Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling 16. marts 2021
Hermed indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i
LED iBond International A/S
CVR-nr. 36041609
(“Selskabet”)
den 16. marts 2021, kl. 10.00,
til afholdelse elektronisk med følgende
Dagsorden
- Bemyndigelse til bestyrelsen til kontant kapitalforhøjelse
- Valg til bestyrelsen
- Bemyndigelse
Bestyrelsen vil i overensstemmelse med vedtægternes pkt. 5.6 udpege advokat Stine Bernt Stryhn som dirigent for generalforsamlingen.
Ad 1. Bemyndigelse til bestyrelsen til kontant kapitalforhøjelse
Der stilles forslag om at bemyndige Selskabets bestyrelse til ad én eller flere omgange at forhøje Selskabets kapital mod kontant betaling, jf. selskabslovens § 155, stk. 1.
Følgende foreslås at være gældende for bemyndigelsen, jf. selskabslovens § 155, stk. 3, jf. § 158:
- Kapitalforhøjelsen sker ved kontant indskud.
- Bemyndigelsen er gældende indtil 15. marts 2026.
- Aktiekapitalen kan maksimalt forhøjes med i alt nominelt kr. 158.648,25.
- Der kan ikke ske delvis indbetaling.
- Nye kapitalandele skal tilhøre samme klasse som eksisterende kapitalandele.
- Eksisterende kapitalejer skal have fortegningsret.
- Der skal ikke gælde nogen indskrænkning i fortegningsretten knyttet til de nye kapitalandele ved fremtidige kapitalforhøjelser.
- Der skal ikke gælde indskrænkninger i den nye kapitalandeles omsættelighed.
- De nye kapitalandele skal være omsætningspapirer og lyde på navn.
Bemyndigelsen foreslås indsat i vedtægternes pkt. 3.3, jf. vedlagte opdaterede vedtægter.
Ad 2. Valg til bestyrelsen
Martin Kjær Hansen forslås valgt til bestyrelsen.
Martin Kjær Hansen er Vice President, Head of Group Business Finance hos ISS A/S. Hans professionelle virke er centreret om den internationale service industri og kapitalmarkederne – senest som Head of Investor Relations hos ISS A/S samt Næstformand i Dansk Investor Relations Forening (DIRF) og tidligere som analytiker hos Jyske Bank. Martin Kjær Hansen har en Master’s i Economics & Auditing (Cand. Merc. Aud.) samt en Master’s i Finance & International Business (Cand. Merc. FIB).
I overensstemmelse med selskabslovens § 120, stk. 3, oplyses det, at Martin Kjær Hansen ikke har andre ledelseshverv.
Hvis Martin Kjær Hansen vælges til bestyrelsen, vil Claus Østergaard Pedersen samtidig udtræde af bestyrelsen.
Ad 3. Bemyndigelse
Bestyrelsen foreslår at bemyndige dirigenten med fuld substitutionsret til at anmelde det på generalforsamlingen vedtagne til Erhvervsstyrelsen.
***
Elektronisk generalforsamling
Den ekstraordinære generalforsamling afholdes som en elektronisk generalforsamling i overensstemmelse med pkt. 8 i Selskabets vedtægter.
Elektronisk deltagelse i generalforsamlingen vil finde sted via en portal, der er faciliteret af VP Securities A/S. Aktionærer, som ønsker at deltage i den elektroniske generalforsamling, skal anmode om at deltage i henhold til tidsfristen for bestilling af adgangskort i vedtægternes pkt. 7.2 senest fredag den 12. marts 2021, kl. 23.59.
Tilmelding
En kapitalejer med møde- og stemmeret i henhold til vedtægternes pkt. 7.1, er berettiget til at møde på generalforsamlingen, når vedkommende senest fredag den 12. marts 2021, kl. 23.59 har tilmeldt sig.
Tilmelding kan ske via VP Securities A/S’ hjemmeside, www.vp.dk/gf.
En aktionær eller en fuldmægtig kan deltage på generalforsamlingen med en rådgiver, forudsat at der er anmodet om deltagelse for rådgiveren.
Bekræftelse på tilmelding vil blive sendt via e-mail til den e-mailadresse, aktionæren har oplyst i forbindelse med tilmelding.
Oplysninger om fremgangsmåden i forbindelse med elektronisk deltagelse, links til portalen, og information om minimumskrav til de anvendte elektroniske systemer vil forud for generalforsamlingen blive udsendt via e-mail til aktionærer, der har tilmeldt sig til generalforsamlingen.
VP Securities A/S’ portal kan tilgås via smartphone, tablet eller computer. Portalen giver aktionæren mulighed for at følge den ekstraordinære generalforsamling samt stille spørgsmål og afgive stemmer under livewebcasten.
Hver aktionær er ansvarlig for at sikre, at aktionæren har en smartphone, tablet eller computer med en Evergreen-browser (Edge, Chrome, Firefox eller Opera), og at aktionæren på tidspunktet for generalforsamlingen har en tilstrækkelig og funktionsdygtig internetforbindelse.
Da afstemning og kommunikation på generalforsamlingen foregår elektronisk, kan der opstå forsinkelser på de elektroniske linjer. I yderste konsekvens kan disse forsinkelser vare op til et minut. Selskabet påtager sig ikke ansvar for, at en aktionærs spørgsmål, kommentarer, ændringsforslag eller afgivne stemmer fremkommer rettidigt til at blive taget i betragtning ved det relevante dagsordenspunkt.
Vedtagelseskrav
Vedtagelse af forslaget under dagsordenens pkt. 1 kræver tiltrædelse af mindst 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede kapital, jf. vedtægternes pkt. 7.4 og selskabslovens § 106, stk.1.
Vedtagelse af forslagene under dagsordenens pkt. 2 og 3 kræves simpel majoritet, jf. vedtægternes pkt. 7.4 og selskabslovens § 105.
Aktiekapitalens størrelse og stemmeret
Selskabets aktiekapital andrager nominelt kr. 634.593 fordelt på aktier á kr. 0,05. Hver kapitalandel på DKK 0,05 giver én stemme på generalforsamlingen, jf. vedtægternes pkt. 7.3.
Møde- og stemmeret til den ekstraordinære generalforsamling den 16. marts 2021 tilkommer i henhold til vedtægternes pkt. 7.1. kapitalejere, som på registreringsdatoen, tirsdag den 9. marts 2021 (kl. 23:59), er noteret som aktionær i ejerbogen.
Yderligere information
Indkaldelsen indeholdende oversigt over det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen og den formular, der skal anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt eller brevstemme vil være tilgængelig på Selskabets hjemmeside www.ledibond.com (Investors) fra den 22. februar 2021.
Den 22. februar 2021
Bestyrelsen
Yderligere information
Rolf H. Sprunk-Jansen, CEO
Mobil: +45 2020 3005
Email: rsj@ledibond.com
Kontakt til selskabet
LED iBond International A/S
Agern Allé 5A
2970 Hørsholm
Danmark
CVR 36041609
+45 7070 7855
info@ledibond.com
www.ledibond.com
Kontakt til certified advisor
Västra Hamnen Corporate Finance
Jungmansgatan 12
211 19 Malmö
Sverige
Om LED iBond International A/S
LED iBond International, der er stiftet i 2014, leverer innovative lysløsninger med integreret datafunktionalitet. Selskabets løsninger bygger på dyb indsigt i moderne LED-teknologi og mange års udvikling. Den patenterede teknologi giver mulighed for at skabe kraftfulde lysløsninger i næsten enhver form; løsninger som samtidig fungerer som en ‘open source’ strømkilde og digitalt netværk for ”smarte” komponenter som fx sensorer, højtalere og kameraer. LED iBond’s teknologi er allerede implementeret i mange projekter, fra intelligent hyldebelysning til store indendørs belysningsprojekter som eksempelvis installationen of 3,2 kilometer Tracy®, selskabets innovative flagskibsprodukt, på DTU, Danmarks Tekniske Universitet.
Med stærke dataoverførselsfunktioner, effektiv køling og en overlegen form-faktor fokuserer LED iBond på tre vigtige markeder: intelligente bygninger, UV-desinfektion og vertikalt landbrug, som alle ventes at vokse betydeligt i de kommende år.