Danske mænd er vilde med fuldkorn

Report this content

Halvdelen af de danske mænd spiser mere fuldkorn i dag end for bare 2-3 år siden, og fire ud af fem siger, at de foretrækker fuldkorn. Det viser en helt ny undersøgelse, som analysefirmaet YouGov har lavet for Q8.

Noget tyder på, at de danske mænd i høj grad har taget rådet om flere fuldkorn i maden til sig. I hvert svarer halvdelen af mændene i en ny undersøgelse fra YouGov – foretaget for Q8 – at de spiser mere fuldkorn i dag end for bare 2-3 år siden.

På spørgsmålet om, hvorvidt danskerne spiser mere fuldkorn nu end for 2-3 år siden, svarer 51 procent, at det gør de. Det gælder såvel mænd som kvinder, hvilket er en overraskelse, for tidligere studier har vist, at det er særdeles vanskeligt at få mænd i tale, når det gælder sundhed.

Ligeså overraskende er det, at hele 79 procent af alle mænd svarer, at de helst vælger brød med fuldkorn frem for brød uden fuldkorn, mens kvinderne er oppe på 85 procent.

Selv håndværkere vælger fuldkorn

Tendensen gør sig ikke kun gældende hjemme på tallerkenen, men også når de danske mænd køber morgenmad med på vejen. Q8, der er med i Fuldkornspartnerskabet, har som led i en ny kampagne netop lanceret to nye typer rundstykker med fuldkorn, der går som varmt brød.

”Bare for få år siden solgte vi stort set kun lyse rundstykker med birkes og spanske. Det var det håndværkerne ville have. Men der er klart sket et skift i retning af grove brødtyper og fuldkorn. Men budskabet skal serveres rigtigt. Det tager tid at ændre folks vaner, og vi har da kunder, der hver dag køber det samme, som de har fået de sidste 20 år. Og det skal de have lov til. De fleste af vores kunder er mænd og de gider ikke blive presset”, udtaler forretningschef Niels Sejer i Q8, der har fulgt udviklingen i brødsalget i de senere år.

Tankstationer påvirker valget

Simon Sjørup Simonsen, næstformand i Selskab for Mænds Sundhed, er begejstret over den sunde tendens og mener, at tankstationer kan have en positiv indvirkning på mænds valg.

”Det er et maskulint univers, og hvis man kan få fuldkorn på tanken, så er det nok OK. Mænd ved langt mindre om sygdom og sundhed end kvinder, og de bryder sig ikke om al den snak om helbred. De vil godt leve sundt. Men løftede pegefingre dur bare ikke overfor mænd. Fuldkorn skal være et positivt tilvalg – ikke en sur pligt”, udtaler Simon Sjørup Simonsen.

Også seniorrådgiver Heddie Mejborn, Fødevareinstituttet DTU, er glad for udviklingen og peger på, at ændringen kan hænge sammen med smagen.

”Der er blevet udviklet mange nye typer brød og boller med fuldkorn, som smager godt. Folk har jo før haft en masse fordomme om, at fuldkorn er noget kedeligt noget, ligesom når kvinder bare spiser salat. Og ingen har vel lyst til at være sund, hvis det ikke smager godt. Vi ved også, at det skal være nemt at være sund. Derfor er det godt, at mange butikker har fuldkorn, og det orange fuldkornsmærke er nemt at få øje på. Fuldkorn skal være nemt at få fat i, og man skal ikke tænke for meget over det”, udtaler Heddie Mejborn.

Større mæthed og bedre smag

På Q8 på Dynamovej er Per Serup, der arbejder som salgschef, netop stoppet op for at få sig et smurt fuldkornsrundstykke med på vejen – og han er enig i, at smagen har stor betydning for hans valg.

”Jeg synes det smager bedre, og så bliver jeg mere mæt, end hvis jeg spiser hvidt brød. Jeg er nødt til at have noget med bund i, ellers skal jeg spise alt for ofte. Jeg kører rundt hele tiden og lever af sådan noget wupti mad. Jeg tager altid det groveste jeg kan få. Så for mig er det godt, hvis jeg kun skal køre til tanken for at få ordentlig mad”.

Også Per Kieper, der arbejder som tømrer, har lagt de usunde vaner på hylden. Tidligere stod den på fede basser, men hans kæreste har nu påvirket ham til at droppe den fede start på dagen. I stedet vælger han nu fuldkorn, når han køber morgenmad med på vejen fra Q8:

”Det er sundere og jeg tænker mere og mere på, hvad jeg spiser. Jeg skal gerne holde længe, og man skal jo nødig blive fed af det hvide brød.

Facts om fuldkorn og Fuldkornspartnerskabet:

  • Fuldkornspartnerskabet blev sat i verden i 2009 for at få danskerne til at spise mere fuldkorn, fordi fuldkorn kan forebygge livsstilssygdomme som diabetes, hjertekarsygdomme og kræft. Partnerskabet er et samarbejde mellem erhvervsliv, myndigheder og sundhedsorganisationer og tæller i dag 29 partnere her i blandt kendte organisationer og fødevarevirksomheder. Q8 var det første olieselskab, som blev partner.
  • Voksne burde spise 75 gram fuldkorn om dagen og børn mellem 40 og 60 gram. Men i 2008, hvor DTU fremlagde en stor undersøgelse om danskernes kostvaner, stod det klart, at danskerne kun spiste halvdelen af den anbefalede dosis. En opfølgende stor undersøgelse er først færdig i starten af 2013.

Flere oplysninger kan hentes på Fuldkornspartnerskabets hjemmeside www.fuldkorn.dk

Forslag til billedtekst:
1. billede: Tømrer Per Kieper har droppet hvidt brød og basser til fordel for fuldkorn.

2. billede: ”Fuldkorn smager bedre og mætter mere”, siger salgschef Per Serup.

Nærmere oplysninger:

Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff

Kuwait Petroleum (Danmark) A/S

Telefon: 45 99 21 71

E-mail: jysn@q8.dk

Tags: