Spar penge på byggeriet ved at tænke i bæredygtig drift
Tænk i bæredygtige løsninger og materialer med lave omkostninger til drift og vedligehold, hvis du bygger nyt eller renoverer. Det kan spare dig for op til 20 % af bygningens samlede omkostninger på længere sigt.
Når der bygges nyt eller renoveres, ønsker mange bygherrer at bygge så billigt som muligt. Men et ensidigt fokus på anlægspris kan blive dyrt i længden.
Tænk i totaløkonomi og spar penge
Ifølge civilingeniør Jens Staalby, løber omkostningerne til drift og vedligehold af offentlige byggerier og erhvervsbyggerier over 25-35 år generelt op i flere gange anlægsprisen. Men tænker man i totaløkonomi, kan man spare op til 20 % af de samlede omkostninger. At tænke totaløkonomi indebærer et stort fokus på at minimere driftsomkostninger, herunder serviceopgaver og vedligehold.
Materialer og helhedsløsninger er nøglen
Direktør for Kalk- og Teglværksforeningen, Tommy Bisgaard, opfordrer også bygherrer til at tænke på totaløkonomien: ”Det er afgørende at overveje byggematerialernes egenskaber, hvis man vil sænke udgifterne til drift og vedligehold. Det gælder både facader, indervægge, gulvbelægning, overflader osv.”
Det er imidlertid ikke nok at bygge i bestemte materialer: ”Det er helhedstænkning, der giver besparelserne. Dvs. materialevalg, arkitektur, indretning, energiløsninger osv. må tænkes ind i et hensigtsmæssigt samspil. Det betyder ofte, at anlægsprisen, altså prisen for at bygge huset, i første omgang bliver dyrere. Til gengæld kan man glæde sig over store besparelser på længere sigt”, fortæller Tommy Bisgaard, og tilføjer:
”I virkeligheden handler det om at tænke bæredygtigt. Bæredygtighed handler nemlig ikke kun om materialernes miljømæssige påvirkning, men om at tænke i helheder, så der også skabes et sundt indeklima og en fornuftig totaløkonomi”.
Mursten kræver intet vedligehold
Mursten udmærker sig som byggemateriale ved en holdbarhed på mere end 100 år og ved ikke at kræve vedligehold. Samtidig er mursten særligt gode til at optage fugt og varme og afgive det igen på en hensigtsmæssig måde, hvilket både giver et godt indeklima og store besparelser til energi i forbindelse med opvarmning og afkøling.
Yderligere informationer: Direktør Tommy Bisgaard, Kalk- og teglværksforeningen, Telefon: 3332 3434 eller Mobil: 5124 5424. E-mail: kalktegl@mail.dk
Kalk- og Teglværksforeningen har eksisteret siden 1893 og repræsenterer danske producenter af f.eks. teglmursten, kalksandsten, tegltagsten, letklinker, porebeton, mørtler og kalkprodukter. Kalk- og Teglværksforeningen er med til at fremme information og uddannelse inden for foreningens område, samt at støtte forskning og udvikling inden for produktion og anvendelse af medlemmernes produkter. For yderligere information om foreningen: www.kalk-tegl.dk
Tags: