Energidrikke giver cider baghjul hos Q8
Q8s landsdækkende kæde af servicebutikker sælger næsten dobbelt så mange dåser og flasker med energidrikke som oprindelig forventet - og salget fortsætter med at stige i takt med solens og varmens ankomst
Modetrends kendes ikke kun fra tøj- og skobrancherne, hvor man ofte arbejder med fire forskellige kollektioner om året. Modetrends eksisterer i også i danskernes drikkevaner.
Det mærker man i høj grad hos Q8, der med sine 171 Q8-servicebutikker , heraf 86 Qvik To Go convenience markeder, bl.a. sælger rigtigt mange drikkevarer til tørstige kunder.
I øjeblikket er det energidrikke, som er det helt store salgshit hos Q8. Tusindvis af dåser og flasker med opkvikkende indhold går hver dag over disken, og populariteten synes ikke at stoppe lige med det samme.
"Vi havde godt nok regnet med, at energidrikke ville få et boom, men vi havde ikke forestillet os, at energidrikke fuldstændigt overhaler cider, der ellers har været det helt store hit hos kunderne i de seneste par år," siger kategorichef Mette Andersen Hamborg fra Q8.
Ifølge Q8s interne statistikker er salget af energidrikke næsten fordoblet. Det ligger således 90 pct. over budget. Det eksakte antal solgte energidrikke vil Q8 dog ikke oplyse af konkurrencemæssige årsager.
Bred trend i Danmark
Hos detailhandels-specialisterne fra Retail Institute Scandinavia kan man godt genkende Q8s erfaringer:
"Den store trend i Danmark for øjeblikket er berigede madvarer. F.eks. juice og mælk med ekstra vitaminer i. Energidrikkene er et andet eksempel på berigede madvarer, fordi mange af dem har fået tilført vitaminer - ud over store mængder koffein og sukker," forklarer konsulent Mette Skovgaard Frich fra Retail Institute afdelingen Retail Intelligence.
Hun mener også, at energidrikkenes hastige fremmarch kan relateres til, at danskerne dyrker mere motion og bruger fitness-centre. Samtidig har heftig international markedsføring af drikkene - f.eks. Red Bull i Formel 1 - gjort sit til, at energidrikke er blevet trendy. Også blandt bilisterne.
Både og hos Q8
Q8 gør en stor indsats for trafiksikkerheden i Danmark - senest som deltager i og sponsor for den store landsdækkende "Mit Hjem - Din Fart" fartkampagne*, som Rådet for Sikker Trafik står i spidsen for.
Q8 vil dog ikke relatere det boomende salg af energidrikke til danskernes trafikvaner. Energidrikke indeholder en masse koffein, guarana og andre opfriskende stoffer, men også meget sukker. Til gengæld rummer energidrikke ikke alkohol, som f.eks. cider og øl gør det.
"Vi har mange forskellige typer kunder i vores butikker. Derfor sørger vi for at have et bredt udvalg af mad- og drikkevarer. Både de sundere varianter som f.eks. fuldkonrssnacks, fuldkornsbrød, frugt og salater, men også traditionelle fastfood ting som hapsdogs, pizzaer og wienerbrød. På samme måde har vi det med drikkevarer. Energidrikke, cola og cider står derfor side om side med kildevand," forklarer Mette Andersen Hamborg.
Yderligere oplysninger fås hos:
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff
Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Telefon: 45 99 21 71
Mobiltelefon: 40 94 27 06
Email: jysn@q8.dk
Forslag til billedtekst:
Q8 sælger energidrikke som aldrig før. De opkvikkende drikke er populære hos både kvinder og mænd.
((Foto er til redaktionens fri anvendelse))
Tags: