Mercedes-Benz seneste personbil står klar:

Report this content

V-Klassen er lige så funktionel som fleksibel.


www.mercedespress.info
(flere billeder)

Tre størrelser, tre dieselalternativer og fleksibel indretning for op til 8 personer, og priser fra 848.000 kr.

V-Klassen, der netop er blevet vist for offentligheden på biludstillingen i Geneve, er med plads til maksimalt otte personer den største personbil fra Mercedes. Fra starten kommer V-Klassen i én karrosserivariant og med 3 dieselmotoralternativer at vælge imellem. Senere følger 2 yderligere karrosserivarianter.


Forstærkede hjulophæng, krængningsstabilisatorer for maksimal komfort og adaptive støddæmpere sikrer, at V-Klassen opfører sig som en rigtig personbil. Til V-Klassen findes også alle de sikkerhedssystemer, som er kendt fra Mercedes øvrige personbilsprogram.

Allerede på lang afstand står det klart, at V-Klassen er en personbil med karakteristisk Mercedes-front. For yderligere at understrege slægtskabet med de mindre søskende kan den ny V-Klasse bestilles i designlinjen Avantgarde med eksempelvis LED-lygtesystem samt læderindtræk og interiørlister i træ eller aluminium.

V-Klassen introduceres i en karrosserivariant, lang med 3,2 meters akselafstand (totallængde på 5,14 meter), og i første halvår af 2015 følger 2 yderligere varianter; en kompakt med 3,2 m akselafstand (totallængde 4,89 m) og en ekstra lang med 3,43 akselafstand (totallængde 5,37 m)

Motoralternativer & Sikkerhedssystemer

Fælles for de 3 karrosserivarianter er 3 dieselmotorer, som er op til 28% mere brændstoføkonomiske end forgængeren. Topmodellen, V-Klasse 250 BlueTEC, opfylder allerede nu Euro 6-normen.

Det kraftigste motoralternativ leveres som standard med 7-trins automatgear, der er ekstraudstyr til de andre motorudgaver. Sikkerhedssystemerne, der er kendt fra det øvrige personbilsprogram, bliver naturligvis også tilgængelige i V-Klassen. Adaptiv fartpilot, der selv holder afstand til den forankørende bil samt overvågning af blinde vinkler er blot nogle af de systemer, der er tilgængelige i V-Klassen. Træthedsovervågning (Attention Assist), sidevindsassistent samt et kollision-advarselssystem (Collission Prevention Assist) er standard i alle udgaver af V-Klassen.

Sædeindstillinger

Ekstraudstyrslisten er i øvrigt mere omfattende for en Mercedes MPV end nogensinde før. V-Klassen kan skræddersys til at møde alles behov. Mercedes største personbil leveres som standard med 4 individuelle sæder på anden og 3 sæderække, men der kan også bestilles sæderækker med plads til 3, så er samlet bliver plads til 8 personer i bilen. For endnu større fleksibilitet er det muligt at vende enkelt-sæderne i 2 sæderække, så passagerne bag sidder ansigt til ansigt – med eller uden et bord imellem sig.

Alle siddepladser har indbyggede sikkerhedsseler med selekraftbegrænser og indstillelige nakkestøtter.

Løsninger til øget komfort

Som en ekstra detalje kan bagruden åbnes uafhængigt at hele bagsmækken. Ved åbning af bagruden får man adgang til et forstærket bagagerumsdækken/hattehylde. Denne finesse er i særdeleshed bekvem på trange parkeringsplader, hvor det kan være svært at åbne hele bagsmækken, der i øvrigt nu kan tilbydes med elektrisk åbne/lukke funktion.

En anden lys ide, som Mercedes-Benz har udviklet, er muligheden for at udstyre V-Klassen med et LED-baseret lygtesystem (indgår også i designlinjen Avantgarde) med automatisk regulering af det lange lys. I praksis betyder det, at man altid kører med det lange lys tændt og nedblænding sker alene for andre biler. Eksempelvis oplyses hele området frem til en forankørende bil, mens området, som den forankørende bil befinder sig i, skærmes af. Dette gælder også for modkørende biler, således at der aldrig er risiko for at blænde medtrafikanter.

For at tilfredsstille forskellige chaufførers kørestile er der mulighed for at vælge forskellige køreprogrammer: Økonomisk, sportslig eller komfortabel kørsel. Ved de 2 sidstnævnte programmer giver motoren ved acceleration med fuld gas 10 ekstra kW effekt (14 hk) og 40 Nm højere drejningsmoment. I topmodellen V-Klasse 250 BlueTEC er det ensbetydende med, at effekten midlertidigt forhøjes til 150 kW (204 hk) og at drejningsmomentet topper ved 480 Nm.

V-Klassen lanceres i Danmark til sommer.
Priserne starter på 848.000 for V 200 CDI (lang).

For yderligere information, kontakt venligst:
Mercedes-Benz Danmark AS
Kommunikationschef Lars van het Erve
Tlf.: 3378 5433 / Mobil: 6023 9021

Email: lars.erve@daimler.com

Mercedes-Benz Danmark AS er den officielle importør af Mercedes-Benz i Danmark og er en del af den globale bilkoncern Daimler AG, som har hovedkontor i Stuttgart, Tyskland.

Mercedes-Benz har en fælles dansk-svensk organisation, hvor flere funktioner deler ansvaret for de to markeder. Vi er i alt cirka 250 medarbejdere, som løser en række varierende opgaver inden for blandt andet salg, marketing, teknik og service.




Tags:

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links

Citater

V-Klassen, der netop er blevet vist for offentligheden på biludstillingen i Geneve, er med plads til maksimalt otte personer den største personbil fra Mercedes.
Lars van het Erve