Rotary belønner unge tanker om fremtidens klima

Report this content

At den menneskelige kreativitet er uudslukkelig er det optimistiske udgangspunkt for vinderen af Rotarys internationale essaykonkurrence, som blev kåret i dag ved et arrangement på Nordatlantens Brygge i København. Med overrækkelsen af priserne under FN’s COP15 klimatopmøde i København, slår Rotary et slag for ungdommens engagement i klimasagen.

Katherine Richardson, som er formand for Regeringens Klimakommission, overrakte i dag tre priser på henholdsvis € 8.000, € 3.000 og € 1.000 til tre unge kvinder fra Canada og Australien, som har gjort sig nogle meget grundige overvejelser om klodens fremtid. De tre kvinder var vinderne af Rotary Internationals (Distrikt 1470) essaykonkurrence, støttet af The Boeing Company, hvor 16-22 årige unge mennesker fra hele verden har givet forslag til aktiviteter, som kan skabe et bedre klima i fremtiden. De tre vindere var alle mødt op for at modtage prisen. – Med essay-konkurrencen har vi ønsket at opmuntre unge mennesker over hele verden til at interessere sig for - og søge indsigt i klimaproblemerne - og tage aktiv del i debatten. Klimaet er et emne, der vil være på dagsordenen mange år frem i tiden, og det må forventes, at den nuværende ungdom vil skulle deltage i politiske og praktiske beslutninger om klimaforhold i hele deres voksne liv, siger Peter Stærmose, der er guvernør for distrikt 1470 og blandt initiativtagerne til essay-konkurrencen, der har sit udspring i Søllerød Rotary Klub. Vinderen af Rotarys essaykonkurrencen er den 18-årige Madelaine Dwyer fra British Columbia i Canada, som med sit essay ”Hopeful for the Future: Climate Change and my Vision of Life on Earth in the Year 2050” anlægger et optimistisk syn på klodens fremtid selvom vejen til et bæredygtigt globalt samfund er lang: ”Jeg har troen på, at vi kan gøre det. Det er nemt at blive fanget i klimakrisens dommedagsprofetier, men vi kan sagtens finde håbet i os selv og de fremadtænkende omkring os. Naturressourcerne kan blive opbrugt, men den menneskelige kreativitet er uudslukkelig.” På andenpladsen i essay-konkurrencen kom den 19-årige australier Hillary Riley, som i essayet ”BLUEPRINT T.I.E.P.I. – Using climate change to fix the world, and doing it by 2050” foreslår oprettelsen af ”The International Environmental Policy Institute (TIEPI)”, som skal udarbejde klimaplaner for alle nationer på kloden. Tredjepladsen blev givet til den 16-årige australier Sophie Wright-Pedersen for hendes essay ”IT’S THE BIG 2-0-5-0”, der bl.a. handler om nogle af de helbredsproblemer, som følger i kølvandet på klimakrisen, herunder ekstrem overvægt og diabetes. De tre vinderessays blev udvalgt blandt 104 bidrag fra 33 lande af en dommerkomité bestående af fem medlemmer. Professor Katherine Richardson, som er prodekan ved Københavns Universitet og formand for Regeringens Klimakommission, lektor Aksel Walløe Hansen fra Niels Bohr Instituttet, lektor emeritus og Dr. Sc. Niels Kristian Højerslev fra Niels Bohr Instituttet samt forskningschef Anne Mette Kirkegaard Jørgensen fra Danmarks Metrologiske Institut. Fotos fra prisoverrækkelsen kan rekvireres ved henvendelse til Mads Lindberg på tlf. 30 31 71 41 eller via e-mail mal@marklindberg.dk.

Tags:

Dokumenter og links