Lars Larsen modtager hæderspris
JYSK-stifter Lars Larsen hædres for at skabe respekt om de selvstændige erhvervsdrivende – han donerer prisen til Kræftens Bekæmpelse.
Lars Larsen bliver den første modtager af erhvervssammenslutningens DESAs nystiftede hæderspris. DESA er en dansk erhvervssammenslutning, der arbejder for at forbedre vilkårene for små- og mellemstore virksomheder. DESA har ønsket at hædre en markant erhvervsperson, som har skabt store resultater. »Lars Larsen har bygget JYSK op helt fra bunden og er indbegrebet af den driftige og idérige erhvervsmand. Han kan inspirere flere til at blive selvstændige og har skabt respekt om selvstændighedskulturen,« siger Colette Brix, formand for DESA. Prisen er på 15.000 kroner, og Lars Larsen har valgt at donere pengene til Kræftens Bekæmpelse, som JYSK har støttet de seneste fem år - i år som hovedsponsor på ’Støt Brysterne’ – en kampagne mod brystkræft. »Jeg er meget glad for at modtage prisen – og også glad for at give den til Kræftens Bekæmpelse. Rigtig mange bliver på et eller andet tidspunkt berørt af kræft – og Støt Brysterne-kampagnen sætter et nødvendigt fokus på området,” siger Lars Larsen. Han modtager prisen på Børsen onsdag den 11. november klokken 15.30.