3 støtter op om 1GOAL

Report this content

Til sommer, når VM i fodbold bliver afholdt i Sydafrika, vil den verdensomspændende kampagne, 1GOAL: Uddannelse for alle rette opmærksomhed mod de mange millioner børn verden over, der aldrig får en chance for at komme i skole. Kampagnen bliver officielt bakket op af fodboldorganisationen FIFA og af hundreder af verdenskendte fodboldspillere, stjerner og politikere. Den gode sag kan bl.a. støttes på teleselskabet 3’s hjemmeside.

72 mio. børn verden over har ikke adgang til skolegang. Derfor satte verdens politiske ledere i 2000 sig som målsætning, at alle verdens børn skal have mulighed for at komme i skole senest i år 2015. Med den verdensomspændende kampagne 1GOAL forsøger fodboldverdenen i forbindelse med sommerens VM i Sydafrika at holde politikerne fast på de gode intentioner. Hensigten er at mobilisere så stor opbakning og at indsamle så mange underskrifter, at statsoverhoveder fra hele verden bliver nødt til at gøre deres yderste for at få alle børn i mål. Bag 1GOAL-kampagnen står FIFA og den globale uddannelseskampagne GCE (Global Campaign for Education). I Danmark varetages kampagnen af IBIS og støttes bl.a. af DBU og det danske fodboldlandshold. Også 3-gruppen bakker op om 1GOAL, og derfor kan man fra d. 19. maj støtte kampagnen med sin underskrift på 3.dk/1Goal eller ved at sende en sms med teksten 1Goal til 1423 (alm. sms-takst). Besøg det internationale kampagne-website her: http://www.join1goal.org/.

Tags:

Dokumenter og links