Ugens tal: Danmark henter EU-midler til grøn forskning

Report this content

Danske virksomheder og forskningsinstitutioner har succes med at finansiere grønne forskningsprojekter gennem EU’s forskningsbudget. Videnskabsministeren øjner muligheden for et grønt, dansk fingeraftryk på EU’s kommende forskningsprogram.

En ny opgørelse fra Videnskabsministeriet viser, at Danmark henter betydelige grønne forskningsmidler fra EU’s 7. rammeprogram. Således er det danske hjemtag for grønne forskningsprojekter i gennemsnit godt fire procent. Generelt får danske projekter del i omkring 2,5 procent. Opgørelsen, der er den første af sin art, viser f.eks., at de danske projekter får knap otte procent af de samlede EU-midler på energiområdet. Det danske hjemtag inden for både miljø- og fødevareområdet er også solidt med omkring fire procent af midlerne. Undersøgelsen er begrænset til grønne/bæredygtige forskningsprojekter i perioden 2007-2008. - Forskning og innovation er fundamentet for grøn vækst. Det er derfor særdeles positivt, at danske virksomheder og forskningsinstitutioner udnytter de betydelige finansielle muligheder inden for EU’s forskningsbudget til at frembringe ny grøn viden og udvikle nye grønne teknologier, siger videnskabsminister Helge Sander. - EU’s forskningsbudget er en vigtig finansieringskilde, hvis vi i Danmark skal gøre os gældende på det grønne område. Det stærke danske afsæt er et godt udgangspunkt for at sætte et solidt grønt, dansk fingeraftryk, når temaerne i det nye forskningsprogram skal formuleres. På den måde kan vi sikre, at EU’s forskningsprioriteter også fremover understøtter grøn forskning og danske styrkepositioner inden for disse, siger Helge Sander. Regeringen offentliggjorde i denne uge ”Erhvervsklimastrategi – globale udfordringer – danske muligheder”. Strategien skal bidrage til, at den voksende globale efterspørgsel efter klimaløsninger omsættes til fornyet dansk vækst, arbejdspladser og eksport. Videnskabsminister Helge Sander vil fredag offentliggøre et strategisk oplæg om grøn forskning. Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på mobiltelefon: 4082 8958 eller e-mail: nho@vtu.dk.

Dokumenter og links