Luksustaget er billigere end tagpap!

Report this content

Tegl eller tagpap? Mange danskere vælger tagpap til deres huse, fordi de tror, det er billigst. Men det er en myte. Tegltage er den billigste og mest holdbare løsning på langt sigt, og på kort sigt koster et tegltag stort set det samme som et tag af tagpap. 

Selvom det røde vingetegltag nærmest er indbegrebet af et dansk nationaltag, har myten om tegl som et dyrt materiale godt fat i danskerne. Det har gjort tagpap til en populær løsning. Men i et beregningsværktøj udviklet af Realkredit Danmark til hjemmesiden ”Kloge m2” (klogem2.dk) kan boligejerne se, at prisen for et tegltag er nogenlunde den samme som, eller endda mindre end, prisen for et tag med tagpap.

En øjenåbner for forbrugerne
”Mange danskere ønsker sig egentlig et ægte tegltag. Men de tror ikke, de har råd. Derfor vælger de ofte tagpap uden overhovedet at undersøge, hvad det koster at få den optimale løsning. Der kan Realkredit Danmarks beregner være en øjenåbner for forbrugerne, når det gælder priser på tagmaterialer”, siger direktør for Kalk- og Teglværksforeningen, Tommy Bisgaard.

Ser man på prisen for at lægge f.eks. 200 m2 tagflade, koster et tegltag med dobbelt-S vingetagsten nogenlunde det samme som et tag med tagpap, eller er endda 20-30.000 kroner billigere end tagpappet.

Lang holdbarhed og lavt vedligehold giver de store besparelser
For at få et reelt billede af, hvad et nyt tag koster, er det ikke nok at se på, hvad der er billigst her og nu. Man bør også indregne udgifterne til vedligehold i hele tagets og husets levetid, og også overveje husets gensalgsværdi. Her bliver holdbarhed og vedligehold de store nøgleord. Tagpap holder typisk 30-40 år, mens tegltage kan holde i mindst 80 år.

“Tegl er et 100% naturmateriale, der både er brandisolerende og uimodtageligt for fugt, svamp og mikroorganismer, der hurtigt kan ødelægge andre tagmaterialer. Et tegltag har markedets længste levetid og kræver stort set intet vedligeholdelsesarbejde. Derudover får tegl en smuk patina med tiden, hvilket også er med til at bevare en høj gensalgsværdi”, fortæller Tommy Bisgaard.

Yderligere informationer: Direktør Tommy Bisgaard, Kalk- og teglværksforeningen, Telefon: 3332 3434 eller Mobil: 5124 5424. E-mail: kalktegl@mail.dk

Kalk- og Teglværksforeningen har eksisteret siden 1893 og repræsenterer danske producenter af f.eks. teglmursten, kalksandsten, tegltagsten, letklinker, porebeton, mørtler og kalkprodukter. Kalk- og Teglværksforeningen er med til at fremme information og uddannelse inden for foreningens område, samt at støtte forskning og udvikling inden for produktion og anvendelse af medlemmernes produkter. For yderligere information om foreningen: www.kalk-tegl.dk

Tags:

Multimedia

Multimedia