Karnov Group køber dansk legaltech-startup, Onlaw ApS
Karnov Group har i dag, den 24. februar, indgået aftale om opkøb af den danske legaltech-startup-virksomhed Onlaw ApS. Opkøbet er en del af Karnov Groups strategi om etablering af en bred teknologiplatform, som tilfører øget relevans og effektivitet for fagfolk, der arbejder med juridisk information.
Onlaw tilbyder intelligente applikationer, der øger kvaliteten af juridiske dokumenter og gør samarbejdet omkring disse lettere og mere effektivt. Onlaw fokuserer i øjeblikket primært på at markedsføre og videreudvikle deres Microsoft Word-plug-in, Onlaw Link, der automatisk finder de retskilder, som brugerne anvender i deres dokumenter. Onlaws plug-in-løsning gør derved arbejdet med juridiske dokumenter mere effektivt og sikrer at korrekte juridiske referencer findes og bruges og gør det lettere at samarbejde.
Onlaw Aps vil blive fuldt integreret i Karnov Group gennem en fusion. Onlaw produkterne vil blive markedsført gennem Karnov Group Danmark og Norstedts Juridik.
Opkøbet består af en 5-årig omsætningsdelings-og earn-out aftale. Omsætningen vil kun marginalt påvirke Karnov Groups resultat for 2021, men vil indtræde med fuld virkning fra 2022.
Karnov Groups CEO, Flemming Breinholt:
“Vi ser mange interessante muligheder i at kombinere teknologien fra Onlaw med det omfattende indhold fra Karnov Group. Opkøbet passer perfekt i Karnov Groups strategi om at introducere målrettede funktioner på toppen af vores vidensplatform og øge tilgængeligheden og værdien af det indhold og den indsigt, vi leverer. Vi ser frem til at realisere potentialet af samarbejdet med Jens”.
Medejer og CEO hos Onlaw ApS, Jens Madsen:
“Onlaws indtræden i Karnov Groups produktportefølje passer som hånd i handske med vores mission om at gøre arbejdet med juridisk information nemmere. Med adgang til Karnov Groups enestående retskildesamling og helt unikke ekspertise vil vi kunne udvikle produkter, som vi før kun turde drømme om".
Jens Madsen, medejer og CEO hos Onlaw, er blevet ansat hos Karnov Group med ansvar for videreudvikling af applikationen og klargørelse til implementering på Karnov Groups juridiske vidensplatform. Integrationen af Onlaw Link i Karnov Groups produkter vil være klar henover 2021, hvorefter løsningen vil blive tilbudt som tilføjelse til Karnov Groups danske kunder og brugere. Herefter vil udviklingen til den svenske produktportefølje blive igangsat. Over tid vil et eventuelt samarbejde med andre af Karnov Groups tilknyttede brands blive undersøgt.
For yderligere information, kontakt venligst:
Karnov Group
Luise Gramkov de Kort, Group PR & Branding
Telephone: +45 22 55 77 31
Email: luise.dekort@karnovgroup.com
Onlaw ApS
Jens Madsen, medejer og CEO
Telephone: +45 60 61 59 51
Email: jens@onlaw.dk
Denne information blev frigjort til offentliggørelse den 24. februar 2021 klokken 15.00
Onlaw ApS blev grundlagt i København i 2017 med missionen om at demokratisere adgang til juridisk information. Ved hjælp af machine-learning og andre teknologier er det Onlaws mål at udvikle intelligente analyseværktøjer til jurister og advokater, der kan mindske manuelle processer og gøre det daglige arbejde mere effektivt.
Karnov Group er en førende leverandør af forretningskritisk information inden for jura, skat, revision og regnskab samt miljø, sundhed og sikkerhed i Danmark og Sverige. Med brands som Karnov, Norstedts Juridik, VJS, Notisum, Legal Cross Border, Forlaget Andersen, LEXNordics og DIBkunnskap leverer Karnov Group viden og indsigt, der gør flere end 60.000 brugere i stand til at træffe bedre beslutninger, hurtigere – hver dag. Med kontorer i København, Stockholm, Oslo og Malmø beskæftiger Karnov Group i dag ca. 240 medarbejdere. Nettoomsætning var i 2019 757 mio SEK. Karnov Group er noteret på Nasdaq Stockholm, Mid Cap segmentet under “KAR”. For mere information, besøg www.karnovgroup.com
Tags: