Stor forskel på studietider
Op til halvandet år. Så markant er forskellen på den gennemsnitlige studietid for et typisk universitetsforløb, når man sammenligner situationen på landets universiteter.
Mens den gennemsnitlige studietid på Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Handelshøjskolen i København og IT-Universitetet er under seks år, er studietiden på Københavns Universitet og Roskilde Universitet omkring syv år.
Det viser beregninger over studietiderne i 2007, som Videnskabsministeriet har gennemført på grundlag af data fra Danmarks Statistik.
- Regeringen har sat studietiden højt på den politiske dagsorden, fordi vi vil gøre op med tidligere tiders tendens til evighedsstudier. Det er hverken til glæde for den enkelte studerende eller for samfundet, siger videnskabsminister Helge Sander.
- Det er baggrunden for, at vi allerede i 2006 greb ind med kontante virkemidler som bl.a. specialefrister, en styrket studievejledning og bedre muligheder for at gå til reeksamen – og vi fortsætter med at have fokus på problemstillingen, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren anerkender, at de forskellige studietider bl.a. skyldes det forhold, at institutionerne har et forskelligt udbud af uddannelser, hvor nogle uddannelser typisk tager længere tid at gennemføre end andre.
- Der er selvfølgelig flere grunde til, at vi oplever så markante forskelle i studietiderne på de enkelte universiteter. Men en gennemsnitlig forskel på halvandet år er alligevel markant. Jeg vil derfor opfordre universiteterne til at lære af hinandens gode erfaringer om, hvordan man bedst nedbringer studietiden – ikke mindst af hensyn til den enkelte studerende, siger videnskabsminister Helge Sander.
Læs mere om studietider på universiteterne på http://vtu.dk/nyheder/aktuelle-temaer/2009/ugens-tal/studietiden-paa-universiteterne/
________________________________________________________________
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på mobiltelefon: 4082 8958 eller e-mail: nho@vtu.dk.