leverandører):

• Private brugere forstås som privatpersoner, der anvender internettet.
• Professionelle brugere omfatter virksomheder, organisationer eller lignende, der anvender internettet til eksempelvis e-handel, annoncering, driver portaler og/eller udbyder digitaliserede løsninger for borgere og virksomheder med mere.
• Internetbranchen omfatter blandt andet registratorer (webhoteller, hostingfirmaer og lignende) og øvrige internetudbydere. Internetbranchen leverer infrastruktur i bred forstand til internetsamfundet.

dotDK opfylder kravet om bred repræsentation i forhold til de professionelle bruger gennem støtte fra Foreningen af Danske Interaktive Medier – FDIM og Danmarks Rejsebureau Forening (DRF).

Men IT- og Telestyrelsen vurderer, at dotDK ikke opfylder kravet om bred repræsentation, hvad angår de private brugere. Støtteerklæringerne opfylder således ikke de formelle krav i udbudsmaterialet.

dotDK opfylder heller ikke kravet om bred repræsentation i relation til internetbranchen, vurderer IT- og Telestyrelsen. De organisationer, der har afgivet støtte fra denne del af det danske internetsamfund repræsenterer registratorer, og registratorer er et ud af en række segmenter inden for internetbranchen.

De støttende organisationer udgør derfor hverken hver for sig eller tilsammen betydelige og dermed vigtige leverandører eller øvrige internetudbydere i det danske internetsamfund. Derfor har dotDK ikke tilstrækkelig repræsentation fra internetbranchen i forhold til udbudsmaterialets krav set i sammenhæng med domæneloven.

Læs mere om den videre proces her: http://www.itst.dk/nyheder/filarkiv/domeneudbuddet/den-videre-proces-i-udbuddet