Hver 5. dansker kører bil – selvom de er i tvivl om promillen

Report this content

Sommeren er over os, og for mange er den lig med grillaftner, havnefester og festivaler med kolde øl og drinks. Men når festen er forbi, og det er tid til at køre hjem, er mange i tvivl, om de har drukket for meget. Alligevel sætter næsten hver 5. danske bilist sig bag rattet – og kører hjem. Det viser en ny undersøgelse fra forsikringsselskabet Alka.

Bilkørsel og alkohol er en dårlig cocktail. Alligevel kører næsten hver femte dansker hjem efter en festlig aften uden at være sikker på, om de har drukket for meget. Det viser en ny undersøgelse, som analysefirmaet YouGov har lavet for forsikringsselskabet Alka[1].

”Tallene er alarmerende! Vi ved jo, at der er alkohol involveret i rigtig mange færdselsulykker. Vores anonyme undersøgelse viser, at danskerne ikke tager seriøst stilling til, om de har drukket for meget. Eller i hvert fald er de i tvivl, om de kører i påvirket tilstand, når de tager bilen hjem. Det er skræmmende”, udtaler Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Klokkerent viser undersøgelsen, at 18 procent af danske kvinder og mænd har oplevet at være usikre på, om de er under den tilladte promille på 0,5 procent, når de kører hjem fra en festlig anledning.

Ældre mænd er de værste

Værst er mændene, hvor 25 procent kører bil, selvom de ikke er sikre på, at promillegrænsen er overholdt. Og allerværst er mænd mellem 55 og 74 år. Her oplyser hele 21 procent, at de ikke altid er sikre på, at de overholder promillegrænsen, mens det ’kun’ er 16 procent af de 18 til 34-årige mænd, der kører bil, hvis de er usikre på promillens størrelse.

”Det er stik mod forventningen. De unge får skyld for meget i trafikken, men de er åbenbart mere påpasselige, når det gælder kobling af kørsel og alkohol”, udtaler Lise Agerley fra Alka.

’Kun’ hver 10. kvinde kører bil, hvis de er i tvivl, om promillen er for høj.

Højsæson for spiritusulykker

Resultaterne af undersøgelsen får nu Alka til at opfordre danskerne til at være ekstra opmærksomme på hinanden i sommermånederne, der er højsæson for spiritusulykker[2].

”Undersøgelsen viser, at mange af os er i tvivl, om vi har drukket for meget, når vi tager bilen hjem. Derfor vil vi gerne opfordre folk til at gribe ind, hvis man har mistanke om, at nogen har planer om at køre hjem i påvirket tilstand. Og hvis man selv er det mindste i tvivl, så lad bilen stå. Risikoen for at komme ud for en ulykke eller forårsage skader på andre er ganske enkelt for stor”, lyder det fra Lise Agerley fra Alka, og hun understreger samtidigt, at det kan koste dyrt, hvis man er involveret i spirituskørsel.

Forsikringen dækker ikke!

"Ikke nok med, at man sætter sit eget og andres liv på spil, så kan det også blive en meget dyr køretur. Hvis du har drukket over den tilladte promille, dækker din kaskoforsikring ikke skader på din bil. Din ulykkesforsikring dækker heller ikke, hvis du er beruset og kommer til skade. Og ansvarsforsikringen dækker kun de skader, du forvolder over for 3. mand f.eks. en cyklist, fodgængere, andre biler eller andet”, fortæller Lise Agerley fra Alka.

Grib ind!

Alka giver følgende gode råd med på vejen, hvis man skal til sommerfest med kolde øl og drinks på bordet.

”Det er altid en god idé at aftale, hvem der kører hjem, inden man tager til fest. Så ved man, hvem der skal holde igen, og det giver chaufføren et vis ansvarsfølelse. Oplever man, at en person vil køre hjem efter at have drukket, så spørg om vedkommende er sikker på, at han eller hun er i stand til det. Tilbyd eksempelvis at ringe til en taxa eller foreslå, at vedkommende kan sove på sofaen”, lyder rådene fra Alka.

Gode råd mod spirituskørsel

Sommeren er højsæson for grillfester med kolde øl og drinks på bordet – desværre er det også højsæson for spiritusulykker på de danske veje, derfor kommer forsikringsselskabet Alka med disse råd.

  • Sørg altid for at aftale, hvem der kører hjem – inden festen starter. Man mister hurtigt overblikket over antallet af genstande, når man er begyndt at drikke.
  • Hvis du har drukket og er det mindste i tvivl, om du har drukket for meget, så lad bilen stå.  
  • Har du mistanke, om at en person har drukket for meget, så grib ind. Spørg eksempelvis, om du ikke skal ringe efter en taxa eller tilbyd, at vedkommende kan overnatte på sofaen.
  • Vent med at køre bil til næste eftermiddag, hvis du har været til en våd fest. Det tager ofte længere tid, end du tror, at forbrænde alkoholen i kroppen. Hvis du er i tvivl, så lad bilen stå.
  • Hvis du ikke kan forhindre en spritbilist i at køre, så ring til politiet.

Kilde: Alka

For mere information kontakt:

Lise Agerley, Kommunikationschef i Alka

Telefon: 43 58 59 11 / mobil: 40 21 01 77

Mail: lag@alka.dk


[1] YouGov har spurgt et repræsentativt antal på 1.000 danskere.

[2] Ifølge Sikkertrafik http://www.sikkertrafik.dk/I-bil/Alkohol/Tal-og-statistik-om-spritkoersel.aspx

Tags: