Bilister vil have lavpris og ubemandede tankstationer
Hvad sparet er tjent - danske bilister vil have lavpris! Derfor foretages 66,4 % af alle tankninger nu på et automatanlæg. Tendensen er klar - siden 1997 er antallet af bemandede stationer mere end halveret, og i dag er godt 2/3 af det samlede antal stationer i Danmark ubemandede. Q8 bekræfter udviklingen og åbner i denne uge F24 nummer 100. Inden året er gået er yderligere en række F24 stationer åbnet over hele landet.
Et kig på landkortet i 1997 viste, at 71 % af Danmarks tankstationer var bemandede, mens kun 29 % var ubemandede. I 2011 var tallet mere end fordoblet, og hele 66,4 % af alle stationer var ubemandede. Siden er trenden fortsat.
”Der er stadig rigtig mange, der efterspørger bekvemmelighed og gerne vil tanke på en station med en stor lækker butik. Men vi oplever klart, at danskerne også søger mod lavpris, som typisk findes på ubemandede anlæg. Derfor er vi nu i gang med et kæmpe investeringsprogram, som vi forventer at afslutte i det kommende år. Vi opgraderer alle vores stationer og vurderer i hvert enkelt tilfælde, om en station har det fornødne kundegrundlag og potentiale til at bære en bemandet Qvik To Go butik, eller om det bedre kan betale sig, at konvertere den til F24 lavpris”, fortæller kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8.
Foretrækker ubemandede anlæg
Hvor prisbevidste danske bilister er, når det kommer til brændstof, har analysefirmaet YouGov netop undersøgt for Q8[1]. Undersøgelsen viser, at selvom der kun er få ører at spare pr. liter brændstof, er det alligevel den lille besparelse, der afgør, hvor flertallet af danskerne tanker bilen op.
I alt svarer 51 % af de danske bilister, at de foretrækker at købe brændstof på et ubemandet tankanlæg, hvor prisen som regel er lavere end på en bemandet servicestation, mens kun hver tiende bilist altid tanker på den nærmeste tankstation, hvis bilen da ikke er lige ved at løbe tør.
Pris og tid er afgørende
Undersøgelsen peger på tre helt afgørende faktorer, der spiller ind på bilisternes valg af ubemandede anlæg, når de skal tanke brændstof.
”For det første foretrækker størstedelen af bilisterne et ubemandet anlæg, fordi de som regel kan tanke billigere brændstof. For det andet går det hurtigere med at tanke, og for det tredje føler bilisterne ikke, at de bliver fristet til at købe andet end, hvad de er kommet for. Så krise eller ej, danske bilister er helt klart meget prisbevidste”, fortæller Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8.
Helt præcist viser Q8s undersøgelse, at 53 % af de adspurgte bilister foretrækker de ubemandede anlæg, fordi de sparer tid på at fylde tanken – og undgår at blive fristet til at købe andre ting.
”Vilkårene for at drive conviencebutik, har ganske enkelt ændret sig” fortæller Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8 og fortsætter:
”Ikke kun er danskerne blevet mere prisbevidste, de udvidede åbningstider i supermarkeder og detailforretninger har også ændret konkurrencevilkårene, og vi skal kunne tilbyde noget andet. Derfor lancerer Q8 i sine butikker nye koncepter med frisksmurte sandwiches, beveragebar, loungemiljøer osv. Men det er ikke alle butikker, der kan bære så store investeringer, hvilket er en af årsagerne til at vi åbner flere og flere F24”.
Fakta
- Danmark har relativt få kunder pr. servicestation (2.708 indbyggere og 1.100 biler). En af de måder, hvorpå, selskaberne kan få driftsomkostningerne ned, er ved at gøre stationerne ubemandede.
- I 1997 var 71 procent (1.808) af de i alt 2.546 stationer bemandede og 29 procent (738) ubemandede. I 2011 er billedet vendt, så 33,6 procent (678) af servicestationerne er bemandende, mens 66,4 procent (1.283) er ubemandede.
- Antallet af bemandede stationer er fortsat faldende, mens antallet af ubemandede er stigende. Fra 2010 til 2011 forsvandt der således 23 bemandede servicestationer, mens der kom 17 ubemandede stationer til. Og tendensen fortsætter.
Nærmere oplysninger:
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff
Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Telefon: 45 99 21 71
E-mail: jysn@q8.dk
[1] Undersøgelsen er lavet af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1011 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år.
Tags: