Vintage hitter i boligbyggeriet
Vintage er moderne som aldrig før i indretning og arkitektur. I dag sætter vi pris på unikke løsninger, med sjæl, atmosfære og historie. Det giver vores bolig mere personlighed. Nye og brugte materialer blandes. Teglbranchen bringer stolte traditioner ind i det moderne vintagebyggeri.
Når man står overfor at skulle bygge et nyt hus, er materialevalget vigtigt i forhold til at skabe den ønskede stil og personlighed. I et gammelt hus har historien oftest sat sit præg i form af liv og spil i facaden, noget som er svært at opnå i et nybyggeri. Hvis man ønsker, at skabe samme sjæl i et nybygget hus giver tegl fantastiske muligheder. Man kan nemlig få nye mursten, som har præcis samme patina som de gamle.
”Tegl har en levetid på over 100 år og får med tiden en smuk patina, der er med til at skabe et unikt udtryk i bygningen. I dag kan man sagtens få samme karakter i facaden, som på et gammelt hus. Man kan nemlig få nye mursten, der ligner gamle. På den måde kan man opføre et nybygget hus med samme udtryk og sjæl, og derved give det moderne byggeri en ekstra dimension”, forklarer Tommy Bisgaard, direktør for Kalk- og Teglværksforeningen.
Teglets mange muligheder
”Der findes over 400 forskellige mursten på det danske marked, og det giver et utal af muligheder. Håndstrøgne sten er fx mursten, som ligner at de er lavet i hånden og er derfor rustikke i udseendet. Andre mursten er strøget med sand efter formningen for, at give en unik og skæv sten. Der findes mursten i alle former og farver, som kan give huset den rette sjæl og stemning”, siger Tommy Bisgaard.
Facaden skal passe til husets arkitektoniske udtryk. Derfor gælder det om at vælge den rigtige mursten. Man skal være opmærksom på, om stenens farve, størrelse, spil og struktur passer til husets byggestil og størrelse. Ønskes en rå murstensfacade, er det vigtigt at tænke over følgende.
- Foretrækkes traditionelle mørkerøde eller rødbrune nuancer?
- Skal det være lidt mere utraditionelt som grå, mørkebrune eller sorte facadesten?
- Skal der være struktur i stenen, eller foretrækkes den glatte sten?
- Skal stenen have et farvespil?
- Skal stenen have en anden størrelse end den normale sten?
Teglhåndværk i vintage hus
Arkitektfirmaet Mangor og Nagel har designet en bolig i håndlavede mursten.
”Det giver et murværk med meget liv og spil i facaderne. I villaen fortsætter de murede facader ud i terrænet, som mure der optager spring i havens niveauer. Tegl går igen inde i huset hvor trapperummets vægge er i fuld ydermurstykkelse for at skjule installationer m.m. Tykkelsen på væggen fremgår af små nicher, som er indmuret til at stille genstande i. En muret kerne indeholder pejs og niche til at stable brænde i. Alt sammen noget der giver en unik atmosfære i byggeriet”, fortæller Lotte Foght-Sørensen, Arkitekt maa og passivhusdesigner, Mangor og Nagel Arkitektfirma.
Yderligere informationer: Direktør Tommy Bisgaard, Kalk- og teglværksforeningen, Telefon: 3332 3434 eller Mobil: 5124 5424. E-mail: kalktegl@mail.dk
Kalk- og Teglværksforeningen har eksisteret siden 1893 og repræsenterer danske producenter af f.eks. teglmursten, kalksandsten, tegltagsten, letklinker, porebeton, mørtler og kalkprodukter. Kalk- og Teglværksforeningen er med til at fremme information og uddannelse inden for foreningens område, samt at støtte forskning og udvikling inden for produktion og anvendelse af medlemmernes produkter. For yderligere information om foreningen: www.kalk-tegl.dk
Tags: