Brug påsken på at vinde 270.000 kr.
Slutspurten til Klima-DM er startet. Påsken kan bruges til at udvikle idéer, eller man kan gribe penslen, blyanten eller noget helt tredje og gennem sin kreativitet inspirere danskerne til at nedsætte udslippet af CO2. Den 1. maj er sidste chance for at indsende forslag.
Slutspurten til Klima-DM er startet. Påsken kan bruges til at udvikle idéer, eller man kan gribe penslen, blyanten eller noget helt tredje og gennem sin kreativitet inspirere danskerne til at nedsætte udslippet af CO2. Den 1. maj er sidste chance for at indsende forslag.
Med under én måned tilbage til afslutningen på Danmarksmesterskabet i klima, er det ved at være sidste chance for at få indsendt sit bidrag til den landsdækkende konkurrence Klima-DM i kategorierne Kreativitet, Handling og Teknologi.
Foreløbigt er der indsendt adskillige hundrede forslag fra hele landet, men der er stadig gode chancer for at komme i betragtning til de 3 x 20.000 kr. der er på spil i hver region, for derefter at få chancen til at gå videre til finalen, hvor præmien er på 250.000 kr.
- Klima DM er en mulighed for at engagere danskerne til at komme med idéer, der kan nedsætte vores CO2-udslip. Der er allerede kommet mange gode ideer, men jeg er sikker på, at der findes endnu flere ude omkring i de danske hjem. Her er påsken med sine helligdage en god lejlighed til at komme med de rigtige idéer og vinde en masse penge, siger Finn Mortensen, direktør i Klimakonsortiet.
Kenneth Meller Valeur deltager i Klima DM. Han står bag idéen om at bruge den velkendte kostpyramide på en ny måde. Hvor kostpyramiden har kød i toppen, og kartofler, ris og gryn i bunden, har klimapyramiden flyrejser i toppen og offentlig transport, cykling, og udendørs tørring af tøj i bunden. Den symboliserer altså, at vi skal minimere vores brug af de klimatunge udskejelser, der er placeret i toppen af pyramiden til fordel for at tage bussen eller toget og derved påvirke klimaet mindre, som man gør i bunden af pyramiden.
- Det er min forventning, at en øget forståelse af klimaproblemets alvor vil øge interessen for at ændre adfærd og skabe øget efterspørgsel af nye teknologier og hybride løsninger. Jeg vil gerne være med til at oplyse om de reelle muligheder, man har for at gøre noget selv, og nogen af de alternativer der er på tegnebrættet, - selv om teknologien ikke er helt på plads endnu, skriver Kenneth Miller Valeur på Klima-DMs hjemmeside.
Klima-DM er danmarksmesterskabet i klimaløsninger. Alle kan deltage i Klima-DM. Både enkeltpersoner, grupper, organisationer, virksomheder og klubber. Man kan deltage i kategorierne Handling, Teknologi og Kreativitet. Bidragene konkurrerer først i regionerne om 20.000 kroner i hver kategori, hvorefter vinderne går videre til den nationale finale om 3 x 250.000 kroner. Sidste frist for bidrag til Klima-DM er den 1. maj 2009 klokken 12. Der er finale den 12. juni 2009. Klima-DM arrangeres af Klimakonsortiet.
Læs mere om Klima-DM på hjemmesiden www.klima-dm.dk
Yderligere kontakt
Finn Mortensen, direktør, Klimakonsortiet 22 49 65 11
Søren Gisselmann, projektmedarbejder, Klimakonsortiet, 22 49 65 15
Tags: