Danmarksmestrene i Klima-DM er fundet
En underholdende aften på Folketeatret i København dannede fredag rammerne for finalen i Klima-DM. Her overrakte HKH Kronprinsen diplomet for danmarksmesterskabet samt 250.000 kr. til hver af de tre vindere Peter Frödin, Jimmy Jørgensen, Anders Lund Madsen og Baal var blot nogle af dem, der stod for de underholdende indslag i forbindelse med kåringen af vinderne af Klima-DM. Klimakonsortiet, der står bag konkurrencen, har været glade for den store opbakning danskerne har vist. - Det har været en fornøjelse at følge med i Klima-DM og al den aktivitet, konkurrencen har skabt. Jeg er sikker på, at, vi med Klima-DM har fået sendt et vigtigt signal om, at der er brug for alle, hvis vi skal løse fremtidens klimaudfordringer. Både når det handler om at ændre adfærd, at engagere andre mennesker og at finde nye teknologier og løsninger, siger direktør for Klimakonsortiet, Finn Mortensen. Vinderne i kategorien handling blev Thorbjørn Stenholm, Søren Vinding, Pelle Klit Christensen og Birgitte Clausen fra Bornholm. De har sammen udviklet Agenda Byen, som er et rollespil rettet mod børn. Dommer Uffe Elbæk fra Kaospiloterne begrundede valget ved at sige: - Agenda-byen er et velbeskrevet projekt, der rummer et stort pædagogisk potentiale. Sammen med skolen og lokalsamfundet kan Agenda-byen rette et markant og blivende fokus mod klimaproblematikken. Vinderne i kategorien teknologi blev Søren Badstue og Lars Thøgersen fra firmaet Smart Parts Nordic fra Hovedstaden. De har fundet på dækventilen Quickfill, som sikrer korrekt dæktryk, forbedrer sikkerheden og formindsker CO2-udslippet. Dommer Christian Stadil, der er direktør i Hummel, motiverede valget ved at sige: - Vinderbidraget er et fantastisk eksempel på, hvordan små ting kan være meget afgørende for fremtidens klima. Det sætter fokus på én af de ting fra vores hverdag, som vi meget sjældent tænker på kan have indflydelse på vores klimabelastning og kommer med en simpel, billig løsning, der nemt kan udbredes til hele verden. Vinderne i kategorien kreativitet blev Joakim Rex, Thomas Simon og Peter Martin fra Midtjylland. De har udviklet computerspillet Den enes nød, den anden brød. Dommer Monica Ritterband motiverede valget med ordene: - Ved hjælp af stærke, kunstneriske virkemidler – provokation, interaktion og underholdning – formår Den enes nød, den andens brød at ramme bredt med sit budskab. Bidraget besidder et stort potentiale. Læs mere om Klima-DM på www.klima-dm.dk Yderligere oplysninger: Finn Mortensen, direktør, Klimakonsortiet, tlf.: 22 49 65 11 Søren Gisselmann, projektkoordinator, Klimakonsortiet, tlf.: 22 49 65 15
Tags: