100 års tømrerarbejde i medgang og modgang
Mange virksomheder ville lede længe efter opskriften på, hvordan man overlever 100 år i byggebranchen. Endnu flere ville formodentlig være glade for bare at kende opskriften på endnu et års overlevelse mere i branchen. I Hellerup eksisterer en familiedrevet virksomhed, der nu i 4. generationer har klaret sig igennem både gode og dårlige tider – N. H. Hansen & Søn har fundet opskriften på, hvordan man undgår at blive for konjunkturfølsomme i en hårdt prøvet branche.
Familiefirmaet N. H. Hansen & Søn – forkortet NHH - har gennemlevet to verdenskrige, Oliekrisen, Murens fald og et par store generationsskift. De er rustet til lidt af hvert, og en økonomisk krise skræmmer ikke dem. Indtjeningen er stabil, og har været det de sidste 100 år, siden Niels Herman Hansen i 1909 startede tømrer- og snedkerfirmaet. Til forskel for mange andre virksomheder i branchen, så ser fremtiden lys ud for NHH og i denne uge kan de med en afdæmpet konservativ stolthed fejre 100 års jubilæum i domicilet i Hellerup, hvor firmaet har boet de sidste 50 år. Ifølge virksomhedens direktør, og 4. generation i familiefirmaet, Marianne Hemicke Rysgaard, så har NHH igennem alle årene holdt fast i de mange renoverings- og vedligeholdelsesopgaver selv om markedet tilbød noget andet, mere spændende, men helt sikker også langt mere risikabelt. NHH har frem for alt med rettidig omhu plejet deres ry og rygte i både gode og dårlige tider, og har f.eks. haft Gentofte Kommune som kunde i mere end 80 år. – NHHs gode medarbejdere sikrer, at tingene ikke skal laves om, og at der ikke fråses med materialerne. Da jeg overtog ledelsen efter min far gjorde jeg meget ud af at markere, at det bestemt er de små ting i hverdagen, der når det endelige regnskab skal gøres op alligevel betyder en hel del. Og heldigvis er alle mine ansatte enige med mig, siger Marianne Hemicke Rysgaard, adm. direktør og medejer af NHH. Men vejen til en moderne virksomhed har været lang, og selv om forholdet til kunderne og branchen i alle 100 år har været god, så har der været interne kampe at kæmpe, der helt ufrivilligt i 2001 tvang Marianne Rysgaard i direktørstolen. Kort og godt var der ikke andre til at overtage efter Mariannes far, og med ordene ”Marianne du er sku god nok, du skulle bare have været en dreng”, så var der en ny tid på vej i NHH. Marianne Hemicke tog kampen op med både gamle traditioner, konservative tømrermestre og branchens modvilje mod, at hun, en ung kvinde skulle styre en stor snedker- og tømrervirksomhed alene. De første år fik hun dog hjælp fra sin fars højre hånd Arnth Jensen og også fra sin storebror Michael senere kom lillebror Niels Christian til, men ansvaret, det har altid ligget hos Marianne. Branchen har de seneste år været inde i et gevaldigt blæsevejr, og Marianne forklarer problemerne i en krisetid så ledes: – Jeg tror, at mange virksomheder simpelthen har taget munden for fuld. Ordrerne er strømmet ind, og med mulighed for at tjene mange penge, rigtig hurtigt, så har flere virksomheder i sagt ja til for mange arbejdsopgaver på for kort tid. I NHH har vi sagt nej til at være projektudvikler eller bygherre. Vi er blevet ved vores læst, har plejet eksisterende kunder og har sat en ære i at levere høj faglig kvalitet til tiden, uanset projekternes størrelse, siger Marianne Hemicke Rysgaard. Marianne kan nu med glæde, men også med ydmyghed se tilbage på en stor opgave som hun har løst. Og selv om hun ikke rigtig vil være ved det, så er det også med stolthed, at hun har sikret et familieprojekts videreførelse – et projekt som hendes oldefar ville have værdsat, men måske ikke forstået. Ledelse er nu engang noget andet i dag, end det var for 100 år siden.
Tags: