Adam Price til konference om arbejdsglæde i Vejle

Report this content

Hvordan bevarer man gejsten og gnisten i et langt arbejdsliv - og hvordan

sikrer man sig, at også ens medarbejdere går glade til og fra arbejde? Der

stilles skarpt på arbejdsglæde på en række konferencer, som Lederne

arrangerer i løbet af foråret rundt omkring i landet. Mandag den 29. marts er

rammen om arrangementet Munkebjerg Hotel i Vejle.

 

Det er lokalafdelingen af Lederne i Sydøstjylland, som står bag konferencen

i Vejle, der har overskriften ”Få appetit på dit lederjob – og livet”. På

programmet står den madelskende medvært i ’Spise med Price’ og

manuskriptforfatter på blandt andet ’Borgen’, Adam Price, samt Janne Wind,

succenergizer med mange års erfaring inden for lederudvikling.

 

Som manuskriptforfatter i film-, tv- og teaterbranchen, dramatiker og

madanmelder trives Adam Price med en fyldt kalender, og det kræver, at

lysten til arbejdet kommer inde fra. Og det er netop denne appetit på jobbet,

ligegyldigt hvad han foretager sig, som Adam Price vil tale om på

konferencen: Hvordan man som leder brænder igennem uden at brænde ud

undervejs.

 

Ved brug af konkrete redskaber sætter Janne Wind fokus på, hvordan man

som leder kan skabe, håndtere og fastholde god energi til gavn for både

lederen selv og medarbejderne. Hun giver inspiration til, hvordan lederen

kan være tilstede og få succes med begejstring og glæde i arbejdslivet.

 

- Det er vigtigt, at man som leder har fokus på arbejdsglæde i en

virksomhed, for når vi føler en glæde ved vores arbejde, har det en

indflydelse på den indsats, vi lægger i virksomheden. Derfor er det vigtig at

motivere sine medarbejdere og bakke dem op omkring det de laver, siger

afdelingsformanden for Lederne Sydøstjylland, Bent Walter Jensen.

 

Han ser desuden frem til at blive smittet med Adam Prices tydelige

arbejdsglæde.

 

- Jeg mener, at Adam Price er et godt eksempel på en person, som besidder

stor arbejdsglæde. Man kan se, at han nyder sit fag, og det vil være en stor

motivation for konferencedeltagerne, siger Bent Walter Jensen.

 

Konferencen på Munkebjerg Hotel er rettet mod ledere på alle niveauer, og

både medlemmer og ikke-medlemmer af Lederne er velkomne. Tilmelding

kan ske på www.lederne.dk/konferencer.

Med Venlig Hilsen

Mette Møller og Line Rømer Poulsen
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf 3283 3436
E-mail
mem@lederne.dk / lrp@lederne.dk

Dokumenter og links