Nyt om navne: Annette Juhler Kjær fylder 50 år
Annette Juhler Kjær har med afsæt i en lang mediekarriere gjort strategisk kommunikationsrådgivning og personlig branding af topledere til sit speciale. De fleste kender hende som kompetent og skarp interviewer på DR-TV og TV2, men i de senere år er det især blandt erhvervslivets spidser og bag kulissen på Christiansborg, at hun har haft sin gang.
I begyndelsen af 90’erne var Annette Juhler Kjær nyhedsvært på TV-avisen 21:00, hvor hun også producerede TV-aktuelt programmer. Sammen med Ole Thisted og Mogens Rubinstein var hun som vært med til at starte TV-aktualitetsafdelingens første ugentlige erhvervsmagasin.
Erhvervsstoffet har altid haft hendes store interesse, og netop dette vejede tungt, da Daniscos daværende administrerende direktør Palle Marcus headhuntede hende til stillingen som koncerninformationschef i 1996. Indsigten i daglig virksomhedsdrift fra jobbet hos sukker-, snaps- og enzymproducenten er en ballast, som i høj grad har vist sig nyttig i hendes senere rådgivningsvirksomhed.
Annette Juhler Kjær har siden sine helt unge år haft en glødende interesse for politik. Den blev grundlagt i de tidligste skoleår, hvor hun som elevrådsformand oplevede et stærkt interessefællesskab med sin far, der var fagforeningsformand for skorstensfejerne.
Det hektiske nyhedsliv og hendes store politiske interesse trak hende i 1999 til TV2 som politisk reporter og mange vil huske hende som vært på TV2-Nyhederne og en sikker ankervært på alt fra EU-afstemninger til folketingsvalg og kongelige bryllupper.
Hun afsluttede sin TV-karriere efter et par sæsoner som talkshow vært på TV2’s Go’aften Danmark, da tidligere vicestatsminister Bendt Bendtsen i 2005 hentede hende til Økonomi- og Erhvervsministeriet som sin særlige politiske rådgiver. Her blev hun til foråret 2007, da hun efter års tilløb valgte at realisere drømmen om selvstændig virksomhed.
Den brede medieerfaring kombinerer hun i dag med sin dybe indsigt i erhvervsforhold og indgående kendskab til det politiske spil og centraladministrationen i konsulentvirksomheden juhlers.com.
Specialet er public affairs og strategisk kommunikationsrådgivning. I den verden er der oftest dyb diskretion omkring kunderne, men det er almindelig kendt, at Annette Juhler Kjær som partner i konsulentfirmaet Vespa Crabro bl.a. rådgiver Boeing i kapløbet om at blive leverandør af nye kampfly til Danmark. På paletten er også personlig branding, hvor det seneste initiativ er toplederprogrammet Sotho i Sydafrika.
Annette Juhler Kjær danner på 29. år par med ægtemanden Søren Juhler, som er journalist på TV2-Nyhederne. Ud over journalistikken som fælles faglig forankring deler de interessen for golf, som hun gerne spiller på socialt plan – til udtalt ærgrelse dog uden noget særlig konkurrencedygtigt handicap – sammen med Søren og sønnerne, Gustav og Vilhelm på 20 og 13 år. Familien bor på Frederiksberg.
Annette Juhler Kjær fylder 50 år den 18. februar. Dagen fejres med reception i Skyloungen på Stay Hotel, Islands Brygge i København.
Yderligere oplysninger på www.juhlers.com. Det vedlagte foto kan frit benyttes af medierne. Fotobyline: Miklos Szabo
Tags: