Verdenspremiere: Selvkørende lastbiler fra Daimler godkendt til offentlig vej.

Report this content

Sidste sommer viste Daimler sin selvkørende konceptlastbil Mercedes-Benz Future Truck 2025 over for den internationale presse. Onsdag den 6. maj blev virksomheden den første i verden til at få selvkørende lastbiler godkendt til trafik på offentlig vej. To Freightliner Inspiration Trucks rullede derefter ud i USA på staten Nevadas veje.

www.mercedespress.info

Selvkørende biler forudsiges af mange til at blive fremtiden for vejtransport – både til mennesker og gods. Tyske Daimler AG er kommet et skridt videre end sine konkurrenter og har fået de første selvkørende lastbiler godkendt til brug på offentlig vej i staten Nevada i USA.

- Selvkørende lastbiler giver mange fordele, siger Lars van het Erve, PR- og kommunikationschef hos Mercedes-Benz Danmark A/S.

- Sikkerheden øges, og miljøbelastningen reduceres, mens arbejdsforholdene samtidig bliver betydeligt bedre for chaufførerne. Forsøg har vist, at søvnigheden reduceres med 25 %, hvis bilen selv kører, og chaufføren imens udfører andre interessante arbejdsopgaver.

Analysefirmaet Frost & Sullivan viser også, at den selvkørende langdistancelastbil kan spare op til 7 % brændstof og desuden spare mange penge til vedligeholdelse, eftersom mere jævn kørsel giver mindre slitage.

Radar og stereokameraer overvågen vejen 

De lastbiler, der nu er i drift i Nevada, er modellen Freightliner Inspiration Truck. Det er i princippet en serieproduceret Freightliner trækker, som er udstyret med den nye Highway Pilot teknologi.

Et stereokamera og to radarsystemer med op til 250 meters rækkevidde kombineres med en intelligent fartpilot. Systemerne er hver for sig blevet testet i mange år, men kombineres nu fuldt ud og administrerer både speeder, styretøj og bremser. Før Nevada kunne godkende lastbilerne, var de blevet testet over cirka 16.000 km på testbaner. Samme teknologi bruges også på de selvkørende Mercedes lastbiler, som i øjeblikket testes i Europa. 

Lastbilen kører som en almindelig lastbil i byer og på småveje, men når den kommer ud på motorveje, kan systemet aktiveres. Lastbilen går derefter over i selvkørende modus og kan tilpasse sig trafikken og gældende hastighedsgrænser. Samtidig tændes et blåt lys i kølergitteret for at vise, at lastbilen er i selvkørende tilstand.

Ved overhaling, vognbaneskift eller ved afkørsler skal føreren selv overtage kommandoen af lastbilen. Det samme gælder i dårligt vejr og ved vejarbejde eller lignende. 

Hvis flere lastbiler med det samme system kører efter hinanden, er de forbundet digitalt. Det gør det muligt for dem at holde en kort afstand for at reducere vindmodstanden, uden at sikkerheden sættes over styr. De bagvedkørende lastbiler får på en brøkdel af et sekund et signal, hvis lastbilen foran for eksempel bremser eller svinger.

- Den store forskel for chaufføren er, at han ikke behøver konstant at på vagt i løbet af lange, monotone arbejdspas, som det er nødvendigt i dag. I stedet kan chaufføren løse nogle mere varierede opgaver, så grænsen mellem kørselsleder og chauffør kan blive visket ud. Desuden kan små virksomhedsejere i branchen håndtere papirarbejde og andre ting, mens bilen tager sig af den kedelige del af kørslen.

For yderligere information, kontakt venligst:
Mercedes-Benz Danmark AS
Lars van het Erve
Corporate Press & Public Affairs Manager

Tlf.: 3378 5433 / Mobil: 6023 9021

Email: lars.erve@daimler.com

Mercedes-Benz Danmark AS er den officielle importør af Mercedes-Benz i Danmark og er en del af den globale bilkoncern Daimler AG, som har hovedkontor i Stuttgart, Tyskland.

Mercedes-Benz har en fælles dansk-svensk organisation, hvor flere funktioner deler ansvaret for de to markeder. Vi er i alt cirka 250 medarbejdere, som løser en række varierende opgaver inden for blandt andet salg, marketing, teknik og service.




Tags:

Multimedia

Multimedia

Citater

Selvkørende lastbiler giver mange fordele. Sikkerheden øges, og miljøbelastningen reduceres, mens arbejdsforholdene samtidig bliver betydeligt bedre for chaufførerne. Forsøg har vist, at søvnigheden reduceres med 25 %, hvis bilen selv kører, og chaufføren imens udfører andre interessante arbejdsopgaver.
Lars van het Erve, PR- og kommunikationschef hos Mercedes-Benz Danmark A/S.