4G-licens øger 3’s forspring
Det var med stor tilfredshed, at teleselskabet 3 ved LTE-auktionen i sidste uge vandt det ønskede frekvensspektrum til 4G-netværket. I dag offentliggjorde IT- og Telestyrelsen, at 3 betalte over 300 millioner kr. mindre end konkurrenterne for en licens, der vil give brugerne samme oplevelse med 4G-netværket, som de kan få hos de øvrige operatører. 3 har i forvejen Danmarks bedste 3G-netværk, og i kombination med den nye 4G-licens vil 3 også i fremtiden kunne tilbyde mobilt bredbånd på Danmarks ubetinget bedste datanetværk.
Ifølge de seneste tal fra IT- og Telestyrelsen er 3’s datanetværk stadig danskernes foretrukne på trods af massiv konkurrence fra de øvrige operatører de seneste par år, og hele 65 % af al datatrafik foregik i 2. halvår 2009 i 3’s netværk. Ved 2,5 GHz-auktionen vandt 3 i sidste uge 2x10 MHz parrede frekvenser og 25 MHz uparrede frekvenser. Med de nye frekvenser og fortsatte massive investeringer i netværket kan 3 også i fremtiden sikre kunderne adgang til Danmarks bedste datanetværk. 3 får sin 4G-licens til ca. 7 mio. kr., mens de øvrige operatører hver må slippe mere end 333 mio. kr. for deres licenser. Alligevel kommer kunderne ikke til at mærke forskel på de forskellige 4G-netværk. Kundeoplevelsen handler nemlig langt fra alene om teoretiske hastigheder, men om stabilitet og dækning i hele netværket. ”Vi vil fortsat investere massivt i Danmarks bedste datanetværk, så vi dækker landet bredt med både høj hastig-hed, en stabil forbindelse og god dækning. Med vores kombination af 3G- og 4G-netværkene får danskerne det bedste datanetværk og den bedste oplevelse med såvel smartphones som mobilt bredbånd hos 3 – både nu og i fremtiden,” siger Morten Christiansen, CEO i 3. 3 er tilfredse med den placering, selskabet fik tildelt i frekvensbåndet, hvilket ligeledes blev offentliggjort i dag. I januar i år afsluttede selskabet opgraderingen til 21 Mbit/s i 97 % af sit netværk. I fjerde kvartal i år indleder 3 opgraderingen af sit 3G-netværk til en hastighed på 42 Mbit/s og herefter følger en opgradering til hele 84 Mbit/s, så snart der er terminaler på markedet, der understøtter de høje hastigheder. I kombination med det nye 4G-netværk vil det udgøre et stærkt fundament i 3’s fremtidige netværk. 3 forventer at begynde udrulningen af et LTE-netværk i 2,5 GHz frekvensområdet i slutningen af i år. Portrætfotos til fri afbenyttelse findes på www.3.dk/billedarkiv.
Tags: