Fremgangen i private label-varer stiger på tværs af husstandsindkomster
McKinsey & Company og EuroCommerce lancerer rapporten ”State of Grocery” – en omfattende analyse, der ser på de vigtigste tendenser i Europa som vil forme dagligvaremarkedet i 2023 og de kommende år.
State of Grocery 2023 rapporten er baseret på interviews med administrerende direktører, og en undersøgelse af ca. 50 europæiske dagligvareforhandlere samt en analyse af mere end 12.000 forbrugere på tværs af 11 europæiske lande heriblandt Danmark.
Normalisering af inflation forventes i anden halvdel af 2023
Efter markant stigende inflation de sidste par år indikerer prognoserne fra rapporten at inflationen vil aftage i anden halvdel af 2023, hvor fødevarepriserne forventes at normalisere sig. Tallene viser en gennemsnitlig stigning på ~12%, siden 2022, hvilket for en gennemsnitsfamilie er over 5000 DKK mere i udgifter per år.
”Der er bred konsensus om at den generelle inflation og stigende fødevarepriser har toppet, men det betyder ikke nødvendigvis at priserne stabiliserer sig på kort sigt, da vi ser op til 6-12 måneders forsinkelser før at forbrugerpriserne afspejler det. Så vi forventer stadig at have stigende fødevarepriser indtil efteråret 2023”, siger Thomas Rüdiger Smith, medforfatter af rapporten og partner på McKinseys kontor i København.
Uanset indkomst vil forbrugerne prioritere at spare penge på indkøb
Undersøgelsen viser at forbrugere fortsat vil udvise forsigtighed, når der skal handles dagligvarer, hvor 52% af danskerne planlægger at spare penge på madindkøb. De stigende priser på forbrugervarer mærkes på tværs af indkomstsegmenterne, hvor alle grupper vil udvise mere sensitivitet over for priser på grund af stigende leveomkostninger. Eksempelvis så handler ~54% af højindkomst forbrugere i stigende grad i discountbutikker og skifter til at købe private label produkter. I hele Europa har forbrugsnedgangen ført til betydelig vækst i private labels, sammenlignet med 2021 steg værdiandelen af private labels med 1,9 procentpoint og 1,7 procentpoint i Danmark.
”En af de ting som 52% af danskerne proaktivt har gjort er at de i stigende grad vælger supermarkedernes egne mærker. Det interessante her er at 80% siger, at kvaliteten er lige så god som mærkevarernes, og at 2/3 af danskere regner med at forsætte med at købe private label, selv når de får flere penge mellem hænderne”, uddyber Thomas Rüdiger Smith.
Hele 66% af danskerne køber ind til lager, når der er tilbud på dagligvarer. Undersøgelsen viser også, at danskerne ofte søger efter tilbud og besøger gerne flere forskellige supermarkeder for at finde de bedste tilbud. Dette kan indikere, at forbrugerne bruger tid og energi på at finde det billigste og bedste sted at handle, og at danskerne er flittige til at gå på tilbudsjagt. I undersøgelsen topper Danmark og Sverige rekorden i Europa i forhold til andelen af fødevare, der er købt på tilbud.
Detailhandel mærker også presset
Et fælles tema fra rapporten er et øget markedspres for detailhandlere med faldende marginer både online og offline, samt et øget behov for forretningsinnovation, skalerbare økonomier og investeringer til at fremtidssikre branchen. Dagligvareforhandlerne står over for en stor opgave. Kunderne søger efter de billigste varer, samtidig med at leverandørernes priser stiger i takt med inflationen. Den grønne omstilling er også i større fokus for branchen.
”Langt hen ad vejen så har dagligvarehandlen et godt greb omkring deres eget klimaaftryk, men der hvor der virkelig skal sættes ind er over for det aftryk, som vi ser længere oppe i værdikæden – navnlig i vores landbrug og fødevareproduktion. Det er en opgave, der vil kunne løses, hvis vi ser på mere samarbejde pa tværs af interessenter”, fremhæver Thomas Rüdiger Smith.
”Omstillingen kommer til at koste, det samme gør investeringer i fx supply chain automatisering. Det betyder, at der skal investeres en hel del i fremtiden. For at finde de midler, vil der være et behov for at tage et kritisk blik på de dele af virksomheden, der skaber værdi, og hvad der ikke gør. Det er med til at forklare, hvorfor vi i Danmark allerede har set et meget dynamisk marked med nye formater, nedlukninger osv”, fortsætter Thomas Rüdiger Smith.
Læs hele rapporten her: https://www.mckinsey.com/industries/retail/our-insights/state-of-grocery-europe-2023-living-with-and-responding-to-uncertainty
*Forbrugerundersøgelsen er baseret på 12.000 forbrugere fra UK, Tyskland, Holland, Polen, Sverige, Danmark,
Frankrig, Belgien, Schweiz, Spanien og Italien (1025 personer deltog fra Danmark).
Dina Muscat Meng
External Communications Specialist
Tlf.: +45 2059 3176
dina_meng@mckinsey.com
McKinsey & Co
McKinsey er en global management konsulentvirksomhed, der hjælper organisationer med at skabe vækst som er både inkluderende og bæredygtig. Vi har kontorer i 130 byer og 65 lande og arbejder med klienter i alle sektorer for at løse komplekse problemer og fremme positive forandringer. Med nye arbejdsmetoder, strategier og ny teknologi som grundlag, understøtter vi organisationers kompetencer, der skaber langsigtet værdi for omverdenen, organisationen og medarbejderne, så de kan stå stærkt nu og i fremtiden. Find mere information om os på vores hjemmeside: https://www.mckinsey.com/dk