17. februar 2010
Ny kommunikationsdirektør til Landbrug & Fødevarer
Landbrug & Fødevarer har ansat Louise Ry (53) som ny kommunikationsdirektør fra 1. april 2010. Louise Ry har erfaringer fra både den internationale og nationale bureauverden og har tillige været kommunikationsdirektør i TDC. Louise Ry har senest virket fra sit eget konsulentfirma: RY Ledelse og Kommunikation. - Som ny erhvervspolitisk organisation vil Landbrug & Fødevarer styrke indsatsen for at etablere sig i bevidstheden hos politikere, forbrugere, journalister og andre interessenter, siger adm. direktør Carl Aage Dahl. - Louise Ry skal bidrage til at synliggøre den betydning, som erhvervet bidrager med både i form af viden, udvikling og arbejdspladser og som dynamisk vækstmotor uden for storbyområderne. Vi vil gerne være med til at sætte dagsordenen på de mange områder, hvor fødevareerhvervet kan spille en aktiv rolle i løsningen af fremtidens udfordringer, fortsætter Carl Aage Dahl. - Endelig er Landbrug & Fødevarer en ny organisation, der konstant skal arbejde for, at medlemmer og medarbejdere kan få det optimale udbytte af arbejdet i en samlet organisation. Kommunikationen er en del af løsningen, så vi glæder os til at få Louise Ry om bord, fastslår Carl Aage Dahl. Louise Ry tilfører organisationen mere end tyve års erhvervserfaring inden for kommunikation og ledelse og bidrager således med en bred vifte af kompetencer. Louise Ry har tidligere arbejdet med opgaver for erhvervet. Louise Ry tiltræder som kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer den 1. april. Yderligere oplysninger: Administrerende direktør Carl Aage Dahl - Tlf. 2015 0088 Kommunikationsdirektør Louise Ry - Tlf. 4041 3502