Vis ikke sommerferiebillederne på Facebook!

Report this content

Rigtig mange danskere går på ferie i disse dage og tager ud at rejse med løbende opdateringer fra feriestedet. Men en opdatering og en masse feriebilleder på Facebook, der afslører, at du er ude at rejse, kan koste dig dyrt! For det første kan du friste indbrudstyve – og for det andet kan du risikere, at forsikringen ikke dækker, hvis du selv har ’inviteret’ dem indenfor over Facebook, oplyser forsikringsselskabet Alka.

Det er fristende, men lad vær´! En opdatering på Facebook om, hvor du holder sommerferie, krydret med en masse dejlige billeder fra stranden, kan være en direkte invitation til indbrudstyvene. De holder nemlig ikke sommerferie og bruger alle kneb for at finde ud af, hvor de kan gå på rov – også internettet.

”Rigtig mange af os uploader billeder på Facebook og laver statusopdateringer om, hvor vi er på ferie. Men man bør tænke sig en ekstra gang om, før man annoncerer den slags på de sociale medier. Indbrudstyvene bruger alle de metoder, de har til rådighed for at finde ud af, om vi er hjemme, så de har arbejdsro. Det gælder også internettet, der ofte er en direkte kilde til den slags informationer”, lyder det fra Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Kan koste dig dyrt!

Har du annonceret, at du er ude at rejse og har uploadet billeder på Internettet, kan det koste dig dyrt. Du kan risikere, at din forsikring ikke dækker, hvis du bliver udsat for indbrud, og tyven har fået hjælp fra dig via Facebook.

”Hvis du har uploadet feriebilleder og skrevet, at du er ude at rejse, og at nøglen ligger under måtten ved hoveddøren, kan det betegnes som grov uagtsomhed. Man kan sammenligne det med, at du ikke har låst din hoveddør eller ikke har lukket dine vinduer. I disse tilfælde dækker din forsikring ikke, fordi du ikke har sørget for at sikre dig ordentligt mod indbrud”, udtaler Lise Agerley fra Alka.

Hold mund på Facebook

Alkas bedste råd er, at man meget nøje overvejer de informationer og billeder, man lægger ud på Internettet.

”Først og fremmest er det en rigtig god idé at tjekke sine private indstillinger på Facebook, så du ved, hvem du deler dine informationer med. Sørg for, at din profil er ’lukket’, så kun dine ’accepterede venner’ kan kigge med på din profil. Har du mange bekendte, så sørg for, at de ikke kan se hele din profil og følge med i alt, hvad du foretager dig. Det allerbedste råd er at droppe de løbende opdateringer om, hvor du er i verden, så du ikke frister svage sjæle”, lyder rådene fra Alka.

Tjekker Alka kundernes Facebook profiler?

Selvom rigtig mange danskere bruger de sociale medier til at informere om deres gøren og laden, har Alka ikke tænkt sig at gå ’under cover’ for at afsløre, om deres kunder selv har inviteret indbrudstyven ’indenfor’.  

”Vi opretter ikke falske profiler for at tjekke, om vores kunder har været lidt for ivrige med at fortælle om deres sommerferieplaner. Men indrømmer man selv, at man har lagt feriebilleder på nettet og lavet et hav af rejseopdateringer på de sociale medier, eller hvis politiet fanger en tyv, der fortæller, at vedkommende har fundet oplysningerne på Facebook, så kan vi i princippet afvise forsikringskravet med uagtsomhed”, udtaler Lise Agerley fra Alka.

Undgå indbrud, når du er ude at rejse

Indbrudstyvene går stort set efter de samme ting året rundt – alt fra mobiltelefoner, bærbare pc’ere, iPods, iPads, spillekonsoler til kontanter, designermøbler og smykker er i høj kurs. Tyvene går især efter let omsættelige mærkevarer. Så når du er ude at rejse, er det vigtigt at gøre det så besværligt som muligt for indbrudstyvene, lyder rådet fra Alka.

  • Tænk over hvad du skriver på Facebook – en opdatering om, at du er ude at rejse kan være en direkte invitation til indbrudstyve
  • Sørg for, at alle vinduer og døre er lukkede og låste, når du forlader dit hjem – også selvom vinduer/døre befinder sig på 1. sal eller højere
  • Sæt tyverialarmer op, de skræmmer langt de fleste indbrudstyve væk
  • Lås hoveddøren – og sørg for stabile låse
  • Sæt et tænd-og-sluk-ur til at tænde lys og radio, når du ikke er hjemme
  • Få din nabo til at tømme postkassen og fylde affald i din affaldsspand, så det ser ud som om, at du er hjemme
  • Sørg for, at der er en bil i din carport
  • Sæt friske potteplanter i vindueskarmene, så huset ikke ser forladt ud
  • Mærk dine ting, så er der større sandsynlighed for, at du får dem tilbage efter indbrud.

Kilde: Alka

FOR YDERLIGERE INFORMATION:

Lise Agerley, Kommunikationschef i Alka

Direkte: 43 58 59 11 / Mobil: 40 21 01 77

lag@alka.dk

Tags: