Danskerne til kamp for klimaet
Alle skal engageres i kampen for klimaet, det er budskabet i DM i klima, hvor danskerne kan komme med deres bud på gode klimaløsninger og vinde 250.000 kroner.
Danskerne til kamp for klimaet
Alle skal engageres i kampen for klimaet, det er budskabet i DM i klima, hvor danskerne kan komme med deres bud på gode klimaløsninger og vinde 250.000 kroner.
Klima-DM er en landsdækkende konkurrence, der skal få danskerne til at engagere sig i kampen for klimaet. Den idérigdom og kreativitet, der eksisterer på arbejdspladser og virksomheder, i familier og foreninger, i skoler og sportsklubber skal udfoldes. Klima-DM giver danskerne mulighed for at fremvise deres idéer til gode klimaløsninger og konkurrere om titlen som dansk mester i klimaløsninger.
- Klimaudfordringen stiller store krav til os alle både på arbejdspladsen og i hjemmet. I Danmark er vi allerede langt fremme med at finde løsninger på mange af de problemer, vi står over for. Men jeg er helt sikker på, at der rundt omkring i landet gemmer sig en masse opfindsomme, inspirerende og kreative idéer til, hvordan vi tackler klimaudfordringen. De idéer skal vi have frem i lyset, og det er derfor jeg støtter op om Klima-DM, siger Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, som er ambassadør for Klima-DM.
Der er mulighed for at stille op i tre forskellige kategorier i Klima-DM: Handling, Kreativitet og Teknologi. I første omgang konkurrerer deltagerne i de 6 regioner, hvor vinderne af hver kategori får 20.000 kroner, hvorefter de går videre til den landsdækkende finale om 250.000 kroner.
Regionen Nordjylland har rigtig mange kompetencer på klima- og energiområdet. For eksempel er 5 nordjyske kommuner blevet udnævnt til klimakommuner – og der er flere på vej.
Under Klima-DM afholder Region Nordjylland en række forskellige arrangementer. For eksempel events, infomøder, minikonferencer, virksomhedsprofiler og kreativitetscamp for børn og unge, hvor regionens ressourcer inden for oplevelsesøkonomi og kreativitet rigtig kan komme i spil.
Også H.K.H. Kronprins Frederik er ambassadør for Klima-DM, sammen med Joachim B. Olsen, danmarksmester i kuglestød, Christian Stadil, direktør for Hummel, Anette Heick, tv-vært og forfatter og skuespiller Waage Sandø.
Klima-DM sættes i gang ved en event på Københavns Hovedbanegård tirsdag morgen, hvor blandt andet Lene Espersen cykler ”kilometer for klimaet”.
Klima-DM arrangeres af Klimakonsortiet i samarbejde med Region Midtjyllands Vækstforum.
Få flere oplysninger på www.Klima-DM.dk, hvor det også er muligt at se de foreløbige bidrag.
Pressekontakt Søren Falck, Landbrugsraadets kommunikationsafdeling, 30 27 72 92