Optiker Louis Nielsen åbner butik i Bilka i Kolding
Chefoptiker Michael Biegala skifter Louis Nielsen i midtbyen ud til fordel for spændende nye udfordringer med at opbygge en helt ny Louis Nielsen i Bilka i Kolding
Mandag 20. juni slår optiker Louis Nielsen dørene op til en splinterny butik i Bilka Kolding. Optikerkæden har udpeget et velkendt ansigt i den koldingensiske optikerbranche, chefoptiker Michael Biegala, til at stå i spidsen for butikken.
- Det bliver spændende. Louis Nielsens koncepter med produkter i god kvalitet til faste, lave priser passer perfekt til Bilkas profil. Derfor tror jeg også, at kunderne vil opleve det som meget positivt, at de nu også kan få lavet synsprøve og handle briller og linser, når de alligevel er i Bilka, siger Michael Biegala.
Den eksisterende Louis Nielsen i Kolding bliver der naturligvis ikke pillet ved, bortset fra at Michael Biegala nu overlader chefrollen til chefoptiker Christoffer Scheel Hansen.
- Jeg glæder mig virkelig til at åbne butik under samme tag som Bilka. Det bliver noget helt nyt. Der er stor forskel på at servicere kunder i en traditionel optikerbutik, hvor kunderne kommer til dig. I Bilka Kolding skal vi i langt højere grad stå klar til at servicere kunder, som kommer spontant ind i forbindelse med, at de alligevel er i Bilka. Det er vi selvfølgelig 100 procent klar til, siger Michael Biegala med et smil.
Butikken i Bilka Kolding bliver Louis Nielsens butik nummer 74, og det er en særdeles kompetent chef, som Louis Nielsen har sat i spidsen for projektet.
Kompetent chef
Michael Biegala blev ansat hos Louis Nielsen i Kolding som optikerassistent i 2004. Senere samme år kom han i lære som optiker. Før han blev udpeget som chefoptiker i butikken i Kolding for knap halvandet år siden, var han i en periode chef for Louis Nielsen i Fredericia. Han har desuden været med til at bygge den relativt nye Louis Nielsen butik i Vejen op, ligesom han har gennemført Louis Nielsens interne lederuddannelse, IPU. Den 33-årige chefoptiker er således både optikerfagligt og ledelsesmæssigt klædt godt på til opgaven.
- Jeg kommer nok ikke uden om, at jeg er Louis Nielsen mand til fingerspidserne. Jeg er virkelig glad for konceptet og for den meget kundevenlige måde, som vi driver forretning på. Jeg sætter stor pris på at sælge produkter i en førsteklasses kvalitet, men til en pris, hvor alle kan være med, siger Michael Biegala.
Følger Bilkas åbningstider
Når den nye Louis Nielsen butik åbner i Bilka i Kolding mandag 20. juni, kommer det naturligvis til at ske med gode åbningstilbud, fest og farver. Louis Nielsen butikken kommer til at følge Bilkas åbningstider, blandt andet med åben til 21 på hverdage og åbent mere end 30 søndage om året.
- Det er helt enestående åbningstider i optikerbranchen, og det glæder os naturligvis, at vi også på den måde kan servicere kunderne ekstraordinært godt, siger Michael Biegala.
###
Yderligere oplysninger, kontakt:
Tino Pedersen Head of PR & Communication
Tlf.: 30783051
E-mail: tip@louisnielsen.dk
Om Louis Nielsen A/S:
Louis Nielsen A/S er en af Danmarks største optikerkæder med mere end 70 butikker og knap 600 medarbejdere over hele landet. Virksomheden sælger årligt mere end en kvart million briller og 25 millioner kontaktlinser. Virksomheden er grundlagt i Aalborg i 1978 af optikeren Louis Nielsen, og i 2005 blev Louis Nielsen A/S en del af verdens største privatejede optikerkæde Specsavers, som har mere end 1.400 butikker i 10 lande verden over. Louis Nielsen A/S og Specsavers har som mission at levere høj kvalitet til faste, lave priser.
Tags: