Gode råd om landbrugsdrift er gratis – for en dag
En ny undersøgelse fra Landbrugsraadet viser, at tre ud af fire landmænd ønsker større risikoafdækning. Rådgivnings- og udviklingschef i LandboSyd mener, at årsagen hertil skal findes i en turbulent markedssituation med svingende priser på salg- og indkøbssiden.
Gode råd om landbrugsdrift er gratis – for en dag
En ny undersøgelse fra Landbrugsraadet viser, at tre ud af fire landmænd ønsker større risikoafdækning. Rådgivnings- og udviklingschef i LandboSyd mener, at årsagen hertil skal findes i en turbulent markedssituation med svingende priser på salg- og indkøbssiden.
Dansk landbrug har i de senere år været præget af store prisudsving på blandt andet råvarer. I den forbindelse afholder Landbrugsraadet, Dansk Landbrug og Nordea en række møder rundt om i landet med usikkerhed i landbruget som det gennemgående tema. Mandag den 26. januar lægges vejen forbi Sønderjyllandshallen i Aabenraa.
Forud for møderne har Landbrugsraadet i samarbejde med Nordea lavet en undersøgelse blandt økonomiske rådgivere i landbruget. Rapporten sætter fokus på, at der er stor interesse og behov for rådgivning om håndtering af usikkerhed i landbruget, da tre ud af fire landmænd ønsker større risikoafdækning. Dette indikerer således, at risiko er blevet en del af landmandens hverdag.
Rådgivnings- og udviklingschef i LandboSyd, Anders Andersen, er opmærksom på en mere turbulent markedssituation med svingende priser på salg- og indkøbssiden.
- Før i tiden købte næsten alle landmænd til samme pris, men dette har ændret sig. Som konsekvens heraf ser vi eksempelvis større udsving i den enkelte bedrifts indtjeningsevne, der i sidste ende kan påvirke bedriftens overlevelse på sigt. Det er selvsagt vigtigt at være opmærksom på ændringerne og reagere på disse, siger Anders Andersen.
Hele 80 pct. af de adspurgte rådgivere mener, at svingende priser skaber usikkerhed, og at landmændenes vigtigste instrument til at styre usikkerheden er de kontrakter, de indgår om salg af korn og andre produkter, eller om køb af foder, gødning eller korn.
Forbavsende få søger hjælp
Det er de økonomiske rådgiveres vurdering, at forbavsende få landmænd benytter en rådgiver i forbindelse med drøftelse af usikkerhed i landbruget. Mange landmænd har slet ingen bevidst strategi for bedriften.
- Mange landmænd er bidt af erfaring og sædvane, men den udvikling som vi ser på markedet betyder samtidig, at flere og flere landmænd efterspørger rådgivning og strategi. Dette ser jeg som en positiv udvikling, og af den grund har vi stiftet selskabet Agrocura, siger Anders Andersen.
Agrocura er en professionel finansiel handelsvirksomhed, grundlagt og ejet af landboforeningerne LandboNord og LandboSyd.
- Vores svar på den stigende usikkerhed i landbruget er Agrocura, der hjælper den enkelte landmand med en professionel og systematisk risokoafdækning. Det er de færreste landmænd, der i dag har tiden eller overskuddet til at varetage systematisk risikoafdækning ved siden af driften, siger Anders Andersen.
For yderligere information kontakt:
Konsulent Anne-Sofie Grølsted, Kommuniaktionsafdelingen i Landbrugsraadet, tlf. 33 39 42 98