Lort fra landbruget vinder reklamepris
Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer vandt tirsdag Jyllands-Postens Aurorapris for årets bedste annonce. Det skete i kategorien ”Årets publikumspris”.
Annoncen er en del af Landbrug & Fødevarers image-kampagne, Fremtiden er ikke så sort, som den har været. Den viser en lort med teksten ”Ok, vindmøller er pænere at se på, men de producerer ikke nær så meget energi”. Kampagnen har til formål at åbne danskernes øjne for det bidrag, landbrugs- og fødevareerhvervet tilfører det danske samfund, samt at signalere, at erhvervet søger dialog.
”Vi er stolte og beærede over, at læserne har valgt netop den annonce blandt de flotte nominerede reklamer,” siger kommunikationsdirektør Susanne Hegelund, Landbrug & Fødevarer. ”Den fortæller med et glimt i øjet, at erhvervet kan bidrage med andet til samfundshusholdningen end sunde fødevarer, arbejdspladser og eksportindtægter, nemlig genbrugsenergi.”
Udover at det danske fødevareerhverv på lange stræk er i verdensklasse, hvad angår innovation og kvalitet, udgør det med 145.000 beskæftigede og eksport for over 100 milliarder kroner en vægtig faktor i samfundsøkonomien.
Baggrunden for vinderannoncen er, at biomasse og biogas i 2009 udgjorde omkring tre fjerdedele af Danmarks produktion af vedvarende energi. Husholdningsaffald samt halm, biogas og biobrændstoffer fra landbruget udgjorde alene 40 procent af den samlede produktion af vedvarende energi.
Landbrug & Fødevarer havde endnu en annonce med i Aurora-finalen, nemlig en reklame med en latex-klædt dame iført pisk med teksten ”Hvad mælkebøtter også kan bruges til”. Baggrunden for denne annonce er, at danske mælkebøtter har et potentiale i latex-fremstilling, da den sydøstasiatiske naturgummi er under pres på grund af høje priser på udvinding.
Det er reklamebureauet Mensch, der står bag kampagnen, som løber to år endnu med annoncer i dagblade, udendørs reklamer samt tv-reklamen ”Der er et yndigt land…” med Jørgen Leth som speaker.
Henvendelse:
Kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer, Susanne Hegelund 4032 6816
Den ene af L&Fs annoncer viser et billede af en lort med teksten, "Ok, vindmøller er pænere at se på, men de producerer ikke nær så meget energi."
Og så er der den med kvindeben i latex og budskabet "Hvad mælkebøtter også kan bruges til."
Jyllands-Posten for 41. gang uddelte Auroraprisen til årets bedste printannoncer