Q8 sparer 18,7 pct. på strømforbruget

Report this content

Pressemeddelelse

Birkerød, den 7. juni 2010

Q8 sparer 18,7 pct.
på strømforbruget

Klimapolitik,der involverer alle dele af olieselskabets danske aktiviteter, bærer frugt. Næste trin bliver en klimaskole for medarbejderne. Q8s første klimarigtige servicestation er en stor succes

Det kan betale sig at kigge sit energiforbrug efter i sømmene og involvere alle medarbejdere aktivt i virksomhedens klimapolitik.

Hos olieselskabet Q8, der har knap 3.000 medarbejdere på landsplan, kan man nu - knap et år efter indførelsen af en klimapolitik - se konkrete resultater af anstrengelserne.

På Q8s hovedkontor i Birkerød er strømforbruget således faldet med imponerende 18,7 pct, og på Q8s første klimarigtige servicestation - placeret på Tagensvej i København - er energiforbruget sågar 36 pct. lavere end på en almindelig servicestation.

Q8s klimatiltag er en vigtig del af selskabets grundlæggende "omtanke strategi", der går igen i alle aktiviteter, som Q8 foretager sig - både over for kunder, medarbejdere, miljø og samfund.

18,7 pct. kan blive til mere
Q8 Danmark satte sig sidste år et mål om at opnå energibesparelser på 10 pct. ved udgangen af 2010. På firmaets hovedkontor, der er placeret i en energioptimeret bygning, var målet fem pct.

Dette mål mere end tredoblede Q8s hovedkontor allerede i regnskabsåret 2009/2010, der sluttede med udgangen af april. I det forløbne år skar Q8 således 18,7 pct. af elforbruget sammenlignet med året før. Den samlede strømbesparelse var på 130.347 kWh - svarende til ca. 50 ton CO2.

Q8s store strømbesparelse er opnået efter en systematisk gennemgang af firmaets tekniske installationer og medarbejdernes daglige rutiner omkring f.eks. slukning af udstyr ved arbejdstids slut.

Q8 har bl.a. indført elspareskinner på alle pc'er på hovedkontoret, lysfølere på trapper, bedre styringsautomater på køleanlæg, en bedre regulering af lufttilførslen til bygningens centrale atrium og bedre vaner og rutiner for at slukke lys, maskiner osv.

De første par måneder af Q8s nye regnskabsår viser, at strømbesparelsen fortsætter. Dertil kommer, at Q8 stadig søger efter områder i den daglige drift, hvor der kan spares yderligere på elforbruget. Det gælder f.eks. en løbende udskiftning til mere strømbesparende computere, skærme mv.

Servicestationen sparer 36 pct.
I oktober sidste år åbnede Q8 landets første klimarigtige servicestation. Det skete på Tagensvej i København, hvor servicestationen allerede fra dag ét viste sin effektivitet.

Servicestationen har således 36 pct. mindre strømforbrug end en traditionel servicestation. De store besparelser er bl.a. opnået ved at benytte miljørigtige sparekøleskabe, LED-belysning og ovenlysvinduer i servicestationens Qvik to Go butik og udendørs LED-lamper.

Q8 har indrettet servicestationen på Tagensvej med den nyeste generation vaskehal, der kun anvender 30-40 liter rent vand pr. bilvask mod de sædvanlige 110 liter. Selve vaskehallen opvarmes af overskudsvarme fra køleskabene i butikken.

Q8 bruger Tagensvej til at prøvekøre nye ideer og miljørigtige teknologier, inden de rulles ud på olieselskabets øvrige servicestationer landet. Det gælder også landets første gratis cykelplejeplads, der er indrettet på Tagensvej-stationen. Cykelplejepladsen er indrettet med bl.a. lift og er hurtigt blevet populær blandt cyklisterne i lokalområdet.

Del af Q8s omtanke strategi
Klima- og miljørigtige initiativer er en vigtig del af Q8s "Mission Omtanke" - en grundlæggende strategi, der går igen i alle Q8s aktiviteter.

Omtanke strategien ses bl.a. i Q8s tætte samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, underskrivelsen af European Road Safety Charter og Q8s medlemsskab af Hold Danmark Rent initiativet.

Q8 er også i gang med at indrette en særlig Klimaskole, som alle selskabets medarbejdere landet over skal gå i. Klimaskolen afvikles som del af Q8s e-learning platform, der er en af Danmarks mest avancerede og succesrige.

Q8 driver 176 servicestationer under Q8 varemærket, 57 ubemandede F24 automatanlæg og 32 International Diesel Service (IDS) anlæg i Danmark. Desuden sælger Q8 olieprodukter via autobranchen ,fyringsolie direkte til f.eks. villaejere og boligselskaber samt andre olietyper til industri, landbrug, skibsfart og transportbranchen.

Nærmere oplysninger:
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff
Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Telefon: 45 99 21 71
Mobiltelefon: 40 94 27 06
Email: jysn@q8.dk

 

 

KommunikationsGruppen

Leif Bomberg KommunikationsGruppen as Lille strandstræde 18P 1254 københavn K Telefon 33 98 00 00

Tags:

Dokumenter og links